Birthe B. Pedersen |
22. juli 2006
KULTURBREV UDEFRA: Vi forbinder Frankrig med vin, film og vidunderlig gastronomi. Men fransk humor? Nej, vel. Men faktisk er franskmændene meget morsommere, end man skulle tro, skriver Kristeligt Dagblads korrespondent
Det var en aha-oplevelse, der fik en verden til at åbne sig. Danserestauranten langt ude på landet, som vi intetanende var endt på, sluttede af med en 1970'er-schlager af den franske diskodreng Claude François. Uvist af hvilke årsager indgår ordet Ba-ra-cou-da i omkvædet.
Og så var det, at en dybere mening åbenbarede sig. Lige siden jeg første gang så filmatiseringen af "Asterix og Cleopatra" har jeg undret mig over en scene, hvor Asterix og Obelix står på et skib og siger, at de er så sultne, at de kunne spise en baracouda-fisk. "Ba-ra-cou-daaa", synger de så.
Det var helt klart ment som en vits. Men hvad var det morsomme i det? Jo, det var, som det åbenbaredes på danserestauranten, det subtile vink med øjenbrynet til 1970'er-schlageren.
Der stod altså de to gallere og fik sig et godt grin over noget, som er fuldstændig uforståeligt for den, som ikke lige kan sine schlagere på fingrene. En vits for de indforståede.
Nu er fransk humor ikke et begreb, som i større stil har overskredet de franske grænser. Fransk gastronomi, franske vine, franske film, ja, selv fransk politik er udtryk, som umiddelbart tænder genkendelsens lys i et eller andet omfang. Men fransk humor?
Det er ikke som britisk humor, som franskmændene taler en del om, som regel for at fastslå at den er lige så uforståelig som engelsk kogekunst. En John Cleese har aldrig haft den store succes i Frankrig. Selv mr. Bean er ikke blevet en lårklaskende klassiker på denne side af Kanalen.
Britisk humor kædes almindeligvis sammen med den britiske flegma, som er lige så ufordøjelig for franskmændene som den engelske underdrivelse. Der er dem, der mener, at den engelske humor spiller på tilværelsens uendelige absurditet, hvorimod fransk humor slet ikke er humor men "åndrighed". Bidende, rammende bemærkninger i en intellektuel indpakning, der viser at man kan sine klassikere. "Ba-ra-cou-daaa".
Et typisk eksempel er den netop afdøde Raymod Devos, belgier af oprindelse, men en af dem som virtuost har bøjet det franske sprogs sindrigheder helt ud i det absurde. En sprogekvilibrist, som er rasende morsom for en fransktalende, men som vanskeligt kan eksporteres til ikke-frankofone. "Den, der vækker latter, har svært ved at falde i søvn" ... nej vel.
Men fransk humor kan også være bidende selvironisk, på grænsen til det platte, og for nogles vedkommende langt på den anden side.
Klassikeren i denne genre er Coluche, en af Frankrigs mest folkekære komikere, som netop nu kører over samtlige tv-skærme, fordi det er 20 år siden, han omkom i en motorcykelulykke.
Franskmændene elskede at se ham udstille den ikke alt for kvikke gennemsnitsborger, der har en mening om alt, men ikke ret meget at have den i. Med sin naive, intellektuelt nærsynede personage gennemheglede Coluche enhver autoritet i det franske samfund, fra politiet og militæret til de offentligt ansatte og fagforeningerne. Da han stillede op til præsidentvalget i 1981, stod han til 16 procent af stemmerne, inden han trak sig ud.
Som komikeren Pierre Desproges plejede at sige: Man kan grine af hvad som helst, men ikke med hvem som helst.
20 år efter er det svært at få øje på en arvtager til Coluche. De lidt platte provokationer er overtaget af en komiker, hvis jokes har svært ved at knibe sig op over bæltestedet og som ikke ejer skyggen af politisk bid. Og den politiske humor er overtaget af mulatkomikeren Dieudonné, som desværre har spændt sit humoristiske talent for en "sort identitet", der flirter grimt med antisemitismen. Heldigvis er der stand-up-komikerne fra indvandrermiljøerne, som bittersødt udstiller deres egne stereotyper.
Men franskmændene, hvem udstiller dem? Onde tunger vil mene, at det gør de franske ministre ganske glimrende. Men det er ikke nær så morsomt.
bpedersen@kristeligt-dagblad.dkHver lørdag skriver Kristeligt Dagblads korrespondenter i Storbritannien, USA, Israel og Frankrig om kulturen i de lande, de bor i.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad