Fremskridtet er vores redning

Men selvom den 69-årige doktor i fysik befinder sig langt bedre i forskernes end i politikernes verden – "jeg griber problemerne an ved at se på fakta, politikerne ved at se på meningsmålingerne" – så kan han ikke holde fingrene fra samfundsdebatten.

Indimellem sin forskning i isotopisk geologi og undervisningen af Frankrigs kommende generationer af geofysikere skriver han den ene bog efter den anden, hvor han forsøger at ruske op i det, han ser som selvynk og navlepilleri.

Det gælder især Frankrig. Men resten af Europa kan ikke sige sig fri, kon- staterer han i sin seneste bog, "Le défi du monde" (Verdens udfordring).

I bogen undrer geofysikeren sig over, at europæerne bliver mere og mere bange for fremtiden, til trods for at der bliver færre og færre krige, samtidig med at vi bliver rigere og rigere og aldrig har levet så længe.

– Vi har opdaget, at vores planet ikke er uendeligt stor, og europæerne er grebet af rædsel ved tanken om denne lukkede, endelige verden, mener Claude Allègre.

– Tidligere kunne vi skelne mellem "ude" og "hjemme". Ude var næsten uendeligt, i hvertfald kæmpemæssigt stort med nye territorier at udforske og underlægge sig og nye rigdomme at udvinde. Omvendt var hjemme klart afgrænset. Nu opdager vi, at vi er alene i universet, og at vores planet ikke er uendelig. Dens ressourcer er ved at blive opbrugt. Og med globaliseringen rykker hele verden tættere og tættere på "hjemme".

– Europæerne er nostalgiske over deres svundne storhed. Vores plads i verden er forandret. Det er ikke længere Europa, der dominerer verden, og i stedet for at se fremad, så drømmer vi om at skrue tiden tilbage til de gode gamle dage. Oliepriserne ryger i vejret, fordi vi ikke har sparet på olien i tide. Og hvad gør europæerne så, spørger Claude Allègre?

– De sætter sig ned og siger nej til de teknologiske fremskridt. Modstanden mod genmodificering og nanoteknologi er en slags ny udgave af myten om "det gode, vilde menneske", det uspolerede, uciviliserede menneske, mener geofysikeren.

Nu skal man ikke tro, at geofysikeren opfordrer os til en blind tro på, at det nok skal gå, og at problemerne forsvinder af sig selv. Claude Allègre lover os flere naturkatastrofer som følge af den globale opvarmning, flere krige og konflikter om sparsomme ressourcer som vand og strategiske råvarer. Det er medicinen, doktor Allègre er uenig i, ikke diagnosen.

– Vores civilisation kan ikke fortsætte med at basere sin økonomiske vækst på massivt forbrug af naturens ressourcer. Det er der to svar på. Det ene er at forbande ethvert teknologisk fremskridt, og det er desværre, hvad miljøfolkene i vid udstrækning gør i Europa. Det er det, der ligger til grund for Kyoto-aftalen. Vi skal spare og skære ned, hvilket er udmærket, men helt utilstrækkeligt.

Aftalen går ud på at nedbringe udledningerne af CO2, der skaber drivhuseffekten, med fem procent i forhold til 1999. Det vil koste 346 milliarder dollar og 500.000 arbejdspladser, spår Claude Allègre.

– Det betyder at vandstanden i havene vil vokse med 22,5 crntimeter i stedet for 25. Det er mange penge pr. centimeter, lyder det fra geofysikeren, som ikke er langt fra at være enig med den amerikanske præsident, George W. Bush, som hidtil har nægtet at ratificere Kyoto-aftalen. Men ikke med de samme begrundelser

– Kyoto er ren kosmetik. Det, vi har brug for, er effektive løsninger. Og det får man kun ved at vælge det andet mulige svar på klodens udfordringer:

– Det andet og rigtige svar går ud på at udnytte de tekniske fremskridt til at løse de problemer, vi står over for. Vi skal være forudseende og fremsynede. Er vi ikke det, går vores civilisation ganske enkelt under. Fremtidens vækst skal være baseret på innovation. De nye territorier, vi skal opdage og underlægge os, det er ny viden, mener Claude Allègre.

Det er netop ikke den vej, Europa har valgt.

– Amerikanerne frygter meget mindre for fremtiden, for USA har valgt den vej, der hedder at overhale problemerne ved at accelerere forskningen. Samme holdning har Kina. Europa og Japan, hvis ledere bliver bange ved det mindste advarselssignal, foretrækker den moderate vækst og er skeptiske over for fremskridtet, mener Claude Allègre.

Samtidig med, at europæerne er bange for at kvæles af iltmangel i en verden, der ikke længere er uendelig, så opdager de også, at "hjemme" ikke længere er så klart afgrænset et rum, som det var i de gode gamle dage. Globaliseringen har nedbrudt de nationale grænser og hentet resten af verden ind i dagligstuen, ikke bare som skræmmende tv-billeder af tsunami-ofre, men også som en trussel mod beskæftigelsen.

