De 10 vigtigste religionsnyheder fra 2008

Anderledes enige er alverdens religiøse og kirkelige grupper om en anden sag, der har præget den offentlige dagsorden, nemlig kampen for et bedre klima. Fra pave Benedikt XVI over anglikanske Rowan Williams til ortodokse Bartholomæus er kommet klare opfordringer til at værne om jorden og om naturen som Guds skaberværk. Og senest havde den svenske kirke succes med at få en bred kreds af religiøse frontfigurer til i Uppsala i november at underskrive en tværreligiøs klimaerklæring, som skal presse politikerne til at opfylde helt konkrete mål i klimaforhandlingerne frem mod topmødet i København næste år.

Enighed har der også været mellem det politiske system og den ortodokse kirke i Rusland efter kommunismens fald. Med patriark Aleksij II i spidsen har den russisk-ortodokse kirke fået en opblomstring og en national betydning uden sidestykke, godt hjupet på vej af politikere som Putin, der så en fordel i én fælles og en stærkere kirke. Aleksijs død og storladne begravelse i december markerede meget synligt den tætte forbindelse mellem det politiske og det religiøse liv i Rusland, som dog også indebærer en meget restriktiv tilgang til alle andre religioner end den russisk-ortodokse.

Det anglikanske verdensforbund af kirker har trods sit engelske udspring ikke samme forbindelse mellem nationale og religiøse forhold som de russisk-ortodokse.

I det hele taget er det blevet så som så med forbindelserne i kirken, som i år afholdt den såkaldte Lambeth-konference, der kun finder sted hvert 10. år. På programmet stod officielt studier af Johannesevangeliet, men den virkelige dagsorden handlede om, hvordan kirken håndterer spørgsmålet om homoseksuelle gejstlige.

Konservative kræfter fra Afrika og visse menigheder i USA vil helt af med de åbent homoseksuelle i kirken. Liberale kræfter ønsker friere forhold, mere ligestilling, større tilpasning til samfundet i al almindelighed. Men der fandtes ingen løsning på problemet, og både før og efter konferencen begyndte stadigt større grupper af anglikanere – eller episkopale, som de hedder i USA – at bryde ud og danne deres egne fraktioner.

I den anglikanske diskussion om homoseksualitet står to fronter altså klart over for hinanden. Den ene konservative front vil fastholde et traditionelt, kirkeligt synspunkt, der bygger på en bogstavtro læsning af Bibelen. Den anden liberale fløj vil tilpasse kirkens synspunkter til den almene samfundsudvikling især med vægt på større ligestilling. I den danske folkekirke findes de samme stridigheder, men magtfordelingen er en anden end i de fleste kirker verden over.

Folkekirken i Danmark, som i år kunne fejre 60-året for de første kvindelige præster, har forlængst valgt, at tilpasning til samfundet er vejen frem. Derfor var det også et enigt bispekollegium, som i årets begyndelse ved et historisk pressemøde stod frem og talte ligestillingens tydelige sprog med en erklæring på skrift og tv-hold snurrende om sig. Den kirkelige højrefløj, som er imod kvindelige præster, findes og tåles stadig i kirken, men biskopperne har nu alle klart markeret, at de står et andet og mere politisk korrekt sted.

Mindre politisk korrekt var det, da Børnerådet og Det Etiske Råds formand gennem Kristeligt Dagblad gik ud til offentligheden med krav om at få et forbud mod omskæring af drenge, ligesom tilfældet er med omskæring af piger. Forslaget ville ikke bare ramme muslimer, men også jøder, der har tradition for at omskære drengebørn, når de er otte dage gamle. En bred skare af opinionsdannere, politikere, folk fra kunstens verden – og adskillige biskopper – gik imod forslaget, som da heller ikke blev til noget. Men nok en gang viste diskussionen, at det almene samfundsproblem om ligestilling mellem kønnene koblet sammen med spørgsmål om trosfrihed kan få sindene i voldsomt kog.

Oprørte var og blev sindene i troens og kirkens hjemlige verden også, da Danske Kirkers Råd anført af katolske Erling Tiedemann, frikirkepræst Peter Götz og domprovst Anders Gadegaard afsendte et samlet svar fra Danmark på et fredsbrev om dialog og forsoning, som 138 muslimsk lærde tidligere havde afsendt til alle verdens kristne. Initiativet viste en historisk enighed mellem forskellige kirkesamfund i Danmark, men udstillede samtidig en dyb splittelse i folkekirken om synet på islam. Nogle biskopper ønskede således selv at tale kirkens sag uden om Gadegaard og Danske Kirkers Råd, mens kirkens islamkritikere skruede helt op for kritikken og mistænkeliggjorde hele ideen om at føre dialog med muslimer.

Folkekirken blev i årets løb desværre mest kendt for ting, der gik galt eller satte bundrekord. Ved bispevalget i Roskilde i foråret måtte der hele tre valgrunder til, fordi de valgtilforordnede til stor morskab i offentligheden ikke kunne tælle rigtigt i første omgang. Ved menighedsrådsvalget i efteråret var der historisk lav interesse for at stille op og deltage. Og ved teologistudierne blev dekanerne mødt med krav fra videnskabsministeren om en redegørelse, da det stod klart, at optaget af studerende var historisk alarmerende lavt.

Manden, der ofte med velvalgte ord og overraskende optimistiske synspunkter kunne tale kirkens sag over for folket, var på det tidspunkt ude af det officielle kirkebillede. Jan Lindhardt, teolog, retoriker, forfatter og biskop forsvandt fra bispekollegiet, da han fyldte 70, og vil blive savnet af mange i den rolle i meget lang tid. Efter menighedsrådsvalget meddelte han ikke desto mindre smart, at de få kampvalg skam var et sundhedstegn. De viste jo blot, at folk var glade, og problemerne var få. De virkelige problemer og kriser og stridigheder var og er enten i udlandet eller ude i samfundet.

En rekordhøj kirkegang ved juletid viste da også, at kristendommen stadig har godt tag i danskerne. Og så er folkekirken kommet godt gennem finanskrisen, fordi den trods moderne teologi har investeret økonomisk ultratraditionelt.

Så alle kirkens fløje har med Lindhardts optimisme in mente lov til at håbe det bedste for religionsåret, som kommer.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk