Laura Elisabeth Schnabel |
7. januar 2009
Undervisningsministeren påpeger, at forældrene har ret til at få deres folkeskolebørn fritaget fra at deltage i morgenbøn. Trods det og trods utilfredse forældre vil Nørre Nissum Skole i Nordvestjylland ikke give børn fritagelse fra at deltage ved morgensamlingen, hvor fadervor er en fast del af programmet
Nørre Nissum Skole i Lemvig er efter alt at dømme på kant med loven. For børnene skal deltage i morgensamlingen, hvor der hver morgen bedes fadervor, selvom nogle forældre er stærkt utilfredse med det. Men selvom det er den enkelte skole, der har ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål, så har forældrene mulighed for at fritage deres børn for undervisning i kristendomskundskab. Og denne ret gælder tilsyneladende også, når det kommer til morgenbønnen ved skolens morgensamling. I hvert fald fremgår det i et svar fra undervisningsminister Bertel Haader (V) til den ateistiske forening Humanistisk Samfund, der har rejst debatten, at forældrene skal kunne fritage deres børn fra at bede fadervor:
– Det er muligt at blive fritaget for at deltage i morgenbøn, hvis forældrene ikke ønsker, at deres barn skal deltage heri. En sådan fritagelse gives af skolens leder, skriver ministeren således.
Men som man kunne læse i Kristeligt Dagblad i går, holder skoleinspektør Jens Jørgen Porup fast ved, at alle børnene skal være til stede ved den fælles morgenbøn. Blandt andet med den begrundelse, at morgensamlingen også består af en række andre punkter eksempelvis praktiske meddelelser.
Men det er helt urimeligt, mener Erik Bartram Jensen, talsmand for Humanistisk Samfund.
– Det er uheldigt, at man sammenblander de generelle informationer med det religiøse. For det vil sige, at hvis man ikke deltager, så får man ikke de vigtige informationer. Det kan ikke være rigtigt, siger Erik Bartram Jensen.
Han mener, det strider mod den opfattelse, at skolen er et sted til læring og ikke til forkyndelse og praktisering af en bestemt religion.
Mens det i Danmark er muligt at fritage børn fra kristendomsundervisning, blandt andet af hensyn til andre religioner, så har Norge ikke haft tradition for at have nogen fritagelsesret. Forrige år afsluttede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en 10 år lang sag mellem den norske stat og en gruppe ateistiske forældre om religionsundervisningen. Resultatet af sagen blev, at den norske undervisningsminister var nødsaget til at ændre undervisningen og indføre delvis fritagelse fra undervisning, der har med kristendom eller religion at gøre.
Herhjemme påpeger Humanistisk Samfund også, at børnenes forpligtigelse til at deltage i at bede fadervor er i strid med FN’s børnekonvention, der lover børn frihed fra religion.
Men Jens Jørgen Porup vil, trods ministerens svar, ikke ændre på noget.
– Vi har ikke krav om, at man deltager aktivt, men om at man står på sin plads ved morgensamlingen. Ingen kontrollerer, om man lukker munden op eller folder sine hænder. Jeg kan ikke forstille mig, at der er nogen muligheder for at slippe for det, siger Jens Jørgen Porup, der har det fint med at være på kant med loven, så længe skolen har forældrenes fulde opbakning.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad