Jagten er gået ind på fadervor. Humanisterne mangler tillid til individet

Fadervor er en bøn til Gud, men det er samtidig en remse af ord, der minder os om, at visse spørgsmål her i livet til alle tider forbliver de samme. Er vi gode nok til at tilgive hinanden? Kan vi afholde os fra de fristende handlinger og tanker, der så nemt fører ulykke med sig, og vil vi blive skånet for det onde?

HVER GANG VI BEDER fadervor, bliver vi konfronteret med gyldigheden af disse spørgsmål, og hver gang et menneske siger ordene ”fri os fra det onde”, bliver det mindet om, at noget skal bekæmpes. Hvad enten man tror på Gud eller ej, gælder det, at man skal være årvågen over for det destruktive i tilværelsen, men hertil vil humanisterne sige, at fadervor også udgør en klar forkyndelse, som små sagesløse væsner ikke kan beskytte sig imod.

Uden tvivl vil de mene, at ordene tenderer hjernevask. Dermed antyder de, at en morgenbøn kan sammenlignes med en slags militær eksercits, hvor ingen forlader lokalet, før enhver fri ånd er knækket, og i angrebet på fadervor afslører humanisterne, at de ikke kan se det religiøse som en selvstændig tildragelse i livet. Eller fremsigelsen af en bøn som en fri handling.

På den måde reducerer de deres medmennesker til væsener, der i vid udstrækning er dømt til at modtage det omgivende i passivt, og derfor stræber de efter at skabe et tomt og værdineutralt rum uden for meget tradition og overleveret gods. Og frem for alt uden nogen som helst tanke om transcendens og højere myndighed. For kun i et sådant goldt og profant defineret rum tør de stole på, at det forsvarsløse menneske kan være til stede uden at lide sjælelig overlast.

I et forsøg på at granske dybden af humanisternes tænkning kunne man bede dem om at udlægge ordene ”fri os fra det onde”. Man må jo nemlig formode, at de sideløbende med deres gudløse verdensbillede anerkender et menneskes pligt til at forsøge at forsage det destruktive i verden og ikke mindst ens eget bidrag til det.

Men hvad er det onde? vil humanisterne straks spørge, og svaret er her, at det siger fadervor ikke noget om. Det onde omtales blot som en kendsgerning, hvilket enhver skoleelev, der er blevet gennembanket og filmet undervejs, nok kan tilslutte sig – for slet ikke at tale om de flere og flere ældre mennesker, der bliver bestjålet og måske endda dræbt i deres eget hjem.

Det onde er iblandt os, og hvad enten vi tilskriver det psykologiske og sociale årsager eller opfatter det som en gådefuld selvstændig kraft i universet, er håbet det samme. Fri os fra det. I kampen mod fadervor har humanisterne næppe gennemtænkt, hvad mennesket skal gøre i det øjeblik, hvor det har brug for bestemte ord og ikke selv kan frembringe dem. Blot har de besluttet, at kristendommen skal væk med det argument, at det enkelte menneske ikke skal påtvinges noget, det ikke selv har bedt om.

Automatisk slutter de fra kristendom til tvang og åbenbarer, hvor lidt de tror på menneskets evne til at foretage egne valg i livet. Så meget tvivler humanisterne på individet, at de ser sig nødsaget til som opdragende strategi at bekæmpe ethvert kristent tegn iblandt os, så den forsvarsløse enkelte ikke plumper i fælden og bliver troende.

Angrebet på fadervor er et godt eksempel på netop dette. Det bygger på en teori om, at medmindrevi helt befrier samfundet for spor af kristendom, vil mennesket ikke for alvor blive i stand til at stå selv. Derfor skal enhver frelses fra den kristne hjernevask, og så længe bare ét skolebarn gribes i at bede fadervor, vil den kliniske udrensning i samfundet fortsætte ufortrødent. I humanismens og frihedens navn, naturligvis.

Lørdagsrefleksioner bliver skrevet på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, journalist og præst Sørine Gotfredsen og forfatter og præst Niels Højlund