JOHANNE DUUS HORNEMANN |
19. december 2008
I dag er der premiere på dogmeinstruktør Kristian Levrings første rene danske spillefilm ”Den du frygter”. Foreløbig tegner anmeldelser og omtale til, at filmen kan give ham et folkeligt gennembrud
Af alle kendte danske filminstruktører er Kristian Levring nok den mest ukendte. Men noget tyder på, at han nu – 22 år efter sin debut som spillefilminstruktør – måske får det folkelige gennembrud, som kolleger og filmkritikere har ventet på. Eller ment, han havde talent til.
I dag er der i hvert fald premiere på Levrings fjerde spillefilm, ”Den du frygter”, som indtil videre er blevet godt modtaget i udlandet, og som også ser ud til at høste rigtig mange stjerner fra den hjemlige kritikerstand. Fem i denne avis, hvilket ikke sker så tit. Og med en rolleliste, der blandt andet tæller populære navne som Ulrich Thomsen, Paprika Steen og Stine Stengade, er der lagt op til et billetsalg, der måske overstiger Levrings øvrige tre spillefilm tilsammen.
Folkeligt gennembrud eller ej; den 51-årige Kristian Levring har allerede vundet anerkendelse og modtaget adskillige priser for sit virke som instruktør. Han står bag over 500 manipulerende og visuelt overdådige reklamefilm, og 25 af dem har han modtaget priser for.
At Levring, der gik på Filmskolen sammen med Lars von Trier, endte som topbetalt instruktør for firmaer som Coca-Cola, Microsoft, BMW og Mercedes, betegner han selv som lidt af en tilfældighed. Lige efter Filmskolen debuterede han med filmen ”Et skud fra hjertet” (1986), der ikke var nogen god film. Ifølge instruktøren selv var den en nedtur, som han lærte meget af. Han begyndte i stedet at lave reklamefilm.
Den knap to meter høje, langhårede og meget venlige og sympatiske Kristian Levring blev født i København som søn af direktør Peter Levring og Lise-Lott Levring. Fra han var 11 til 21 år boede han i Frankrig, afbrudt af et ophold i England.
Efter kunststudier i Paris og et job som producerassistent på filmen ”Thorvald og Linda” i begyndelsen af 1980’erne blev han i 1984 optaget på Den Danske Filmskoles klippelinie. Han klippede blandt andet Jørgen Leths film ”Det legende menneske” (1986), men bevægede sig mere og mere over i instruktørrollen. I 1995 blev han inviteret med i dogme-fællesskabet af Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Søren Kragh-Jacobsen. Von Trier kendte ham fra Filmskolen og syntes, at han havde et stærkt visuelt udtryk. Filmmiljøet undrede sig, for indtil da havde han kun præsteret floppet fra 1986, ”Et skud fra hjertet”, og så en lang række reklamefilm, men Levring selv blev glad, da det gav ham mulighed for at lave en personlig film med fokus på mennesker og deres gemte og ubevidste reaktionsmønstre. Et emne, som Kristian Levring altid har været optaget af, og som hans aktuelle film også kredser om.
Som den fjerde dogmebror skrev og instruerede han ”The King Is Alive” (2000), der blev den mindst sete af de fire dogmefilm, om en gruppe turister, der strander i Namibias ørken.
I 2003 skabte han så spillefilmen ”Intended” med overvejende udenlandske skuespillere. Den foregår i 1924 og er et sindbillede på det smuldrende britiske imperium. Filmen fik en blandet modtagelse, men fremhæves af flere kritikere som en overset film. Ifølge danske biografstatistikker blev den kun set af 852 biografgængere.
Tilsammen har Levrings tre tidligere spillefilm solgt 17.439 billetter, så mon ikke fjerde gang er lykkens gang for Levring, der af kritikere hyldes for sin evne til at skabe overdådige billeder?
Siden 1997 har han boet i en forstad til London sammen med sin kone Henriette Reichardt. Parret har sammen to børn.
duus@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad