Ekstremisme dominerede religionsdebatten i 2008

Eksemplerne står på spring, og pointen turde være klar. Religiøs ekstremisme har fyldt godt på danske politikeres dagsorden det seneste år. Og politikerne udtaler sig langt mere om islamisme og ekstremisme, end muslimerne selv gør i medierne. Årets mest medieomtalte imam, Abdul Wahid Pedersen, er således ikke engang med på årets top 20 over mest omtalte og citerede personer i religionsdebatten.

Det er der ifølge professor ved Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet, Frands Mortensen, en god forklaring på. Religionsdebatten handler nemlig slet ikke om religion.

– Religion fylder så meget i den politiske debat, fordi den har konsekvenser for lovgivningen i Danmark. Debatten handler ikke om religiøsitet, men snarere om at afgrænse, hvad vi forstår ved danskhed, og om hvem der må komme ind i Danmark, siger Frands Mortensen og langer ud efter det, han mener, er højrefløjens kobling mellem religion og politik.

– Indvandrerdebatten gøres til en konflikt mellem islam og danske værdier, og den konflikt opretholdes i samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og regeringen. Støttepartiet, som ikke vil have muslimer ind i landet, lægger stemmer til på mange andre områder på den betingelse, at den stramme udlændingepolitik opretholdes, siger han.

Frands Mortensen peger med samme forklaring på, hvorfor både Villy Søvndal og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, står så stærkt i Kristeligt Dagblads undersøgelse.

– Oppositionen kan og vil ikke lade regeringen og Dansk Folkeparti få monopol på det religiøse område. Debatten, der tilsyneladende handler om religion, har skabt et helt særligt politisk område, som alle partier må forholde sig til. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kæmper desuden om nogle af de samme vælgere, og derfor bliver Helle Thorning Schmidt nødt til at markere sig.

Da Villy Søvndal viste tænder over for Hizb ut-Tahrir, var det dog for en gangs skyld ikke et taktisk greb, men et spontant vredesudbrud, og det havde derfor en helt særlig klangbund, som vakte mediernes interesse og fik bred pressedækning, mener Frands Mortensen.

Den sammenblanding af religion og politik, som begyndte med Dansk Folkepartis værdikamp, og som siden har optaget samtlige af landets partier, har meget negative konsekvenser for danskeres opfattelse af religion og særligt af islam, mener afdelingsleder ved Det teologiske fakultet, Aarhus Universitet, Peter Lodberg, som forsker i sammenhængen mellem religion og politik.

– I stedet for at gøre indvandrerde-batten til et socialt eller økonomisk spørgsmål, hvor vi undersøger, hvad vi har brug for af arbejdskraft i landet, gøres den til en religiøs konflikt. Dermed bekræfter den politiske debat blot mange danskeres fordomme om, at religion i det offentlige rum kun kan vække uro, og at der er en grundlæggende modsætning mellem islam og kristendom, siger han.

Ifølge sognepræst og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm, som ligger nummer 16 på Kristeligt Dagblads liste, er begge eksperter helt galt afmarcheret:

– Kulturkamp og religion hænger uløseligt sammen, så det er derfor skrupforkert at sige, at religionsdebatten ikke handler om religion. Eksperterne herhjemme er desværre præget af en post-marxistisk overtro, som siger, at religion ikke har nogen grundlæggende betydning for vores kultur, men det har den, siger hun.

Katrine Winkel Holm tilføjer, at den religiøse ekstremisme slet ikke får fokus nok i religionsdebatten.

– Når folk med Koranen i den ene hånd vil slå en tegner ihjel, og når en gruppe muslimer siger, at de hader Vesten, så skal det tages meget alvorligt. Det er vigtigt at kende de muslimske tekster såvel som de kristne i den her diskussion. Fokuset på ekstremisme skyldes ikke bare en eller anden muslim, der har kuk i kasketten. Det er for mig at se en kendsgerning, at de religiøse tekster inden for islam opfordrer til vold, siger hun.

Mens biskopper, præster og imamer for bare to år siden lå øverst på Kristeligt Dagblads liste, er de i 2008 fortrængt af røsterne fra Christiansborg. En del af forklaringen er, at Muhammed-krisen for to år siden var på kogepunktet, og derfor gav medierne megen taletid til den religiøse elite. Men den vigtigste årsag til politikernes topplaceringer er ganske enkelt, at politiske udtalelser er bedst, når pressen skal lave nyheder.

– Politikernes udsagn er de mest interessante for pressen, fordi de kan få direkte konsekvenser for samfundet, siger Frands Mortensen.

Fælles for de tre biskopper, som trods alt figurerer på top 20-listen, er, at de har meget markante holdninger, og det passer til mediernes søgen efter slaglinjer. For eksempel har tidligere biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt, som ligger på en femteplads på listen, siden 2001 fastholdt, at krigen mod terror er en religionskrig. Det synspunkt findes også i flere interview fra i år.

At pressen primært går til politikerne og ikke til de, der forsker i de religiøse emner, efterlader store huller i religionsdebattens saglighed, mener afdelingsleder ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, Peter Lodberg.

– Alle har lov til at have en mening om religion, fordi alle kan forholde sig personligt til det religiøse. Når det handler om finanskrise, interviewer medierne eksperter for at få en saglig vurdering, men om religion dispenserer vi kravet om professionalisme og spørger i stedet politikere og meningsdannere, som ikke er ordentligt informeret. Ekspertudsagn kommer ofte på tværs af den politiske debat og er derfor ikke så populære, hvilket jeres undersøgelse også bekræfter, siger han.

johansen@kristeligt-dagblad.dk