Egyptens befolkning er hårdt prøvet. De bibelske plager og nutidens

Havde Egypten i dag det samme antal mennesker som Danmark, ville det være et fortrinligt land, der ikke bare kunne brødføde sig selv, men, som det var tilfældet helt op i det 20. århundrede, ligefrem kunne eksportere fødevarer. I dag må landet importere halvdelen af sit forbrug.

Kvinderne har det ikke bedre end godt i Egypten. 50 procent af dem er analfabeter. 80 procent af dem er omskårne. Begge dele hæmmer udviklingen. Den er under alle omstændigheder en svær sag, og at forandre kulturen, der ligger bag analfabetisme og omskæring, er endnu sværere. Egyptens bønder vil hellere sende deres sønner end deres døtre i skole. Omskæring af piger blev forbudt i 1997, men florerer stadig.

Alexandria, hvor jeg er ekstern forsker ved det genoprettede bibliotek, var for 60 år siden en kosmopolitisk by med kvinder så velklædte som i Paris eller London. I dag går 95 procent af kvinderne med tørklæde eller hijab, den sorte beklædning der dækker alt undtagen øjnene.

HER KOMMER tre eksempler på mine oplevelser med kvinder, eller måske snarere deres mænd, under mit sidste ophold i Egypten.

Min lejlighed i en forstad til Cairo er tilstøvet med ørkenens sand, når jeg ankommer. Jeg beder så viceværtens kone – eller rettere viceværten, for konen kan ikke selv bestemme, hvad hun må lave – om hun vil gøre rent. Hvad han for gode ord og betaling gladelig accepterer.

Men en mand og en kvinde kan ikke være alene sammen. For skulle det ske, har profeten sagt, at Djævelen også er til stede. Så konen dukker op med sin veninde, der hurtigt erkender, at en ekstra kost ville være en god idé. Den findes nedenunder hos viceværten. Så nu er problemet, om hun kan nå at hente kosten, inden Djævelen indfinder sig. Hun tager chancen ved at lade døren stå åben og sætte ny verdensrekord i trappeløb. Jeg tror, det lykkes.

Jeg har en glimrende altan, hvor jeg sidder i den friske efterårsluft og arbejder. I nabohuset er der en lignende altan, som husets kvinder synes at nyde. Men efter min første dag på altanen dukker kvinderne ikke længere op. Husherren har klart givet dem besked om, at de ikke må være så nær på en fremmed mand, der oven i købet fra tid til anden dukker op på sin altan med en øl i hånden.

Den muslimske holdning til seksualitet er i sandhed forskellig fra vores. Som illustreret i ”Tusind og én nat” er det kvinderne, der er de mest sanselige, og som derfor enten må tildækkes eller holdes inden døre.

Hvert år i Egypten er jeg sammen med en tidligere kollega fra min tid som Verdensbankens repræsentant i landet. Han har en ph.d. fra et amerikansk universitet og har opholdt sig 14 år i USA som professor. Det har dog ikke forandret hans indstilling til kvinder. Hans 23-årige datter læser tysk og skulle derfor på studieophold i Tyskland. Efter megen tøven lader han hende rejse. De fleste 23-årige danske piger ville vel ikke engang kunne forestille sig at skulle bede om lov.

En dansk forretningsmand i Cairo har efter et års anstrengelser ikke kunnet finde en bogholder med de nødvendige kvalifikationer. Undervisningsniveauet i Egypten er under al kritik. Problemet starter i folkeskolen med for mange elever og ukvalificerede lærere. Det bliver værre i gymnasiet, hvor masser af lærere simpelthen skulker fra undervisningen, fordi de kan tjene fire-fem gange så meget ved privatundervisning som de sølle fem hundrede kroner, de får i månedsløn. Det samme er situationen på universiteterne.

Stakkels Egypten. Landet overlevede de bibelske plager, men har svært ved at klare de nutidige. Den muslimske tro er en trøst i elendigheden. ”Det er alt sammen Guds vilje”, siger den almindelige egypter. Men vil han blive ved med det?

Sven Burmester er forfatter og tidligere vicedirektør i Verdensbanken