Tomas Revsbech |
16. december 2008
Godt 48.000 katolikker verden over søger hvert år skilsmisse ved den katolske kirkes religiøse domstole. På blot tre år er andelen af italienere, der ønsker annullering af ægteskaber ved en gejstlig domstol steget med 25 procent, siger katolsk organisation
Flere og flere katolikker på verdensplan er i de senere år begyndt at gå uden om de civile domstole for i stedet at få en skilsmisse ved den katolske kirkes domstole. Ifølge de seneste tal var der i 2005 48.544 anmodninger på verdensplan om at få annulleret et kirkeligt indgået ægteskab i den katolske kirke ved de såkaldte eklektiske tribunaler, der er religiøse domstole ledet af katolske gejstlige. Et tal, der ifølge den italienske familieorganisation, Associazione matrimonialisti civili italiani, stiger.
Ifølge organisationen er andelen af italienere, der søger at få deres ægteskaber annulleret ved de religiøse domstole, steget med 25 procent siden 2005. Det svarer ifølge Associazione matrimonialisti civili italiani til, at hvert femte forliste ægteskab i Italien, der andrager omkring 40.000, i dag ender for en religiøs domstol i stedet for en civil, skriver avisen Corriere della Sera.
Hvad der ligger bag det tilsyneladende stigende ønske om at komme foran gejstlige dommere frem for civile, er usikkert. Men buddene er mange.
Ifølge flere advokater, der har ført retssag ved de katolske domstole, er det især ældre italienere, der hellere vil have deres ægteskab annulleret end at blive skilt i byretten. En anden årsag bag stigningen er sandsynligvis, at det ikke er muligt at blive kirkeligt gift igen, hvis man er blevet skilt ved en civil domstol frem for at have fået ægteskabet annulleret ved en religiøs domstol. Ifølge advokaten Alessandro D’Avack er der flere ældre katolikker, der går til de religiøse domstole af ”samvittighedsgrunde”, fordi de er bange for kirkens straf og fordømmelse. Andre har igen mere pragmatiske grunde. De religiøse domstole er nemlig gratis, mens en sag ved de civile domstole kan løbe op i adskillige tusinde kroner, hvis sagen trækker ud.
Ifølge Marco Ventura, der er professor i forholdet mellem lov og religion på universitetet i Siena, er der også en sidste, vigtig praktisk årsag til at gå til de religiøse domstole.
– Når ægteskabet bliver annulleret, har det juridisk set ikke fundet sted, og dermed forsvinder også de forpligtelser og det ansvar, som eksempelvis hustrubidrag, der følger med en skilsmisse, siger Marco Ventura.
revsbech@kristeligt-dagblad.dk