Ansvarlighed og fortrøstning

Man går næppe galt i byen ved at betragte serien om drengen og manden Silas som et af børnelitteraturens storværker. Serien tæller 14 bind. Indledningen i "Silas og den sorte hoppe", hvorfra hele det videre forløb udspringer, er klassisk: "Han kom sejlende ned ad floden i en sær lille brednæset båd." Han vinder "den sorte hoppe" fra købmanden Bartolin, hvorefter hoppen indgår som centralmotiv serien igennem sammen med fløjten, han bærer med sig overalt, en hyrdefløjte. Både hesten og fløjten udvikler sig til symboler, der har afgørende indflydelse på handlingsgangen: fløjtens magt og hestens dynamiske kraft. Silas er flygtet fra en cirkusfamilie, men har taget artistens færdigheder med sig, hvilket især får betydning i hans møde med træskærerdrengen Ben-Godik. To kunstnere går i samarbejde!

Det er ikke muligt eller ønskeligt at placere Silas og hans verden i tid og rum. Han befinder sig med sine venner og fjender i et uidentificeret univers. Her kan han handle frit, her drejer det sig om nærhed med mennesker, ikke om hvor og hvornår de indretter sig i verden. Silas' liv er længe en rejse, før han slår sig ned på Sebastiansbjerget, et mystisk bjerg ved floden. På sin vej gennem dette hans landskab møder han sine venner: Ben-Godik, Maria, Odderjægeren, Matti og Justine – samt ikke mindst det dobbelte menneske Hestekragen, en utrolig kvinde, der både frygtes og omfavnes, et Janushoved.

"Fortrøstningens Tid" hedder den sidste Silas-bog fra 2001. Ordet fortrøstning relaterer her til en positiv forventning, en forhåbning, der knytter sig til Silas og den måde, han håndterer sine erfaringer og erkendelser på. De træder ind som drivkræfter, efterhånden som hans liv skrider frem.

Silas-fortællingerne er udviklingshistorie – en proces, der fører mod større og større ansvarsforståelse, sat op imod rethaveri og havesyge. Han er aktør i et personligt univers og i et etisk forløb, der blandt andet omfatter flere opgør med socialt sigte. Silas og hans venner opbygger en konsekvent frihedsverden, der kontrasterer griskhed og udnyttelse. Silas søger en idealverden i et egoistisk samfund. Han er en anti-helt, der er absolut ingen glorier over ham. Han byder snarere på den etiske fordring, uden at der er nogen egentlig religiøsitet omkring ham.

SILAS ER NÆSTEN blevet en myte i dansk børnelitteratur, men det skal man ikke lade sig forstyrre af. Han er et spillevende billede på vilkårene for ansvar og pligt, en slags øjenåbner. Sproget er fascinerende intenst, der skrives ikke nedad til nogen eller noget, når Cecil Bødker fører pennen. Om Silas siger hun i en erindringsfortælling: "Jeg opfattede både Silas og de øvrige personer i bogen som væsener, der levede sig frem gennem tilværelsen, som udviklede sig og havde både fortid og fremtid, jeg fulgte bare bagefter og skrev ned, hvad de foretog sig."

Fortællingerne om Tavs er som Silasbøgerne udviklingshistorie. Indledningen i den første Tavs-bog har samme karakter af pludselig begyndelse som i "Silas og den sorte hoppe". Om Tavs hedder det: "Tavs vidste ikke, hvorfor han skulle bo hos sin Bedste."

Herfra udvider fortællingen sig i tre store faser, der dækker hver sin bog. Også Tavs udfolder sig på et anonymt sted i en ubestemmelig tid. Vi følger ham fra den trygge tid hos Bedste, de første iagttagelsers år, og er med ham frem til voksentiden. Han møder tidligt en række skæbner. Også deri ligner han Silas. Men modsat Silas er han stedbunden. Det meste af handlingen udspiller sig omkring og fra Vandgården, hvor han efterhånden foruden Bedste omgives af et kollektiv, der tæller den gamle særling Asfærg, pigen Camilla – der dog hurtigt forsvinder igen – barnet Trøste og endelig Malvina, der bliver hans hustru.

I og omkring Vandgården trives myterne – og sladderen. Forhold, der gør den til et sted, man holder sig fra. Men ikke Tavs, han kommer! Og bryder sin egen og Asfærgs ensomhed. Omkring Tavs skabes der liv. Han uddanner sig til smed og bliver mand. Samtidig virker han som katalysator på sine omgivelser. Eksempelvis indgiver han gennem sin personlighed Malvina mod til at gøre op med sin fortid. Hun får styrke til at opdage sin egen vilje. Han udforsker mulighederne og finder og udnytter dem, for eksempel i form af en sølvskat. Omkring og på Vandgården opstår der et fællesskab, der kan lignes med det, de har hjemme hos Silas og hans venner på Sebastiansbjerget, og temaet er det samme: ansvarlighed og fortrøstning.

"Leoparden" (1970), et sprogligt mesterværk, ligner en kriminalroman, men adskiller sig fra den traditionelle kriminalhistorie ved, at spændingen er knyttet til opklaringens karakter, ikke til selve opklaringen. Hovedpersonen er drengen Tibeso, der kommer i klemme mellem sit ansvar og den ondskab, som livet nu engang kan give fra sig.

Den ydre opbygning afsløres allerede i begyndelsen af historien, hvorved tyngdepunktet flyttes til de psykologiske og etiske aspekter ved Tibesos handlinger og de overgreb, han udsættes for. Begivenhederne udspiller sig i Etiopien, hvor Cecil Bødker opholdt sig tre måneder i 1970.

TIBESO BORTFØRES I TO TEMPI – en ufrivillig rejse fra landsbyen, hvor han hører til, over "de dødes by" til storbyen, hvor dramatikken accelererer med mord og flugt – og hvor han møder pigen Sokine. Sammen går de uforfærdet imod den dæmoniske smed fra nabolandsbyen, der er den ene side af tidens leopard. Den anden side er en ægte leopard med mod til at komme tæt på menneskenes boliger og gå til angreb på det løsgående kvæg, som Tibeso er sat til at bevogte.

Derfor følger han også sit ansvar, da hans egen hjord bliver angrebet. Og derfor vandrer han ud, det er hans pligt at gøre sin forsømmelighed god igen ved at få leoparden uskadeliggjort. Og så finder han to leoparder, der til slut dræber hinanden: "Tibeso stirrede længe på Leoparden. Det var den, der havde taget hans mors kalv. Smeden havde lånt dens navn. De havde samme liv og nu havde de fået samme død. De ville aldrig stjæle kalve mere – nogen af dem."

Tibesos verden er kontrastfyldt: Landsbyens fred trues af Leoparden, han selv møder ufred, vold og mord. Den døde by må han overvinde med livets kræfter. Han stilles over for ondskaben og dens modpol humaniteten. Tibeso forholder sig skeptisk til det irrationelle og vender overtroen og de falske myter til forståelige størrelser. Dermed indleder han for så vidt også et opgør med sin egen baggrund. Igen er han på vej mod noget. Hans liv udvider sig til bevægelse, også i sind og tanke. Akkurat som Silas og Tavs forvalter han sine erfaringer ved at gøre dem til erkendelser – først og fremmest omkring kernepunkterne ansvarlighed og etisk livsforståelse.

Silas, Tavs og Tibeso blev i denne kronik indfaldsvinklen til Cecil Bødkers digtning. Der er mange flere veje at færdes ad. Det kan anbefales at gå på opdagelse i dette rige digterunivers, bredt og facetteret, som det er. Cecil Bødker rager op.