Et liv, man kan lære af

Han var suveræn, når han underviste i litteratur og filosofi. Men han blev ved med at udvide sine kompetencer. Han slog sig aldrig til tåls med det, han havde tilegnet sig. Da han kom til Danmark, vendte både han og hans kone tilbage til deres undervisning på Tårnby Gymnasium. Kirsten, hans kone, døde i 2003. Da han holdt op som lektor, fortsatte han med at uddanne sig og holdt foredrag og skrev artikler.

Der findes mange kyndige undervisere, som mangler god vilje. Han var i den grad en mand af god vilje, at det, hvad enten han var lærer eller censor, fik ham til at tage den enkelte elev alvorligt og få det bedst mulige ud af en eksamination. Han var også en habil musiker, og sammen med sine to sønner spillede han både klassisk og jazz. Han flyttede ind på Egebakken i Nødebo og bad mig om at holde foredrag om danske salmer, mens han selv spillede samtlige melodier på flygel.

Han giftede sig for anden gang i 2007 med Joan. Og de nåede at rejse meget sammen både til Belgien, Frankrig, England, Spanien og Sydamerika. Det var typisk for ham, at han lærte sig spansk for at få dobbelt udbytte ud af de spansktalende områder, ja, han nøjedes ikke med at lære spansk, han gik til eksamen i spansk på universitetet og fik topkarakter. Han var en ildsjæl. Han smittede med sin entusiasme, så hans omgivelser blev oplyst og oplivet ved hans engagement og hans generøse sind.

Det sidste brev, jeg fik fra ham for en måned siden, var en opmuntring til at gå videre med et projekt, jeg arbejder med. Som altid var det et brev, der ikke kun satte mod i mig, men var spækket med gode idéer og forslag. Jeg fik aldrig sagt ham tak. Men da Joan ringede mig op, håbede jeg, at jeg kunne nå at sige ham tak. Men hun fortalte, at han var død. Han døde efter en hjerteoperation på Rigshospitalet.

Det var klart, at jeg ville være præst ved hans bisættelse, men det var svært, fordi jeg i høj grad så vores liv og sygdomsforløb krydse hinanden. Jeg ville dog ikke have kunnet hjælpe ham, hvis han selv havde ringet, da han blev indlagt. Jeg ville have sagt, at han intet skulle frygte, fordi en hjerteoperation i dag ikke er noget at være bange for.

Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway sagde, at når to mennesker elsker hinanden, kan det kun ende ulykkeligt. Er det sværeste at være den, der overlever, eller den, der skal dø først?

Poul Paludan, som engagerede sig dybt i det, han sagde ja til, nåede at få udgivet en smuk lille bog om Emil Aarestrup, som Georg Brandes udnævnte til en af Danmarks bedste poeter. Jeg har Aarestrups samlede digte og stødte på et digt, jeg ikke huskede. Det handler om netop det spørgsmål: Hvad er sværest i et kærlighedsforhold: at være den døende eller den overlevende?

Lægen Emil Aarestrup rejste med sin patient Amalie Raben til Sydtyskland, for at et varmere klima måske skulle kunne hjælpe på hendes sygdom. Hun døde på rejsen, og han skrev en række digte om hende. Her er det, jeg ikke mindedes:

”Sygdommen”:

Dit ansigt er saa dejligt,

Skønt blegnende af smerte –

Jeg seer, hvordan at døden

Trykker dig til sit hjerte.

Du fæster dine øjne

Paa mig, de tragiskmørke,

Som om du sagde: tro mig

At døe, det koster styrke.

Min røst kan ikke svare,

Men siger ei min læbe

Med tunge smil, at livet

Kan næsten ogsaa dræbe ?

Poul Paludan havde mange venner, og vi er mange, der vil savne ham og tænker på Joan og hans to sønner og børnebørn, hvis tab er endnu større. Det var en glæde, at han var til. Og han har lærte os meget – mig lærte han særligt to ting: at være til er at være til gavn og glæde, og at man ikke må holde op med at gro, fordi man kommer op i årene. I sjælden grad forstod Poul Paludan Piet Heins vers :

Lær

Af træer:

Gro

I ro.

Kan vi høre den prædiken for tit ?

kultur@kristeligt-dagblad.dk