Tony Rossi Lundby |
13. januar 2009
Jeg kan ikke helt forstå indignationen, angsten, eller hvad det nu måtte være, for at man i en dansk folkeskole, der bygger på dansk kultur og en kristen baggrund, beder fadervor
Jeg har med stor interesse fulgt debatten om, hvorvidt det er i orden eller ej, at man i folkeskolen beder fadervor typisk som indledning til en morgensamling eller morgensang.
Som skoleleder på en katolsk privatskole, og dermed en konfessionsskole, er det helt naturligt, at vi indleder skoledagen med et fadervor, det ved både elever, forældre og ansatte. Fadervor er den bøn, Kristus selv har videregivet til os.
Jeg vil ikke blande mig i, hvad man gør eller ikke gør i folkeskolen, men jeg kan alligevel ikke helt forstå indignationen, angsten, eller hvad det nu måtte være, for at man i en dansk folkeskole, der bygger på dansk kultur og en kristen baggrund, beder fadervor.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at det kan føles mærkeligt for børn af indvandrere med en anden kulturel og religiøs baggrund at skulle bede fadervor i skolen. Men det er tankevækkende, at vi i Danmark, i vores – i mine øjne misforståede – respekt for nydanskerne er så optagede af at tækkes dem, at vi også er parat til at kaste vores egen identitet over bord.
NU VIL NOGLE SIKKERT indvende, at de sandelig ikke er kristne eller ligefrem er ateister, men uanset dette kan man ikke komme uden om, at det, der har præget det danske samfund i godt og vel 1000 år og stadig præger det, er tilknytningen til kristendommen.
Kristendommen har indflydelse på vores lovgivning og vores hverdag i uendelig mange situationer, som vi måske ikke nødvendigvis tænker så meget over. Påske, Kristi himmelfart, pinse og jul, barnedåb, konfirmation, kirkebryllup og begravelser eller bisættelser fra en kirke. Vi er med vores danske baggrund født og opvokset i en kristen kultur, og derfor er alle de nævnte eksempler naturlige for de fleste danskere.
I dagens Danmark og i mange EU-lande (det er nemlig også et EU-projekt) arbejder man målrettet på at få religiøsiteten ud af det offentlige rum og ind i privatsfæren, men hvorfor? Er det mon angsten for, at religiøsiteten får lov til at fylde for meget? Eller er det angsten for fundamentalisme? Jeg mener, at der er meget større risiko ved, at vi prøver at undertrykke vores egen kulturelle og religiøse baggrund. For hvis fadervor og morgensange med et religiøst indhold skal ud af skolen og det offentlige rum, så får det store konsekvenser.
Hvad med Ansgar, Absalon, Grundtvig, Brorson, Ingemann, Kingo, Martin Luther og så videre? Skal de også udrenses af det offentlige rum? Dermed ville en stor del af den danske sangskat også skulle skrottes.
Hvis argumentet for dette er hensynet til de til Danmark indvandrede mennesker med anden religiøs baggrund end den kristne, så er det jo nærmest omvendt tilpasning eller omvendt integration, at vi skal tilpasse os de medmennesker, der kommer udefra og ønsker at være en del af det danske samfund.
De skal være mere end velkomne, men det er vel ikke det samme som, at indfødte danskere skal ændre ståsted? Skik følge eller land fly, siger man. Hvis min familie og jeg udvandrede til Israel eller Emiraterne eller Japan, ville jeg da aldrig drømme om, at de lande, trods deres religiøse og kulturelle forskellighed i forhold til Danmark, skulle rette sig ind eller tilpasse sig den kristne kultur.
Men er kristendommen værd at holde fast i? Ja, det mener jeg selvfølgelig. Ideelt set er kristendommens livs- og menneskesyn gennemsyret af tanken om tilgivelse og forsoning, mens eksempelvis jødedom og islam har et livs- og menneskesyn, hvor man for at bevare sin respekt nødvendigvis må have hævn, hvis nogen har gjort en uret. Fra Det Gamle Testamente (der jo er jødisk inspireret) kender vi det fra øje for øje-filosofien, som jøderne har tilfælles med muslimerne, mens Kristus udfordrer denne tankegang ved at fremhæve tanken om tilgivelse og forsoning.
Tony Rossi Lundby,
skoleleder på Sct. Joseph Skole,
Dagmarsgade 8-12, Ringsted
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad