Erik Bjerager |
14. januar 2009
Biskoppernes fælleskritik af Israel er lidt for enøjet
Israels militære aktion i Gaza har tragiske og forkastelige følger. Mange civile palæstinensere har mistet livet, og skoler og klinikker, der tager sig af børn og syge palæstinensere, er blevet bombet og ødelagt. Herunder også en klinik, der drives af Det Mellem-østlige Kirkeråd med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og fra danske menigheder. Det må ethvert humant og retskaffent menneske tage afstand fra. Derfor kan udtalelsen imod de israelske ødelæggelser fra 8 af 10 af landets biskopper forekomme indlysende og lige til. Når den alligevel ikke er det, skyldes det to forhold.
For det første er situationen omkring Gaza yderst kompliceret. Den bombede klinik blev angrebet, fordi israelerne mener, at kli-nikområdet bruges af Hamas, der er kendt for at skjule sig og blandt andet afsende raketter i ly af civile. Forskellen på israelerne og Hamas er, at Israel advarede om sit angreb, der i dette tilfælde ikke kostede menneskeliv.
Biskoppernes kritik af angrebet står samtidig i kontrast til deres manglende kritik af de mange selvmordsbomber udløst mod civile israelere i de senere år. Biskopperne har heller ikke udsendt fælles pressemeddelelser med en fordømmelse af de tusinder af raketter, som Hamas har afsendt mod civile mål i Israel eller af Hamas’ ambition om at slette Israel fra landkortet.
Biskoppernes fælles pressemeddelelse kan derfor læses som en lidt for ensidig og anti-israelsk stillingtagen til konflikten. Sådan har to biskopper læst den og afvist at være medunderskrivere.
Den anden grund til, at biskoppernes fællesudtalelse kan opfattes som problematisk, er det tilsyneladende tilfældige nedslag. Hvorfor lige kritik af Israel? Verden er fuld af urimeligheder, der nok kunne kalde på biskoppelig refleksion og kritik. Og hvorfor ikke være lidt mere på stikkerne, når det gælder de varme debatemner herhjemme? Biskopperne kunne passende udtale sig i den standende debat om fadervor og forholdet mellem skole og kirke, hvilket de ikke har gjort. Hvorfor udtalte de sig aldrig samlet eller delt i de to meget store debatter om Muhammed-krisen eller Taarbæk-præsten, der afviste troen på en skabende Gud?
Der er nok at tage fat på. Denne avis deler ikke den næsten rituelle kritik, der rejses, når biskopperne udtaler sig delt eller samlet. Mange ser gerne et større kirkeligt engagement i debatten om etiske problemstillinger. Men kun de færreste ønsker en politiserende folkekirke. Lad derfor bare biskopperne udtale sig, men gerne med større stringens i valget af det, der skal tales om.