Maja Arthy |
16. december 2008
I DANMARK ER VI vant til satire i forbindelse med fortolkninger af politiske manøvrer, kirkelige handlinger og andre tiltag til at gøre opmærksom på, at der findes en mangfoldighed af andre tanke- og handlingsmønstre blandt folket end de, som er vedtaget og gængse på diverse bjerge.
Men vi kender vores eget system, humor og overbærenhed med tekster og streger, som muligvis går vores egen personlige overbevisning imod. Anderledes står det til blandt dem, som er født under andre og fjerne himmelstrøg. Der opfattes (samfundsrevsende) satire som en direkte hån mod systemet (læs: religionen), og det må der handles på, synes de.
Nu har makkerparret Lars Hedegaard og Kurt Westergaard provokeret – igen, fristes man til at sige – med deres nye bog, ”Groft sagt”. Selvom der ikke er ret meget nyt at hente, så har de i ytringsfrihedens hellige navn set det som deres ret og pligt til at koge suppe på gamle pølsepinde, der desværre stadig opleves som anstødssten, både blandt indvandrere og blandt dem af os, som synes, at ytringsfriheden har været grundigt misforstået i de herrers personlige korstog mod islam.
KURT WESTERGAARD SIDDER skjult bag overvågningskameraer, panserglas og -døre og har længe bestemt over Danmarks renommé i verden, Danmarks eksportmuligheder eller mangel på samme, danskernes skattekroner i forbindelse med hans beskyttelse – og til syvende og sidst danskernes liv og lemmer. Lars Hedegaard er nu i samme båd – eller borg, som man vist må kalde det.
Lad mig spørge jer: Hvordan mon I har det med det, som I atter roder op i? Har I mon sådan en feel good-fornemmelse, som man jo har, når man har sat noget godt, noget værdifuldt i gang for andre mennesker? For lavinen ruller jo – i den grad.
Niels Bohrs forskning i atomenergien udmundede som bekendt i atombomben, hvilket han opdagede for sent.
Bomber har det med at have uoverskuelige konsekvenser, når de først er fremstillet, det har Bohr måttet sande – og Westergaard vil nok have den godhed at huske reaktionen i Mellemøsten. Er det en gentagelse, I vil, også på dansk jord?
I er begge gamle nok til at huske krigen. Mon jeres fædre også var med i modstandsbevægelsen for at medvirke til, at Danmark igen kunne ånde frit, og for at verden skulle blive et bedre sted at være? Vores fædre kæmpede ikke bag panserglas. De tog konsekvenserne af deres handlinger, som ofte bragte død og lemlæstelse med sig. Men sagen var det hele værd.
HVAD MED JERES KAMP? Forskellen på dengang og nu er, at vi gik til modstand, fordi vi blev angrebet udefra, og vores værdier anfægtet; nogle så frihedskæmperne som den tids terrorister, (vi) andre så dem som helte. Sådan har visse muslimer det også, når deres værdier bliver angrebet.
Islam og muslimernes værdier bliver nu atter angrebet af jeres hån i skrift og streg – eller mener I, at I kæmper for en fin og ophøjet sag? Hvad er egentlig jeres ærinde?
Måske er sagen løbet fra jer, og I føler, I bliver nødt til at leve op til det, I har besluttet jer for, opildnet af mennesker, som heller ikke kan overskue konsekvenserne af den sag, de støtter jer i.
Vi lever i en meget alvorlig tid, hvor terrorisme er blevet daglig kost. Dialog er den eneste vej frem, og det, der ses – og sås – af jeres handlinger, er splittelse og ufred, som på sigt kan være jeres ydelse til uønskede handlinger i vores lille og ellers fredelige samfund. Er sagen, jeres indsats, det hele værd? Og frem for alt: Tjener jeres seneste bidrag integrationen i Danmark?
Maja Arthy,
cand.psych. og diakon,
Klosterhaven 8,
Birkerød
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad