Mikkel Larsen skriver fra Spanien |
5. januar 2009
Antallet af protestantiske kirker i Spanien er næsten fordoblet på 15 år. Stigningen skyldes hovedsagelig indvandringen fra Sydamerika
Protestantiske trossamfund er skudt op i Spanien som paddehatte de senere år. Udviklingen, der næsten udelukkende kan tilskrives indvandringen fra Sydamerika, gør protestantismen til den hastigst voksende religion i landet.
Mens der i 1994 var registreret under 1500 protestantiske kirkesamfund i Spanien, er der i dag 2600. Alene de seneste tre år er der kommet 400 nye til, ifølge tal fra Foreningen for Evangeliske Kirker i Spanien, FEREDE, en paraplyorganisation, der har 2100 af kirkerne som medlemmer.
Der findes ikke eksakte tal på, hvor mange protestanter der bor i Spanien, men de seneste officielle befolkningstal fra januar 2008 antyder, at antallet nu har passeret 600.000 mod blot 250.000 i 1994. Hvis man dertil lægger den million protestantiske europæere, der bor i Spanien mindst halvdelen af året, er protestantismen i dag den næststørste religion i landet.
Antallet af disse europæere har været stabilt de seneste år, og stigningen har derfor især kunnet mærkes blandt indvandrergrupper fra Sydamerika.
Den peruvianske teolog Samuel Escobar forklarer, at mange syd- og mellemamerikanere især i de lavere samfundslag i disse år tager protestantismen til sig. I et land som Peru udgør protestanterne nu over 12 procent og i Guatemala hele 31 procent. Mange oplever, at katolicismen, der var koloniherrernes religion og stadig har tætte bånd til magthaverne, ofte har en meget autoritær og paternalistisk tilgang til deres problemer. Til gengæld er de protestantiske trossamfund et mere folkeligt fænomen, hvilket kan ses i deres musik, deltagelsen i kulten og den følelse, de formidler, af at medlemmerne hører til et familiært fællesskab. Især kirker som Pinsekirken går derfor hastigt frem.
– De, der allerede har erfaringer med den slags kirker genskaber dem i Spanien, og det er grunden til, at de ikke assimilerer sig i de allerede eksisterende spanske, evangeliske kirker, siger Escobar, der underviser på det teologiske seminarium, som Unionen af Evangeliske Baptister i Spanien, UEBE, driver i Madrid.
Det er dog ikke alle, der tager troen med sig, når de emigrerer. Der er også en del, der først konverterer i det nye hjemland.
– Kirkernes udadvendthed, den spontane måde, man tilknytter sig dem på, og den måde, kulten udøves på, gør dem tiltrækkende for indvandrere, der ikke i forvejen havde erfaringer med dem, men som er langt hjemmefra, og som føler sig rodløse i det hårde liv for den just ankomne, siger Escobar.
Ifølge Mariano Blazquez, formand for paraplyorganisationen FEREDE, er der trods den store stigning i antallet godt styr på de protestantiske kirker i Spanien. Det er kun en lille del af de 500, der ikke er medlemmer af FEREDE, protestanternes talerør over for de spanske myndigheder, som har valgt ikke at blive det. Resten er så nye, at de endnu ikke har nået det eller fortsat er i gang med at få fodfæste og finde deres plads i samfundet, forklarede han for nylig til avisen El Pais.
Det betyder dog ikke, at der ikke er problemer med grupper, der har haft problemer med loven, for eksempel ved at udnytte og berige sig på bekostning af de troende.
– Enhver kan starte sin egen evangeliske kirke i Spanien uden tilladelse fra en biskop eller et kirkeligt hierarki. Det er vores svaghed. Det eneste, vi kan gøre fra FEREDE’s side, er at forklare dem, hvordan forholdene er her i landet og hjælpe dem gennem processen. Grænserne er den spanske lovgivning og Evangeliet. De, der ikke holder sig inden for dem, vil blive anmeldt, sagde han.
mlarsen@mikkellarsen.net