Peterskirken i Rom danner hvert år i forbindelse med julen den storslåede ramme om midnatsmessen, som tv-transmitteres til mere end 40 lande. –
- Pier Paolo Cito/Reuters/Scanpix.
22. december 2008
Fjernsynets transmission af messen julenat i Peterskirken er blevet en af danskernes jule-traditioner
Kirken i verden
Af Andreas RudeNår juleanden er spist den 24. december, pakkerne åbnet, og gæsterne er gået hjem, så smører Signe Edsberg sig en rugbrødsmad og tager plads foran fjernsynet sammen med sin mor for at se midnatsmessen fra Peterskirken i Rom.
– Vi er ikke katolikker, og da jeg var lille, faldt jeg tit i søvn under udsendelsen. Men det er slet ikke fremmedartet for mig. I dag ville det ikke være en rigtig juleaften uden pavens messe fra Rom, fortæller 21-årige Signe, der arbejder som tjener på en sushi-restaurant i København.
Mange andre danskere har det på samme måde. Danmarks Radio har i årevis sendt midnatsmessen fra Peterskirken, og udsendelsen lader til at ramme den rette balance mellem storslået liturgisk drama og et religiøst indhold, der stimulerer uden at skræmme.
For det er ikke kun smukke billeder, men også skarpe kommentarer, der kommer fra Rom. Overgangen mellem kristendom, kultur og politik er glidende, og der er altid opmærksomhed om pavens prædiken, hvor Benedikt XVI ikke blot henvender sig til den forsamlede menighed i kirken, men indirekte også til millioner af seere verden over.
I 2007 var det særligt menneskets materielle grådighed og truslerne mod miljøet, som paven tog op, og det er temaer, der kun synes at have taget til i alvor frem til denne juleaften.
500 år, efter at det første spadestik til Peterskirken blev taget, virker Bramantes, Michelangelos og Madernos storslåede basilika fortsat efter hensigten.
De gigantiske proportioner går sammen med musikken og de højtidelige ceremonier om at skabe en festlig og værdig ramme om fejringen af Jesu fødsel. Kirken har plads til 10.000 deltagere, og selvom det er mange mennesker, er det ikke flere end, at man som seer snildt kan overskue det og føle sig hjemme.
Men provokerer det ikke danskerne, at Peterskirken og dens rige udsmykning samtidigt også er et billede på de pragtglade renæssancepaver, hvis storstilede byplanlægning og irregulære livsførelse augustinermunken Martin Luther var vidne til, da han i 1510 besøgte Rom? De enorme summer, det kostede at opføre Peterskirken, blev for en stor del skaffet gennem afladshandel, og det har også har hvilet tungt på dens renommé.
– Folk har måske nogle vage forestillinger om, at det med katolikker er noget mærkeligt noget. Men det er slet ikke det centrale, mener sognepræst ved Marmorkirken i København Mikkel Wold.
– Gustjenesten i Peterskirken repræsenterer noget meget gammelt og noget, der ikke kan udryddes – ønsket om et møde med Gud. For hvad enten vi vil det eller ej, så omfatter det moderne liv også religionen. Og så er der i forvejen så få udsendelser i tv, der fortæller om, hvad julen egentlig handler om, fremhæver han som forklaring på den nye, danske tradition.
Er man i Rom juleaften, er det med en lille smule forarbejde nemt at få en gratis billet til midnatsmessen i Peterskirken.
Prøvelserne kommer senere, når man skal stå flere timer i kø før messen, mens man venter på at blive gennet ind i kirken. Men det skræmmer ikke Signe, der efter mange års kiggeri på afstand selv har mod på at deltage i midnatsmessen.
– Det er klart, at jeg gerne ville opleve Peterskirken juleaften, hvis jeg var i Rom. Det en tradition, som jeg er vokset ind i, og som jeg har fulgt mere og mere med i.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad