Bjarne Nørum |
15. december 2008
Skotsk parlamentariker vil lovliggøre, at praktiserende læger kan hjælpe med aktiv dødshjælp
59-årige Craig Ewans døde i september 2006 på selvmordsklinikken Dignitas i Schweiz. I den forløbne uge døde han igen. Denne gang på skærmen foran millioner af tv-seere.
Med på klinikken var ikke kun hans hustru, men også den canadiske dokumentarinstruktør John Zaritsky. Filmen ”Selvmordsturisten” er vist på flere dokumentarfilmfestivaler, men blev onsdag aften vist for første gang på britisk tv.
Allerede om mandagen satte BBC fokus på aktiv dødshjælp i et dokumentarprogram med den skotske parlamentariker Margo MacDonald. Hun lider selv af Parkinsons sygdom og arbejder for, at det skotske parlament skal tillade, at læger hjælper uhelbredeligt syge med at afhjælpe deres lidelser.
I BBC programmet Panorama rejser 65-årige Margot MacDonald rundt til lægelige fagfolk og etiske debattører – som den katolske ærkebiskop af Glasgow.
Margo MacDonald har fra talerstolen i parlamentet erklæret, at hun selv vil vælge, hvornår og hvordan hun skal forlade denne jord.
I Skotland er det ikke forbudt at begå selvmord. Men det er for forbudt at hjælpe andre med et begå selvmord.
– Hvis du til sidst finder, at livet er ubærligt, så skal du have mulighed for at forlade det på en værdig og beskyttet måde, fastslår Margo MacDonald, der peger på, at det er lovligt for en patient at bede om, at behandling stoppes – selvom det vil resultere i døden.
– Hvorfor skal det så være ulovligt for en læge at reagere på et ønske om medicin, som vil have den samme effekt? spørger Margo MacDonald.
Craig Ewans fik i 2005 konstateret en hjernesygdom, og derfra gik det hurtigt ned ad bakke. Hans hustru Mary Ewert har i avisen The Independent forsvaret, hvorfor hun har sagt ja til, at hendes mand, hende selv og deres to voksne børn medvirkede i programmet.
– Det skal hjælpe folk til at se deres egen frygt for døden i øjnene, siger hun.
Parret kommer oprindeligt fra USA, men flyttede til England i 2001. Craig Ewans havde altid gjort det klart, at han ikke ville ligge uhjælpsom og dø en langsom og pinefuld død.
– Når du er fuldstændig lam og ikke kan tale, ikke gå, ikke bevæge dine øjne, hvordan kan du så fortælle nogen, at du lider? spørger Craig Ewans i programmet ”Selvmordsturisten”.
Instruktøren John Zaritsky forsvarer, at programmet ikke alene følger Craig Ewans på den sidste rejse, men også viser det øjeblik, hvor han begår selvmord og sover ind.
– Det er lovligt i Schweiz, argumenterer han over for BBC.
Doktor Peter Saunders, som står i spidsen for kampagnen ”Care not Killing” – (pleje ikke drab) kritiserer programmet for udelukkende at spekulere i at få flere seere.
– Der er en voksende sult efter bizarre reality-programmer på tv, og vi har nu set en ny grænse blive overskredet. Det glorificerer aktiv dødshjælp i en tid, hvor der er en aktiv kampagne for at få spørgsmålet op i parlamentet, siger Peter Saunders til BBC.
norum@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad