Biskopper udtaler sig i stigende grad i flok

Biskoppernes afstandtagen fra det israelske angreb på en dansk støttet i klinik i Gaza i weekenden, er historisk set usædvanlig. Men samtidig er det noget, biskopperne har fundet sammen om at gøre stadigt oftere i de senere år, enten i samlet flok, eller i mindre grupper.

Alene det seneste år er de gået sammen om en fælles udtalelse om, at mobning af kvindelige præster er uacceptabelt, ligesom ni ud af ti biskopper også støttede et internationalt forbud mod klyngebomber. Gennem årene har forskellige sider af det kirkelige landskab haft stærkt delte meninger om fælles biskoppelige udmeldinger. Men en gennemgang af biskoppernes udmeldinger gennem tiden viser, at de ved stadigt flere lejligheder går sammen – i det mindste i mindre grupper – om fælles udtalelser.

– Den traditionelle grundtvigske tanke og teologi om, at biskopperne ikke kan gå sammen i fællesskab, er under opblødning. Modstanden har traditionelt set været stor herhjemme, men verden er under forandring, og når biskopperne er begyndt at gøre det her, følger de egentlig blot en lang europæisk tradition blandt mange kirkesamfund om at tale imod almindelige uretfærdigheder og ugerninger mod de svage, set fra et kristent synspunkt, siger kirkehistoriker Kurt E. Larsen.

Men biskoppernes udtalelse adskiller sig alligevel fra tidligere fællesudtalelser fra biskopperne, mener teologiprofessor på Københavns Universitet, Hans Raun Iversen.

– Det er helt klart på kanten af deres hidtidige praksis. Når biskopperne går sammen om at udtale sig, plejer de normalt at rette blikket indad mod Danmark og udtale sig om områder, der på en eller anden måde vedrører folkekirkens anliggender. Her er de på udebane, og det eneste fortilfælde, der ligner det her, er deres hyrdebrev i 1943, der gik imod tyskernes jødeforfølgelser. Men selv her vil jeg mene, at de er gået et skridt videre, siger Hans Raun Iversen.