Fra troldspejl til himmelspejl

Hun tror, han er druknet i åen, og vil give sine røde sko, det bedste hun ejer, for at få ham tilbage. Hun sætter sig op i en båd og driver med strømmen og ender hos en kone, der kan trolddom, og som reder hendes hår med en glemme-kam, og her er tidsskiftet markant. Hun har glemt alt om Kay, og der er gået et halvt år. Hun græder, hvor roserne engang var i haven, og roserne vokser op og siger, at Kay ikke er i jorden. "Hvor har jeg sinket mig! Det er jo blevet efterår, så tør jeg ikke hvile", og hun løber og løber på sine nøgne fødder ud i den vide verden og sætter sig ulykkeligt og græder i sneen. Det var her, vi slap hende. Hendes hjælp i nøden er en krage, og den fortæller, at den måske ved, hvor Kay er, da den hører, at hun græder for hans skyld.

"Har du set ham?"

"Det kunne være! Det kunne være!"

"Hvad tror du!" råbte den lille pige og havde nær klemt kragen ihjel, således kyssede hun den.

"Fornuftig, fornuftig!" sagde kragen "Jeg tror, det kan være den lille Kay! Men nu har han vist glemt dig for prinsessen!"

H.C. Andersen siger i sin dagbog, at kapitlerne kom legende let til ham. Og han glemmer ikke at have humoren med i hvert afsnit. Det var jo gået rivende galt, hvis hun af glæde over, at kragen vidste besked, havde klemt den ihjel. Nu kan den så fortælle, at der har været mange friere til prinsessen, men ingen har vundet hende, før der en dag kom en lille person uden hest eller vogn, marcherende lige op til slottet. Han havde dejligt langt hår og skinnende øjne (Hans Brix mener, at H.C. Andersen her får sine barnlige læsere til at tænke på soldaten i "Fyrtøjet"). Kragen fortæller, at han havde en ransel på ryggen, men Gerda siger: "Nej, det har nok været hans slæde". Men da kragen fortæller, at hans støvler knirkede, er Gerda overbevist, for hun kan huske, at han havde nogle nye støvler, der knirkede i bedstemoderens stue.

Kragen sagde, at han var så klog, at prinsessen faldt for ham, "Ja!" udbryder Gerda "Så er det Kay, for han kunne hovedregning med brøk". Kragen kan skaffe nøglen til slottet, så hun kan gå op og se, hvor Kay sover hos prinsessen, for kragen er forlovet med en tam krage, der bor på slottet og kan skaffe nøglen. Gerda er ved at dåne af angst og spænding, men det er slet ikke Kay. Prinsen og prinsessen hører hendes historie og vil gerne give hende en guldkaret, så hun kan drage ud i verden for at finde ham. Nu haster det mere end nogensinde. Hun får varme støvler og en muffe, hun kan stikke hænderne ind i. Der er kusk, tjenere og forridere. Prins og prinsesse vinker. Nu kommer Gerda fint kørende ind i skoven, og vi er i femte historie. Der er røvere i skoven, og røverkællingen åbner vogndøren og vil æde den stakkels Gerda, men hendes røverdatter bider hende i øret og siger: "Hende skal du ikke slå ihjel, hun skal bo hos mig, og jeg vil have hendes muffe"; det er en gyser for børnene. Men røverpigen viser sig at være nyttig for Gerda, hun har nemlig både duer i sit værelse og et rensdyr, og Gerda fortæller hende historien om Kay, der er forsvundet. Duerne hører med og siger, at de har set Kay i snedronningens kane.

"Hvor er han nu?"

"Du kan bare spørge rensdyret".

Og det bliver hendes lykke, at røverdatteren gerne giver hende rensdyret til at ride på og brød og skinke. "Det er mine gamle nordlys!" sagde rensdyret, "se hvor de lyser!". Brødene blev spist og skinken med, og så var de i Lapland, og dermed er vi i sjette historie. Der er så koldt i lappekonens hus, og døren er så lav, at man må krybe på maven, når man vil ind og ud. Men lappekonen skriver et brev til sin veninde finnekonen i Finmarken. Papir har hun ikke, derfor skriver hun på en klipfisk. Hvor frygtelig lang turen end er, går det nu virkelig hastigt, "Fut! Fut!" sagde det oppe i luften. Hele natten brændte blå nordlys, så kom de til Finmarken, hvor de bankede på finnekonens skorsten, for her var det så koldt, at hun ikke engang havde en dør. Hun læste klipfisken tre gange, for så kunne hun den udenad, og puttede fisken i madgryden. Hun ved præcis, hvor snedronningen bor, og forklarer dem vejen derop, hvor Gerda skal binde rensdyret ved en lille busk med røde bær, og så er vi i syvende historie.

Gerda beskyttes det sidste farlige stykke ved at bede sit fadervor. Endelig er hun fremme. Der sidder den lille Kay ganske blå af kulde, men han mærker det ikke, fordi snedronningen har kysset ham to gange, og hans hjerte er næsten en isklump. Snedronningen er ude at hvidte de højeste bjerge på toppen, men hun har givet Kay den opgave med forstands-isspillet at stave til ordet "evighed". Hvis han kan det, har hun lovet, at hun vil give ham fri og forære ham "Hele verden og et nyt par skøjter". Han genkender ikke Gerda, for han har troldsplinten i øjet og sidder kun stiv og kold. Men Gerdas hede tårer falder på hans bryst og trænger ind til hans hjerte, så det smelter, og for første gang kan han græde, så spejlsplinten triller ud af hans øje, og de græder og ler sammen. De danser, og de små bogstaver fra spillet danser med og danner ordet "evighed", og så er han fri. Rensdyret venter udenfor med et andet rensdyr, som giver børnene frisk mælk af sit yver. De kan ride tilbage til deres fødeby, og der er tid til et smil på vejen. Den tamme krage er blevet enkekrage og går med sort snor om det ene ben. Og vi ender, hvor vi begyndte, i den varme sommer, hvor de to synes, at alt er blevet mindre, fordi de selv er blevet voksne. De sætter sig hos bedstemoderen, som minder dem om salmeverset om roserne, der vokser i dalen. Eventyret slutter:

"Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer."

Min erfaring, når jeg læser eventyret, hvad jeg gør hver jul for børn, er, at det sværeste at forstå er rosensymbolet og blomsterhistorien. Men da jeg havde læst eventyret for mit barnebarn Rosa, da hun var seks år gammel, blev jeg indlagt med en blodprop, og hun kom op og besøgte mig med en tegning med to bjerge og en dal med en rød blomst og ordene "Husk morfar, at roserne vokser i dale". Børn forstår mere, end vi ved. De forstår med hjertet.

kultur@kristeligt-dagblad.dk