Ligesom regionerne er i gang med at ændre sygehusstrukturen, burde stifterne gøre noget tilsvarende med folkekirken. Det er fremmødet søndag formiddag, der skal gøres noget ved.

Vi kører stadig med en middelalderlig sognestruktur med reference til oldkirken. Men ligesom bilen har gjort det af med den lille købmand, mejeriudsalget og bageren og lagt indkøbsvanerne om, sådan har familiemønsteret også ændret sig. Mor går ikke længere derhjemme og glæder sig til søndag, hvor hun kan klæde sig pænt på og gå i kirke med far og børnene.

I VIRUM KIRKE er der en rimelig god kirkegang (endnu), selvom der sagtens kunne være flere, men det er ikke svært at forestille sig, hvordan det må være søndag efter søndag at holde gudstjeneste for to eller tre fremmødte. Eller slet ingen.

Kirken er en arbejdsplads med flere ansatte ud over præsten. Når søndagen nærmer sig, skal der træffes en lang række forberedelser.

Der skal ringes med klokkerne klokken 9.00 og 9. 30 og igen klokken 10.00, og det sker ikke automatisk. Der står en og holder øje med tiden, trykker på knappen eller trækker i snoren. Kirken skal varmes op i god tid om lørdagen. Der skal sættes blomster frem og slås salmenumre op. Alterbordet skal dækkes og lysene tændes. Først da kan gudstjenesten begynde til ingen verdens glæde.

Det er demotiverende, når der kun kommer nogle ganske få eller slet ingen. Det tapper de ansatte for energi og for arbejdsglæde. Når de alligevel bliver ved i deres stillinger som organist, kordegn, kirketjener, kirkegårdsgraver og korsanger, er det ikke, fordi søndagsgudstjenesten giver et løft, men fordi hverdagene helt af sig selv kommer med den synlige nødvendighed af folkekirkens berettigelse. Ganske enkelt fordi der meldes dødsfald, ønskes bryllup, lørdagsdåb med børne- og familiegudstjeneste, med andre ord: kirkens kerneydelser, som langt de fleste præster og kirkens ansatte er rigtig gode til.

Det er søndagsgudstjenesten, der er folkekirkens svage led. Det er et gæt og en påstand fra min side, når jeg siger, at kun 10 procent af landets kirker holder søndagsgudstjeneste for fulde huse.

Jeg har ladet mig fortælle, at kirkerne i Århus Stift har en gennemsnitlig kirkegang på 40 deltagere hver søndag. Det er da ganske pænt og helt sikkert med til at give præst og ansatte den nødvendige arbejdsglæde. Så hold endelig fast ved det.

Tilbage bliver alligevel – i henhold til min påstand – at 90 procent af landets kirker har et antal fremmødte søndag formiddag, der kan tælles på én hånd.

NÅR MAN BETÆNKER, hvor selvfølgeligt og ubekymret de mange medlemmer af folkekirken (på landsplan 82 procent, endnu) har det med medlemsskabet, skal man ikke forvente et krav om ændring herfra.

Skal der ske en ændring og rettes op på billedet af den danske folkekirke som hendøende, må ledelsen træde i karakter. Det er ubærligt, hvis det medieskabte billede af en døende folkekirke får lov til at sætte dagsordenen u-imodsagt. For det er jo løgn for at sige det på dansk, at danskerne ikke vil folkekirken.

Og hvis vi som præster ikke er sat i verden for at bekæmpe løgnen, hvem er så?

I mine mange år som præst så jeg ikke folkekirkens eksistensberettigelse som mit problem. Har gennem alle årene haft nok at se til og haft det skønt med lige dele frihed i og ansvar for sogn og embede.

Men nu, hvor jeg nærmer mig pensionen, er jeg begyndt at se på folkekirken udefra. Jeg er på det seneste blevet overbevist om, at det ikke kan blive ved at gå, som det gør. Søndagsgudstjenesten må opgraderes for ikke at sige opkvalificeres.

Der må tilflydes søndagsgudstjenesten flere ressourcer – der er rigelige midler at tage af, hvis 90 procent af kirkerne får status som ”hverdagskirker”, det vil sige ingen gudstjeneste om søndagen. Hvis kirken er lukket, og der lokalt alligevel er ønske om deltagelse i en søndagsgudstjeneste, kan det sagtens lade sig arrangere i busser, privatbiler og taxaer, sådan som det allerede foregår mange steder i tyndt befolkede sogne.

Jamen, skal præsterne så heller ikke lave noget om søndagen?, hører jeg min nabo spørge. Jo, præsterne får rigeligt at se til alligevel i form af hverdagsgudstjenester, gå hjem-gudstjenester plus selvfølgelig: konfirmander, lørdagsdåb, bryllup og begravelse.

Hvis enkelte kirker får særlig status som søndagskirker, vil de musikalske indslag også kunne opgraderes i samarbejde med provstiets organister og løftes op på det niveau, der var engang, da fyrsterne ude i Europa ansatte verdens dygtigste komponister, hvis kirkemusik vi har så stor glæde af den dag i dag.

Det må kunne lade sig gøre at fylde de særligt udpegede søndagskirker hver søndag hele året rundt.

Kort fortalt: Jeg foreslår stiftets biskop, provster og præster at gå sammen og finde ud af en ny struktur, der skelner mellem søndagskirker og hverdagskirker, idet jeg er ret sikker på, at Landsforeningen af Menighedsråd ikke har noget imod at lade det komme an på en prøve.

Olav Lilleør er sognepræst i Virum og medlem af byrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune (V)