Det georgiske gilde er et overflødighedshorn

Da Gud fordelte verdens landområder til alle Jordens mennesker, var georgierne i gang med at feste og drikke. Derfor kom de for sent og fik at vide, at alt land allerede var blevet delt ud. Men da georgierne svarede, at de kun kom for sent, fordi de havde haft travlt med at løfte deres glas for at lovprise Gud, behagede det Ham så meget, at Han gav georgierne den del af Jorden, som han havde sat til side til sig selv.

Sådan gik det i al fald for sig, hvis man skal tro en af de mange georgiske legender. Men også i dag er festlige sammenkomster med bugnende borde, hjemmebrygget vin, højtidelige skåltaler og traditionel musik og dans en ufravigelig ingrediens i georgiernes historie, identitet og hverdagsliv.

Er man blevet indbudt som gæst til en middag i Georgien, venter der én en meget anderledes oplevelse. Dagen forinden har husets værtinde nemlig tilbragt hele dagen i køkkenet og fremtryllet mange flere retter, end vi er vant til at få serveret.

Hun har tilberedt kød, fjerkræ, fisk og grøntsager med et væld af aromatiske krydderier og urter, valnød, hvidløg, eddike, chili, granatæble og koriander og serverer ud over det flere forskellige slags hors d’oeuvres, oste, sylt og georgisk fladbrød.

Georgien er historisk set et af de første steder, hvor der blev produceret vin, og vindrikning har siden oldtiden været tæt forbundet med religiøse ritualer. Selv de kurvede bogstaver i det georgiske alfabet er en afbildning af vinranker på forskellige modningsstadier, og den georgiske skytshelgen, Sankt Nino, bærer et kors omslynget af vinskud.