Det er bare fedt, mand

Julen er en fed tid, både på den ene og den anden måde, for der bliver som regel spist (for) godt og (for) fedt. Samtidig er det en fed tid på den måde, at vi råhygger og har det fedt. Tidligere betød adjektivet fed næsten udelukkende noget med at være stor af omfang og velpolstret. Adjektivet har rod i et middelalderligt ord med betydningen svulmende, mens et tilsvarende substantiv, fedt, jo henviser til et væv, der dannes i kroppen og fungerer som nødvendig energireserve og beskytter mod varmetab.

Ordet fed har længe haft symbolske sidebetydninger. Det har været et tegn på velstand samt gode og rare tider, så det er ikke bare grisen, gåsen og juleanden, der skal være fede, julemanden samt nissefar og nissemor skal også skildres som fede, for så er de også rare. Samtidig har den politiske venstrefløj dog som regel skildret de fæle kapitalister i billedet af fede mænd med cigarer og høj hat. Det var altså modsætningsfyldt at være fed.

I 1960’erne fik adjektivet ny smørelse. Måske var det hippietiden, og i hvert fald var det fra ungdomskulturen, det fede flød: Man fyrede en fed og havde et fedt flip! Ordbogen Nye Ord 1955-1998 citerer dette stykke fra dagbladet Politiken, oktober 1969: ”Det er jo skæppeskønt eller ærkefedt, som de yngste siger”. Her flyder fedtet ind i sproget.

Fra de fede tider i tresserne er fedt nok og vildt fedt vokset i dagligsproget, så det næppe i dag kan kaldes slang, men normaldansk. Det er egentlig paradoksalt, at fedt nok således betyder noget stærkt positivt, mens vi samtidig lever i fedtforskrækkelsens tidsalder, hvor kropsidealer er snærende slimline og jeg-kan-da-løbe-en-maraton-tyndhed. Det er længe siden Rubens kunne male fede engle og dermed udtrykke sin tids skønhedsidealer. Nu er skønhed forbundet med sultekunstneri.