For at forpurre terroristernes planer må Pakistan og Indien – disse to store lande, der blev født sammen i samme revolution og med samme mandat i 1947 – fortsætte fremad i fredsprocessen. -
- Jayanta Shaw /Scanpix
Asif Ali Zardari |
12. december 2008
Mumbai-angrebene var ikke blot rettet mod Indien, men også mod Pakistans nye demokratiske regering og den fredsproces med Indien, som vi har sat i gang
DEN NYLIGE DØD og ødelæggelse i Mumbai i Indien fik mig til at tænke på den død og ødelæggelse, der fandt sted i Karachi den 18. oktober 2007, hvor terrorister angreb den festlige massemodtagelse af min hustru, Benazir Bhutto. Hen ved 150 pakistanere blev dræbt og flere end 450 såret. Terrorangrebene i Mumbai er måske en nyhed for verden. For mig er det en smertelig fælles erfaring. Efter at have set min hustru lige akkurat undslippe døden den dag i Karachi, mistede jeg hende i et andet forsøg to måneder senere, der desværre bar frugt.
Mumbai-angrebene var ikke blot rettet mod Indien, men også mod Pakistans nye demokratiske regering og den fredsproces med Indien, som vi har sat i gang. De autoritæres støtter i Pakistan og ikke-statslige aktører med interesse i at forlænge konflikten ønsker ikke, at forandringen i Pakistan skal slå rod.
For at forpurre terroristernes planer må Pakistan og Indien – disse to store lande, der blev født sammen i samme revolution og med samme mandat i 1947 – fortsætte fremad i fredsprocessen.
Pakistan er opsat på at jagte, anholde, retsforfølge og straffe enhver, der har haft med disse uhyrlige angreb at fatte. Men vi vil godt advare imod forhastede konklusioner og opildnende udtalelser.
Som det blev påvist med søndagens ransagninger og de resulterende anholdelser af militante folk, vil Pakistan gribe til handling mod ikke-statslige aktører, der bliver fundet på vores territorium, og behandle dem som kriminelle, terrorister og mordere. Ikke alene har terroristerne ingen som helst forbindelse til Pakistan; vi er skydeskive for dem, og vi forbliver deres ofre. Indien er en moden nationalstat og et stabilt demokrati.
PAKISTANERE HAR SANS for Indiens demokratiske indsatser. Men når raseriet udløst af Mumbai-angrebene griber om sig, må inderne lige stoppe op og trække vejret. Indien og Pakistan – og resten af verden – må samarbejde om at fange de terrorister, som bragte død og ødelæggelse til Mumbai, og som tidligere har angrebet New York, London og Madrid og i september ødelagde hotel Marriott i Islamabad. De terrorister, der dræbte min hustru, er gennem deres ideologi forbundet med disse fjender af civilisationen.
Disse militante opstod ikke ud af det blå. Pakistan var en af Vestens allierede under den kolde krig. Verden bestræbte sig på at udnytte religionen mod Sovjetunionen i Afghanistan ved at give de mest fanatiske ekstremister magt og bruge dem som et instrument til nedbrydning af en supermagt.
STRATEGIEN VIRKEDE, men arven fra den blev dannelsen af en ekstremistisk milits med sin egen dynamik. Pakistan betaler stadig prisen: arven efter diktaturet, udmattelsen fra fanatismen, lemlæstelsen af civilsamfundet og ødelæggelsen af vores demokratiske infrastruktur. Den fattigdom, der følger deraf, fortsætter med at nære ekstremisterne og har skabt en hævnens og offermentalitetens kultur.
Det er en enorm opgave at bekæmpe terroristerne, som har et udbredt netværk af støtter. Pakistans nydannede demokrati har derfor brug for hjælp fra resten af verden. Vi befinder os på frontlinjen i krigen mod terror. Vi har 150.000 soldater ude at kæmpe mod al-Qaeda, Taleban og deres ekstremistiske allierede langs grænsen til Afghanistan – det er langt flere tropper, end NATO har i Afghanistan. Henved 2000 pakistanere har mistet deres liv ved terror alene i år.
Terror er en regional såvel som en global trussel, og den må bekæmpes i fællesskab. Vi har forståelse for de indenrigspolitiske hensyn i Indien i efterspillet til Mumbai. Ikke desto mindre gør beskyldninger om Pakistans medskyld blot en allerede indviklet situation endnu mere indviklet. For Indien, Pakistan og USA er det bedste modsvar til blodbadet i Mumbai at finde sammen i fælles handling mod terrorismens svøbe. Verden må handle for at styrke Pakistans økonomi og demokrati, hjælpe os med at opbygge civilsamfundet og skaffe os den fornødne kapacitet til retshåndhævelse og terrorbekæmpelse, som vil gøre os i stand til at bekrige terroristerne effektivt.
Benazir Bhutto sagde engang, at demokratiet er den bedste måde at tage hævn for diktaturets krænkelser på. I den nuværende situation er forsoning og tilnærmelse den bedste måde at hævne de mørkets kræfter, som forsøger at fremprovokere en konfrontation mellem Pakistan og Indien og i sidste ende et sammenstød mellem civilisationer.
Asif Ali Zardari er Pakistans præsident
© New York Times 2008
Oversat af Sara Høyrup
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad