Alt var forløbet, som det skulle den juleaften omkring 1940. Risengrøden var spist, som der var tradition for i familien. Det samme var andestegen og juleknasen og frugten, der var stillet frem efter middagen. De mange julesalmer og sange var også blevet sunget, mens familien helt som normalt gik rundt om det store juletræ og min mor, der havde absolut gehør, sang for. Og så skulle de mange gaver deles ud.

Min søster Gerda og jeg havde det år ønsket os en pels af vores far, der plejede at give os store gaver. Vi havde talt meget om, hvor gerne vi ville have en pels. Det skulle gerne være en Breitschwanz-pels, der er en finere persianer, for sådan en brugte man dengang, og flere af vores veninder svansede allerede omkring i sådan én. Desuden havde vores mor antydet, at vi ville få noget, som vi ville blive lykkelige for.

Og det vidunderlige øjeblik kom da også, da vores far kom ind i stuen med vores gaver. Vi var meget spændte. Men aldrig har jeg følt mig så snydt, som da jeg åbnede den gave: Det var en symaskine. Vi blev meget lange i ansigterne og gav da også udtryk for vores skuffelse.

Året forinden havde min mor fået en pels i julegave af min far, og min søster og jeg tænkte selvfølgelig på, hvad sådan en gammel kælling på over 40 år skulle med en pels.

Symaskinen var af mærket Naumann og med håndsving. Jeg syede vist nogle gardiner og en stranddragt til et af børnene, inden jeg for mange år siden forærede den væk.

Så snart min søster og jeg havde økonomisk mulighed for det, købte vi en pels for vores egne penge.

Men selvom jeg nu er blevet 91 år, og min søster er 90 år, taler vi stadig om, hvor skuffede vi blev den juleaften

madsen@kristeligt-dagblad.dk