18. december 2008
Børn har brug for både en mor og en far, mener Kristendemokraterne, som også kritiserer andre partier for at stille deres medlemmer frit i etiske spørgsmål
Skal bøsser og lesbiske have ret til at adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle?
Det spørgsmål bliver taget op i Folketinget i dag, men på forhånd tegner der sig et flertal for at homoseksuelle skal kunne adoptere.
Og det er en helt forkert udvikling, mener Kristendemokraterne.
- Kristendemokraterne siger nej til fremmedadoption for par i registreret partnerskab. Det har der også tidligere været flertal for i Folketinget. Nu er det imidlertid lykkedes løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll at slå sprækker i folketingsflertallet - og det beklager Kristendemokraterne, siger partiets formand, Bjarne Hartung Kirkegaard.
Han mener, at børn har brug for gode rollemodeller i både mænd og kvinder, og at der ved adoption skal lægges vægt på hensyn til barnet.
Bjarne Hartung Kirkegaard er også kritisk over for andre partiers håndtering af sagen.
- Vi finder det besynderligt, at flere partier netop i etiske spørgsmål stiller deres medlemmer frit. Hermed har vælgere ikke sikkerhed for, hvad de får for deres stemme på sådanne partier i etiske spørgsmål, siger han.