Hænderne skal helt ned i bolledejen. Denne talemåde opfordrer folk til at involvere sig 100 procent i et givent projekt, og det var netop, hvad bankejer og mangemillionær Per Wimmer gjorde i marts i år.

40-årige Per Wimmer havde i en årrække støttet blandt andet Unicef og hospiceprojekter, men som deltager i TV 2-programmet ”Den hemmelige millionær” skiftede han London-lejlighed og restaurantbesøg ud med socialt boligbyggeri i Nakskov og et 10-dages budget på 620 kroner.

I Nakskov gik jagten ind på ildsjæle, som skulle modtage 300.000 kroner fra Per Wimmers egen lomme, og i sidste ende fordelte han pengene på fem personer og organisationer.

– Programmet var filantropi på en intelligent måde med et stærkt aspekt af velgørenhed. Normalt støtter jeg velgørenhed gennem organisationer, men som velgører er det dejligt at komme helt tæt på de folk, man hjælper, fortæller Per Wimmer.

Han havde som krav, at de hjulpne personer skulle være tillidsvækkende, og at de ikke måtte være støttet af kommunale projekter. Det sidste var problematisk.

– Mange gange løb jeg ind i det problem, at de personer, jeg gerne ville støtte, i forvejen var dækket ind af kommunebudgetter i millionklassen, siger han.

Dette sociale sikkerhedsnet, som kendetegner de skandinaviske lande, er en udslagsgivende faktor for, at filantroper – private velgørere – er en sjælden race i Danmark. Således er ingen danske rigmænd direkte kendt som filantroper. Danmarks rigeste person, Mærsk Mc-Kinney-Møller, som har en anslået formue på knap 150 milliarder kroner, giver gerne væk af sin rigdom, men hans bidrag kan ikke betegnes som filantropi, mener Christian Albrekt Larsen, lektor på Institut for Politik, Økonomi og Forvaltning på Aalborg Universitet.