Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen Sharia-banker nyder godt af finansiel krise til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sharia-banker nyder godt af finansiel krise

I modsætning til traditionelle bankforretninger, som er presset af den finansielle krise, er der fuld damp på de banker og finansielle institutter, som tilbyder produkter, som lever op til de muslimske regler. -

Kommenter Hold mig opdateret

Mens den finansielle krise koster job i traditionelle banker, er der stor vækst blandt dem, der lever op til de muslimske sharia-regler

Halal-banker. Sådan omtales de banker, som driver bankforretning i overensstemmelse med den muslimske sharia-lovgivning. Og hvor halal ofte ses på facader for små slagterforretninger og restauranter, så er halal-banker at finde i toppen af den finansielle sektor.

I modsætning til traditionelle bankforretninger, som er presset af den finansielle krise, er der fuld damp på de banker og finansielle institutter, som tilbyder produkter, som lever op til de muslimske regler.

– Vi vokser stadigt og svinder ikke ind. Vi har aldrig udsat vore aktiver for risikoen med giftige udeståender, som andre banker har, forklarer kommerciel direktør Sultan Choudhury fra Islamic Bank of Britain til avisen Financial Times.

Banken lancerede realkredit til private i september – samtidig med den finansielle krise lukkede en af verdens største investeringsbanker – Lehman Brothers.

Annonce
Islamic Bank of Britain er en fem rene muslimske banker i Storbritannien. Men den traditionelle banksektor har også i de senere år fået øje på det særlige marked, som det er at tilbyde bankforretninger til muslimer, som ønsker at leve i over-ensstemmelse med sharia-reglerne.

Den internationale bankkoncern HSBC introducerede sharia-produkter i 2003. Den største britiske bank, Lloyds TSB, fulgte efter i 2005.

– Da vi begyndte at tilbyde islamiske finansielle produkter, var der kun i fem afdelinger rundt om i landet. I dag er det i flere end 2000 afdelinger, forklarer bankens talskvinde Emile Abu-Shakra til magasinet New Statesman.

Banken tilbyder alt fra lønkontoer, realkredit, investeringer og virksomhedskonti.

– Principperne i islamisk bankforretning kan også blive brugt på en lang række andre produkter som kreditkort, lån og finansiering. Det er blot et spørgsmål om tid, understreger Emile Abu-Shakra.

Sidste år så også starten på et forsikringsselskab, der som det første i Vesteuropa tilbyder sharia-rigtige bilforsikringer.

Væksten i islamisk bankforretning er kommet på blot få år. Med udgangen af sidste år offentliggjorde den britiske magasin The Banker en liste over de 500 største islamiske finansielle institutioner. Første gang, det skete, var i 2007.

Væksten har begge år været lige under 30 procent, og de 500 største har samlet aktiver til en værdi af 639 milliarder dollar.

– Væksten i islamisk bankforretning kan være en af de vigtigste udviklinger i den globale finansielle sektor i dette årti, siger administrerende direktør Douglas Johnson Calyx Financial til The Banker.

Mellemøstlige banker fra Iran og Dubai er de største. Men det er i Europa, USA og Australien islamisk finansiering vokser stærkest med en vækstrate på over 60 procent. Nummer 10 på listen er således den internationale bank-koncern HSBC.

Tendensen er også, at andre end muslimer er tiltrukket af bankforretninger, som er i overensstemmelse med sharia.

– Jeg er bekendt med, at flere britiske virksomheder, som normalt ville låne i konventionelle banker, nu taler med islamiske banker om finansiering. Den finansielle krise har haft en meget mere behersket effekt på islamiske bankers evne til at yde lån, forklarer Mohammed Amin, der er ansvarlig for islamisk finansiering i revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers.

Et af principperne i islamisk bankforretning er, at bankerne ikke spekulerer, og at der skal være flere aktiver end passiver i banken.

Det betyder også, at ikke en eneste islamisk bank er gået ned under den aktuelle krise, som har fældet gamle hæderkronede banker over hele den vestlige verden.

– Islamiske banker følger en klassisk model, hvor de finansierer deres aktiviteter med indlån, frem for at låne på det internationale bankmarked, forklarer professor Rodney Wilson til New Statesman.

Han underviser i islamisk finansiering på universitetet i Durham.

Han peger også på, at der mangler en international standard for, hvad det vil sige et produkt er i overensstemmelse med sharia. De forskellig banker har hver et rådgivende udvalg med muslimske lærde, som hver især definerer hvilke bankforretninger, der er i overensstemmelse med sharia.

Men et af de afgørende principper er, at muslimske banker ikke tager renter, og at de ikke udlåner mere end en tredjedel af deres samlede aktiver. I praksis betyder det eksempelvis, at når man optager et huslån, så køber banken huset, som låntageren først ejer, når lånet er betalt tilbage. Men kritikere mener, at det i praksis betyder, der bliver betalt renter, som blot bliver opkrævet som gebyrer og omkostninger.

– Forholdet mellem os og kunden er funderet på, at vi deler risikoen, og at vi deler gevinsten af den finansiering og investering, som vi foretager på deres vegne, forklarer Sultan Choudhury.

Det er en model, som har vist sig mere end bæredygtig her under den finansielle krise.

– Mens bank-industrien synker endnu dybere ned i moradset, så er der en stadig større opmærksomhed på den mere etiske tilgang med at dele risikoen, som den islamiske finanssektor tilbyder, siger direktør Joe Divanna fra analysefirmaet Maris Strategies til The Banker.

Væksten i islamisk finansiering får nyhedsredaktør Mehdi Hasan fra tv-kanalen Channel 4 til at omtale udviklingen som halal-bank-revolutionen.

norum@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock