I en præstegård får julen af sig selv et fokus

Den bedste jul, jeg har oplevet, var min første jul som præst i Terslev og Ørslev Sogne ved Haslev i 1984. Meget var selvfølgelig, som det plejede at være med julekort, familiehygge og så videre.

Men midt i det hele var der en klar fornemmelse af, at i en præstegård får julen helt af sig selv et fokus. Selve juleevangeliet havde ikke tidligere stået så stærkt i billedet i min familie, men det kom det pludselig til – uden at det skal lyde ”fromset”. Min kone, vores lille søn på to et halvt og jeg holdt jul med familien, og når folk bliver inviteret til at fejre jul i en præstegård, ved de godt, at kirken spiller hovedrollen. Juleaften går man i kirke, og første juledag er der gudstjeneste igen. Det samme gjaldt første søndag i advent, hvor vi det år og hvert år siden har pyntet op og inviteret familien på besøg først til gudstjeneste og derefter til frokost. Lige siden dengang har jeg haft en helt grundlæggende fornemmelse af fra advent til helligtrekonger at bevæge mig inden for en ramme, hvor Vorherre rider os i møde den første søndag i advent og efter gaver og fest sender os tilbage til hverdagen med sin velsignelse. Der er en historie, som binder os sammen.

Jeg holder i det hele taget meget af julen. Jeg har den der drøm om julen, at der er plads til os alle sammen. Ligesom i Ingmar Bergmans ”Fanny og Aleksander”, hvor alle sidder omkring julebordet, både herskab og tjenestefolk, børn og de skøre onkler, der slår mærkelige prutter.

madsen@kristeligt-dagblad.dk