Amerikanske forfattere undviger 11. september, men de gør det med vilje

Redaktionen bag det Århus-baserede tidsskrift Passage har efterhånden udgivet en længere række tema-numre om litteratur, der egner sig til både undervisningen i gymnasiet/universitetet og til lystlæsning.

I forrige nummer handlede det om aktuel norsk litteratur, og i det spritnye nummer (Passage nummer 60) handler det om litteraturen om terrorangrebet den 11. september 2001.

Her godt syv år efter den fatale dag er der nemlig udkommet så mange bøger om angrebet og dets eftervirkninger, at man snildt kan tage akademisk bestik af den voksende kunstproduktion skabt over 11. september.

Artiklerne i nummeret handler ikke om selve angrebet, men om skildringerne af angrebet i kunst og litteratur, og især Tore Rye Andersen har vigtige pointer i den forbindelse. I en gennemgang af amerikanske såkaldte ”9/11-romaner” som Don DeLillos ”Faldende mand” (anmeldt i Kristeligt Dagblad den 29. april) og Joseph O’Neills ”Netherland” (anmeldt i Kristeligt Dagblad den 2. august) viser Andersen, hvordan disse romaner kun på overfladen handler om terrorangrebet og dets årsager og virkninger.

Ved nærmere eftersyn undviger ”9/11-forfatterne” det globale politiske perspektiv og slår sig i stedet til tåls med fintmærkende skildringer af familier i opbrud som følge af terrorangrebet. Der zoomes ind på enkeltskæbner, ikke ud på den politiske struktur.

Denne praksis står i modsætning til 1970’ernes litteratur, der lystigt tog livtag med amerikanske politiske fænomener som Watergate, præsident Nixon og massekulturens fremmarch, og skyldes måske, at terrorangrebet stadig er for tæt på og er så enkeltstående en monstrøsitet, at romanforfattere har svært ved at forholde sig til det. Men det kan også skyldes, foreslår Tore Rye Andersen, at nutidens romanforfattere bevidst gør op med 1970’ernes ironiske postmodernister og nægter at skrive om nutidens politiske strukturer på samme kyniske og selvbevidste måde som forgængerne gjorde: ”Den nye forfattergeneration (...) skal turde banaliteten og sentimentaliteten i et forsøg på at genetablere ideen om kunst som en levende transaktion mellem mennesker”, som det formuleres.

Artiklen er yderst oplysende og viser, hvor meget der rent faktisk foregår i ny, amerikansk litteratur – selvom talsmanden for Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, tidligere på året var ude og sige, at amerikansk litteratur ikke var værd at beskæftige sig med i nobelprissammenhæng. Der tager han rigtignok fejl, som man kan forvisse sig om ved at læse det nye nummer af ”Passage”, der udover den her omtalte artikel blandt andet rummer stimulerende sager om 9/11 i arabisk fiktion, om æstetik og etik i terrorens tid, og et vidunderligt essay af den nyligt og alt for tidligt afdøde forfatter David Foster Wallace om terrorangrebet set fra en dagligstue i Midtvesten.

Tore Rye Andersen m.fl.: Passage nummer 60. 132 sider. Aarhus Universitet.

bach@kristeligt-dagblad.dk