Første jul med fred efter fem år

Derpå sommer med 100.000 arbejdere i protest foran Christiansborg for bedre forhold, statslig pengeombytning med beslaglæggelse af sorte formuer og slut på Anden Verdenskrig med amerikanske atombomber mod Japan i august. Flere hundrede tusinde dræbte og lemlæstede, men bomberne var nødvendige for at undgå værre ting, sagde USA – og vi beundrede amerikanerne, når vi snakkede om det i skolegården.

I hverdagen var der stadig rationering og mangel på varer, men vi børn kunne dårligt huske, at det havde været anderledes, så for os var det ganske normalt.

Men alligevel. Vi havde for eksempel ikke fået bananer i fem år, så da Holger Fællessanger sang “Men når der kommer en båd med bananer, så har vi glemt alle sorger og savn” i Ib Schønbergs sommerrevy, Cirkus Ib, så skabte det ret stor forventning til den båds ankomst.

I EFTERÅRET DUKKEDE der flere og flere skrækscenarier op om tyskernes brutalitet – blandt andet dagbøger fra danske chauffører på svensk Røde Kors’ transporter til koncentrationslejren Neuengamme i foråret, hvor danske og norske fanger blev hentet hjem. En af chaufførerne, Gudmand Hansen fra Odense, fortalte om bombeangreb og døde heste, der blev flået op og spist af flygtninge, mødet med de torturerede fanger i Neuengamme og i det hele taget brutale og forfærdelige forhold lige før tyskernes kapitulation.

Samtidig var retsopgøret i fuld gang både herhjemme og nede i Tyskland. Næsten hver dag var der avisartikler om sager herhjemme mod danske stikkere, torturbødler og terrorbander i tysk tjeneste, der havde myrdet uskyldige danskere, og i Tyskland var der retssager mod blandt andre lederen af koncentrationslejren Auschwitz, Joseph Kramer, hvor det kom frem, at der var dræbt fire millioner mennesker i den lejr. Og min angst i besættelsestiden for, at tyskerne skulle hente min far og mor eller det, der var værre, boblede op til overfladen igen

Det vrimlede også med gode rygter om stort og småt. Der ville komme rigtig kaffe i handlen til jul, og wienerbrød ville kunne købes frit for 16 øre pr. stk. Desuden kom der varme i togene igen, og de russiske tropper på Bornholm ville snart blive trukket tilbage.

Det danske håbs konge under besættelsen, kong Christian X, blev hyldet over hele landet, da han blev 75 år i september, og i oktober var der folketingsdebat om stikkerlikvideringer, interneringen af 21.000 tyskervenlige danskere umiddelbart efter befrielsen og den landsforræderlov med dødsstraf, der blev vedtaget i forsommeren med tilbagevirkende kraft.

Befolkningens autoritetstro var ved at krakelere. Nogle hævdede, at flere politikere og andre holdt med tyskerne, da det så ud til, at de ville vinde krigen i de første besættelsesår, og først begyndte at støtte englænderne og amerikanerne, da det i krigens sidste år tydede på, at tyskerne ville tabe.

Og andre mente, at nogle politikere havde dårlig samvittighed, fordi man nu efter krigen fængslede og dømte mange danskere, der kun havde gjort det, som politikerne selv bad dem om i besættelsens første år – for eksempel at melde frihedskæmpende danske sabotører til politiet og dermed tysk forvaring eller tage arbejde for tyskerne enten herhjemme eller i Tyskland.

I STORE DELE AF DET udbombede Europa var der enorme flygtningestrømme, sult og fattigdom, mens vi herhjemme gjorde klar til folketingsvalg tirsdag den 30. oktober, der resulterede i tilbagegang for Socialdemokratiet, fremgang til Kommunisterne og en Venstre-mindretalsregering i november med Knud Kristensen som statsminister.

Men der dukkede også andre nyheder op, som da den britiske avis Daily Express skrev, at man nu kunne fremstille syntetisk penicillin, hvis bakteriedræbende evne blev bevaret i længere tid end den penicillin, der hidtil var fremstillet af skimmel.

Og så skulle vi i teatret. I løbet af efteråret havde både Det Kongelige Teater og Århus Teater opført Kaj Munks skuespil “Niels Ebbesen” med stor succes, og det blev nu juleforestilling på Odense Teater.

Min farmor i Odense inviterede os til middag og teatertur, hvor skuespillet handlede om danskeren Niels Ebbesen, der først tøvede med at gribe til våben mod fjenden, men til gengæld slog hårdt til, da han indså, at det var den eneste forsvarlige udvej.

Det var såre aktuelt, og jeg huskede tydeligt den januardag i 1944, da Radioavisen meddelte, at forfatter og sognepræst Kaj Munk var blevet dræbt med nakkeskud i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg – underforstået af tyske håndlangere, fordi han talte tysken midt imod, fortalte min far. 8000 mennesker fulgte Kaj Munk til graven på den jyske vestkyst.

I ugerne før jul læste jeg i min bedste bog, ”Flugten til Amerika”, mens hele huset summede af juleforberedelse både i køkken og bryggers, hvor der blev lavet hjemmelavet på livet løs, og i stuerne, hvor væggene var ved at blive indtaget af nisser og engle, der så ned på os, når vi sad ved radioen i dagligstuen lørdag aften for at høre det populære underholdningsprogram Weekendhytten.

Det blev min første jul med fred, da min erindring om jul før Anden Verdenskrig var yderst svag, og forventningerne var tårnhøje – både til juleaften, hvor jeg blev 10 år og ønskede mig en engelsk pilotjakke, og til fremtiden med en verden i fred, frihed og fordragelighed mellem mennesker.

Men krigens gru og angst lurede stadig i baghovedet og gav måske ar på en barnesjæl.

Paul Zebitz Nielsen er præst og journalist