Tusindvis af pilgrimme til midnatsmesse i Betlehem

Omgivet af 500 sikkerhedsvagter bad de mange kristne pilgrimme fra blandt andet Gaza, Israel og Vestbredden om fred i Fødselskirken i nat 

Patriarken af Jerusalem, Fuad Twal, bærer på en figur af Jesusbarnet under messen i Fødselskirken i Betlehem. -
Patriarken af Jerusalem, Fuad Twal, bærer på en figur af Jesusbarnet under messen i Fødselskirken i Betlehem. -. Foto: MUSA AL-SHAER POOL Denmark.

Allerede flere timer før midnatsmessen skulle begynde, var folk stimlet sammen på krybbepladsen i Betlehem. Pladsen ligger foran Fødselskirken, som menes at ligge på det sted, hvor Jesus blev født.

De mange fremmødte fik følgeskab af 500 sikkerhedsvagter fra Ramallah og Jeriko på Vestbredden, som skulle sørge for sikkerheden under højtiden, skriver vl.no.

Muslimske deltagere
Midnatsmessen blev ledt af patriarken af Jerusalem, Fuad Twal, og blandt deltagerne var den palæstinensiske præsident, Mahmud Abbas, De Forenede Arabiske Emiraters indenrigsminister, Sheikh Abdullah bin Zayed al-Nahayan, og den palæstinensiske premierminister, Salam Fayad.

Patriark Fuad Twal bad om, at "besættelsen og uretfærdigheden" måtte ophøre i det hellige land og udtrykte bekymring for den hellige bys fremtid, som er ved at "kvæles af bosættelser". 

Venter på en frelser
- Som Betlehem gennem historien ventede på den, der ville tilintetgøre det åg, som tyngede folket...så venter vi på manifestationen af vor frelsers nåde, som vil gøre en ende på besættelsen, sagde patriark Fuad Twal ifølge AFP i sin tale.

Omkring 40.000 kristne fra Vestbredden, Gazastriben, Israel og resten af verden forventes i denne uge at besøge Betlehem, fortæller turistminister Khouloud Daibes-Abu Dayyeh.
 
Jul ved Jesu fødested
En af dem er den 58-årige italienske turist Messimo Silezestri, som var blandt aftenens fremmødte på Krybbepladsen.

Det er vigtigt at besøge stedet, hvor Jesus blev født, og det er bedre at tilbringe julen i Betlehem, for da er vi tættere på kirken, sagde han ifølge vl.no.