ULLA TERKELSEN Fortalt til Jon Bøge Gehlert |
15. december 2008
Udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen springer med på julebølgen hvert år, men en særlig begivenhed i Ukraine står alligevel stærkt i erindringen
For mig er alle jul gode. Man kan ikke sådan skelne mellem en god og en dårlig jul. Og hvorfor så ikke? Fordi jeg synes, jeg forstår, hvad julen går ud på. Julen er en ny chance, et nyt håb for mennesker. Sådan fungerer julen hvert år, og derfor findes der ikke en dårlig eller en mærkelig jul.
Julen har den samme funktion hvert år, hvor den skal løfte os op i en mørk tid, hvor mange er bekymrede og kede af det. Julen løfter os op, og jeg hopper på den hver gang. Og det er helt i orden.
Jeg har holdt jul mange ejendommelige steder. Blandt andet flere gange i Rom, hvor juleaften og juledag ikke på samme måde som i Danmark er så familiebaseret. På Peterspladsen er man sammen med millioner af mennesker. Man står der på pladsen med congolesiske nonner og fulde irere, man står sammen med hele verden og får en følelse af at have hele verden som familie.
Men den mest bevægende jul var i Ukraine. Det var til en katolsk messe i det vestlige Ukraine midt under den orange revolution (november 2004 – januar 2005, red.), hvor folk var meget nervøse. Til denne katolske messe i byen L’viv blev der bedt for, at russerne ikke ville invadere landet, og pludselig kom en stor delegation fra Gdansk ind med solidaritetsfaner og sang marchsange for at understrege demokratiet.
gehlert@kristeligt-dagblad.dk