Endnu mere fatalt er det nedvurderende syn på menneskets, specielt mandens, manglende evne til driftsstyring, som ligger bag. Kvinden skal dække sig til, ellers er hun selv ude om, hvis manden kaster sig over hende. Her støder Najah Azaquoun frontalt sammen med det menneskesyn, som alle vestlige samfund hviler på, nemlig individets evne og pligt til selvforvaltning, derunder eget ansvar for at styre drifts- og behovsimpulser, så vore medmennesker ikke lider overlast.

DET ISLAMISKE TØRKLÆDE er begrundet i nogle vers i Koranen og er en del af det hellige lov– og vejledningskompleks, som kaldes sharia, og som omhandler alt fra trossager, straffelov, social adfærd, ægteskabslovgivning og krigsførelse til hvilken sko, der først skal på og brugen af tandstikkere.

Idéen bag sharia er, at mennesker aldrig skal komme i en situation, hvor de selv skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert Altså et menneskesyn, der er ekstremt ”ydrestyret”. Autoriteten befinder sig uden for mennesket i en guddommelig lovgivning, som er absolut og ufravigelig – om end den skal fortolkes – og som det er menneskets opgave at efterleve i lydighed. Som denne lovgivnings vogtere står så yderligere autoritetspersoner i familien, slægten og klanen, foruden imamerne, som kan fortolke loven.

Når Asmaa Abdol-Hamid kan betegne det islamiske tørklæde som et tegn på kvindens frihed, så hænger det – ud over friheden fra mandens ”ukontrollable” begær – sammen med, at lydigheden mod den guddommelige vejledning opleves som en stor befrielse fra det tunge ansvar og al den tvivl og uro, der følger af selv at skulle afgøre, hvad der er det rette, og dermed risikere at tage fejl.” I islam er der ingen tvivl”, som Tariq Ramadan skriver i sin bog ”At være europæisk muslim”.

Man kan dårligt tænke sig en grellere modsætning til alt, hvad vi i Vesten værdsætter som menneskets adelsmærke og prøver at opelske hos vore børn, så de kan udvikle sig til frie, selvberoende individer, der kan tage ansvar for sig selv og deres beslutninger med al den risiko for at tage fejl, der følger med.

I et demokratisk samfund er der altid tvivl. Det er omkostningen, men en omkostning, som er selve hjertet i de demokratiske processer. Tvivlen hører det menneskelige til. Tvivlen får os til at stille spørgsmål, søge nye løsninger, lytte til andres forslag, drøfte muligheder, tage fejl, tage skylden på os, kritisere og tåle kritik.

Demokratiet i Vesten har en totusindårig historie som forudsætning og indebærer en langsom og meget kompliceret udvikling af det enkelte individs bevidsthed og adfærd, der er gennemsyret af ideen om ligeværd, individets frihed og ansvarlighed. Ethvert dansk barn oplæres til at tage ansvar for sig selv, styre sine driftsimpulser og selv bære konsekvenserne af sine handlinger. Sådan har det i alle fald været indtil for nylig. Langsomt i løbet af opvæksten internaliseres (indvendiggøres) en overordnet etisk instans til afgørelse om rigtigt og forkert, godt og ondt, sandhed og løgn i barnets bevidsthed. Denne instans, som det myndige individ (ideelt set) rådfører sig med livet igennem, kaldes samvittigheden.

I de frie vestlige samfund befinder mange muslimer sig på herrens mark, fordi de er oplært i lydighed, men ikke til selvforvaltning og derfor ikke ejer redskaber til selv at håndtere friheden. Det går også ofte så galt, som det kan gå. Det får en del muslimer til at ønske en afgrænsning fra det omkringliggende samfund, hvis frihedsidealer anses for dekadente.

DET BEVIDSTE OG FRIVILLIGE valg af islamisk tørklæde – især på hovedet af unge, veluddannede kvinder, som nøje ved, hvad de gør – er just en sådan afgrænsning.

Uanset mange personlige nuancer i fortolkningen af tørklædet handler dette valg overordnet set om at fastholde en religiøs og ideologisk totaltydning af tilværelsen, hvis vandmærke er et autoritært menneskesyn, hvor ikke den enkeltes personlige samvittighed, men en ydre, detaljeret guddommelig lovgivning er øverste myndighed.

Tørklædet er et effektivt redskab i den muslimske bekendelse og mission til at synliggøre islam over alt i det offentlige rum og til at adskille muslimer fra alle andre. 95 procent af den hurtigt voksende muslimske befolkning ønsker ikke at gifte sig ind i den indfødte danske befolkning. Reelt et ønske om apartheid, som tørklædet er et slagkraftigt signal om til resten af samfundet.

HVAD FOLK TÆNKER og gør derhjemme i privaten, hvilken religion, de dyrker, hvordan de ønsker at gå klædt på offentlige gader og stræder og hvilke dresskoder, private institutioner og virksomheder aftaler, er selvfølgelig deres egen sag.

Men skal en lærer i det offentlige skolevæsen, der er vejleder og rollemodel for vores opvoksende ungdom, have lov til med sit slør at sende et signal, som er i modstrid med alt, hvad vi ønsker at opdrage vore børn til?

Skal en læge i det offentlige sygehusvæsen have lov til at ”vise at hun er muslim” iført demonstrativt tørklæde med al den usikkerhed for patienten, som deraf følger? For eksempel spørgsmål om ”rent” og ”urent”. Vil den indhyllede læge undersøge en ”vantro” uden handsker eller hilse på en mand ved håndtryk?

Det er en udsat position at være klient i det offentlige serviceapparat, som ikke bør belastes yderligere af uvedkommende spørgsmål. Allermindst er det en situation, som skal misbruges til nedladende ”opdragelse” på klientens angivelige ”racisme” eller ”islamofobi”.

Hidtil har god opførsel hos offentligt ansatte gået ud på at værne om borgernes personlige integritet. Det kan undre, hvorfor en lille gruppe indvandreres påståede religiøse rettigheder nu pludselig skal have lov til at undertvinge andre menneskers ret til at være fri for grænseoverskridende og uvedkommende religiøs bekendelse? Skyldes det uvidenhed, misforstået tolerance eller bare mangel på almindelig dannelse?

Eller er man bange for, at de veluddannede tørklædekvinder skal rejse deres vej? Selvom det sidste vil være beklageligt, så er det dog et tab, der skulle være til at overse.

Vigtigere er, at vore ansvarlige ledere får tænkt sig om og sat nogle generelle grænser for muslimske særkrav, som truer med endegyldigt at opdele landet i ”dem og os” og nedbryde danskernes tillid til de offentlige institutioner.

Kirsten Sarauw er teolog og psykoterapeut