– Europæerne er bange for massearbejdsløsheden. Når man lader ni procent af befolkningen være uden arbejde i store lande som Tyskland og Frankrig, for ikke at tale om alle dem, der af den ene eller den anden grund ikke figurerer i statistikkerne, så skaber man en latent frygt for fremtiden. Vore børn er arbejdsløse, fordi Irland og Korea og Singapore udvikler sig. Det er enormt uretfærdigt, føler den europæiske borger, ironiserer Allègre på sin særlige abrupte facon, mens et næsten vagtsomt, vandblåt blik siver ud under de buskede øjenbryn.

Og netop som man tror, at man har fået den tidligere socialistiske minister solidt placeret på den politiske højre-fløj, så sprænger han konventionerne med et krav til EU om at se at få kontrolleret den globalisering.

Allègre benægter ikke, at globaliseringen har løftet millioner af mennesker ud af den absolutte fattigdom, især i Sydøstasien.

– Total frihandel er fint. Men på kort sigt kun når samhandelen sker mellem handelspartnere på samme udviklingsniveau, siger Claude Allègre og påkalder den franske økonom og nobelpristager Maurice Allais, som netop har påpeget denne betingelse for vellykket frihandel.

– I modsat fald får det alvorlige konsekvenser både i de fattigste lande, som for eksempel Afrika, hvis virksomheder ikke kan klare sig i konkurrencen med de multinationale storkoncerner, og i lande som de europæiske, der ikke kan klare sig i konkurrencen med lavtlønslandene. Det haster med en regulering, for globaliseringen er ved at blive en maskine, der fremstiller større og større ulighed. Vi er ved at ende i en form for hyperliberalisme, en finansliberalisme hvor de egentlige magthavere er storaktionærer, der forlanger et afkast, der er højere end den økonomiske vækst. Det skaber økonomisk ustabilitet, mener Claude Allègre.

Også her er der forskel på, hvordan Europa og USA har grebet tingene an.

– USA har plæderet for frihandel – men for alle andre end sig selv, for USA beskytter i vid udstrækning sine egene markeder, når det skønnes nødvendigt. EU har derimod praktiseret alt det, USA prædikede.

I stedet for total frihandel skal vi have det, Claude Allègre kalder for "retfærdig handel". Det er frihandel, men gradvis og i en takt, der tillader landene at tilpasse sig nye konkurrencevilkår uden de brutale omkostninger i form af arbejdsløshed og social udstødelse, som geofysikeren konstaterer, når han kaster sit politikerblik ud over kloden.

– Vi skal ikke tilbage til gammeldags protektionisme, som skader mere, end det gavner. Men vi skal have retfærdig handel, som ikke bare tager hensyn til finansielle kriterier, men også inddrager menneskelige faktorer. Import skal tillades, når det gavner begge handelspartnere, ikke bare fordi en supermarkedskæde har besluttet at øge sin profitmargin ved at importere billige kyllinger fra Thailand, uanset om det ødelægger landets egen landbrugssektor, skælder Claude Allègre.

– Økonomi og handel skal sikre almenvellet og øge menneskers velbefindende, ikke tilfredsstille folks griskhed. Det kan godt være, at tilhængerne af den totale frihandel påstår, at det netop er, hvad markedet gør, når det er helt frit. Men det passer jo ikke. Om føje tid bliver Kina og Indien rigtig store konkurrenter for de europæiske og amerikanske økonomier. Så skal kravet om en reguleret globalisering nok komme på de amerikanske og europæiske regeringers dagsorden, spår Claude Allègre.

Problemet er, mener videnskabsmanden, at økonomerne i de seneste 20-30 år har haft held til at bilde os ind, at økonomi er en eksakt videnskab, og liberalismen et rationelt, videnskabeligt svar.

Det er måske det eneste punkt, hvor Claude Allègre, der klandrer europæerne for at drømme sig tilbage til en svunden guldalder, tillader sig selv at skue bagud. Til dengang da de europæiske lande grundlagde deres velfærdsstater ud fra en tanke om fællesskab og ansvar for hinanden.

– Økonomi er ikke en eksakt videnskab. Økonomi skal være en moralsk videnskab. Sådan som det var engang.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

Claude Allègre

**Født i Paris i 1937. Siden 1968 på Institut for Geofysik i Paris, 1976-1986 som direktør. Rådgiver for undervisningsminister Lionel Jospin. Fra 1997 til 2000 undervisningsminister. Siden 2000 igen professor i geofysik ved Insitut for Geofysik i Paris.

Hvor går verden hen?

**Verden er i opbrud, grænserne falder, og de store, globale problemer berører efterhånden de fleste. Men hvor bevæger verden sig hen i de kommende år? **Kristeligt Dagblads korrespondenter rundt om i verden opsøger en række fremtrædende internationale meningsdannere og samfundsdebattører for at få deres bud på udviklingen inden for deres respektive ekspertiseområder.

**I dagens interview, der er den første i artikelserien, handler det om den globale opvarmning.