Behandlingen af misbrugere er præget af fordomme

Dette lyder meget professionelt, men efter en nærmere granskning viser det sig for det første at indeholde et ikke ringe element af vilkårlighed, og for det andet udsættes patienten for et unødvendigt og uhensigtsmæssigt stort stressniveau. Da der er store udsving med hensyn til blodtryk og puls mennesker imellem, betyder det, at en person, som normalt har lav hvilepuls og lavt blodtryk, skal være betydeligt mere abstinent for at ”score” Fenemal end en person, der lider af forhøjet blodtryk og er i dårlig form.

HVOR ABSTINENT OG DÅRLIG en person er, afhænger selvfølgelig af, hvor høj for eksempel personens puls er i forhold til normalen. Det er det relative udsving i patientens puls og blodtryk, som bør bruges til at vurdere patientens tilstand. Manglen på relative værdier for de tre scoringskriterier forsøges kompenseret for ved at inkludere rubrikken ”subjektive forhold” på scoringsskemaet.

Konkret betyder dette, at den behandlende sygeplejerske skal tage højde for andre faktorer end de tre nævnte, såsom rysten. Igen kan dette lyde rimeligt professionelt, men resultatet er imidlertid, at nu er det ikke blot den naturlige variation af puls og blodtryk, der skaber vilkårlighed, men også den ”subjektive” opfattelse hos sygeplejersken af, hvad ”stærk rysten” er!

Når en alkoholiker føler meget svære abstinenssymptomer, men ikke ”scorer” Fenemal, er der en betydelig risiko for, at vedkommende afbryder afgiftningen, forlader hospitalet og drikker videre for selv at få abstinenserne til at forsvinde. I dette tilfælde er de ressourcer, der har været brugt på indlæggelse og påbegyndende afgiftning, spildt.

Intet menneske kan forestille sig, hvilken lidelse abstinenser fra alkohol medfører, men dette kan måske perspektiveres ved at oplyse, at alkoholabstinenser er de eneste misbrugsabstinenser, man kan dø af! Patienten skal således mobilisere en betydelig viljekraft for ikke at afbryde afgiftningen, hvis der gives for lidt Fenemal – en viljekraft, som fordomme ironisk nok siger, at alkoholikeren ikke besidder.

At det abstinensdulmende Fenemal kun gives for at undgå fysiologiske komplikationer til afgiftningen, og ikke også for at formindske den følelsesmæssige belastning, som abstinenserne resulterer i, er mildest talt tankevækkende. Hvor absurd forholdet egentlig er, fremgår med al tydlighed, hvis vi antager, at samme betragtninger blev brugt i forbindelse med en blindtarmsoperation.

Der er intet farligt ved selve det kirurgiske indgreb, så længe patienten holdes fikseret, og derfor er der heller ingen lægelig begrundelse for at give bedøvelse hverken under eller efter operationen. Ud fra et menneskeligt synspunkt ville en sådan tilgang anses for helt uhørt, og selvfølgelig opererer vi ikke uden bedøvelse!

Hvis nogen skulle påstå, at smerten ved de to forskellige behandlingsforløb ikke kan sammenlignes, har de ret. En blindtarmsoperation tager typisk nogle minutter, mens alkoholikeren har svære abstinenser i dagevis! Når opfattelsen samtidig er den, at det er alkoholikerens egen skyld, at vedkommende har abstinenser, er det nemt at komme til den konklusion, at man forsøger at straffe eller skræmme alkoholikeren fra en gentagelse.

DET FØRSTE FORHOLD er umenneskeligt, og der findes da også forbarmende sygeplejersker, som fokuserer på at få patienten til at slappe af, helst sove, og derfor fraviger scoringsskemaet. Det andet forhold er naivt: Det er vanvittigt svært at afvende stofmisbrugere selv efter gentagne og langvarige terapeutiske forløb.

Da WHO rubricerer stofmisbrug under ”mental sundhed”, og mange stofmisbrugere er decideret psykisk syge, synes det oplagt at placere afgiftningsenheder på de psykiatriske afdelinger. Det vil de psykiatriske afdelinger i Danmark dog ikke være med til, da de har en generel politik om, at de ikke modtager påvirkede personer. Til sammenligning sker afgiftning i USA, Australien, Sverige og Tyskland generelt på psykiatriske afdelinger, fordi man erkender, at stofmisbrug er en psykisk sygdom. Hvis modstanden på de psykiatriske afdelinger i Danmark mod afgiftningsforløb på afdelingerne ikke forsvinder til trods for udvidede ressourcer, kunne man oprette selvstændige afgiftningsenheder der, hvor beliggenheden er mest hensigtsmæssig.

Dette er efter min mening også det bedste, da en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling er voldsomt stigmatiseret. Sådanne afgiftningsenheder vil både være ressourcebesparende, aflastende for personalet på de medicinske afdelinger og betydelig mere skånsomme for patienterne. Sidstnævnte forhold vil også få flere misbrugere til at lade sig indlægge til afgiftning, fordi de ved, at deres abstinenshelvede bliver afhjulpet.

Til sidst en kommentar til en meget populære behandling af stofmisbrug, Minnesota-modellen. Minnesota-modellen har hjulpet mange mennesker, hvis ikke ud af stofmisbrug, så til længerevarende perioder uden dette. Min bror, der for nylig døde af sit alkoholmisbrug, var i mere end 20 år tilknyttet Anonyme Alkoholikere og blev i løbet af denne tid afgiftet flere gange i behandlingscentre drevet efter Minnesota-modellen, både i USA og Danmark.

Alligevel døde han på grund af sit misbrug, og i hans tilfælde kan man således ikke sige, at Anonyme Alkoholikere og Minnesota-modellen har været nogen større succes. Da Minnesota-modellen hævder at have fantastisk gode succesrater, er det nødvendigt at reflektere over, hvorfor Anonyme Alkoholikere og Minnesota-modellen ikke hjalp ham mere. Dette skyldtes desværre, at min bror var psykisk syg (bipolær), og hans misbrug skyldtes selvmedicinering. Desværre betragtes stofmisbrug inden for Anonyme Alkoholikere og Minnesota-modellen som en primær sygdom med biologisk oprindelse, og muligheden for, at misbruget er en konsekvens af en psykisk sygdom, er ikke indeholdt i Minnesota-modellen. Således er der også inden for private initiativer til afvænning af misbrugere en manglende viden om det faktum, at mange misbrugere er det på grund af en psykisk sygdom.

Anders Johansen er ph.d. i fysik