Ingeborg Lomholt glæder sig over den store interesse for ”Farvel til Slottet”. Det samme gør SAVN, som får glæde af salget. Ingeborg Lomholt (i midten) ses her sammen med Brian Lund Andreasen og Line Dahl Krabsen fra SAVN. Fotograferet ved Statsfængslet Møgelkær ved Horsens, hvor Ingeborg Lomholt nu er organist i fængselskirken, der blev indviet i 2007. –
- Claus Fisker/Scanpix.
Jørgen Steens |
15. januar 2009
Stor interesse for fangernes musikalske farvel til det gamle Horsens Statsfængsel
Omkring 6000 børn, hvis fædre – eller i sjældnere tilfælde, mødre – er bag tremmer i danske fængsler, får nu glæde af fangernes musikalske farvel til det gamle Horsens Statsfængsel, da det for et par år siden blev taget ud af brug.
Dengang indspillede ”fangekoret”, fængslets kirkekor under ledelse af organist og korleder Ingeborg Lomholt, sammen med en håndfuld professionelle sangere og musikere – deriblandt countrysangerinden Ester Brohus – cd’en ”Farvel til Slottet”. De professionelle havde alle optrådt ved koncerter inden for fængslets mure. De øvrige medvirkende var folk, som sad inde for hård kriminalitet. Forhærdede forbrydere, som på cd’en sang følsomme sange, et udvalg af dem, fangekoret allermest holdt af at synge: sange og salmer som Blichers vemodige ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”, Frostesons/Lysters ”Guds kærlighed er strand og grønne enge”, eller fængselssangen ”Indespærret”, skrevet af en arresthusmedarbejder fra Kirkens Korshær.
Ingeborg Lomholt, som tog initiativet, nåede at være organist og korleder ved Horsens Statsfængsel i 31 år, inden det blev nedlagt. Hun fastslog dengang, at ingen formentlig ville komme til at savne det gamle og udtjente skrummel af en straffeanstalt, som fangerne galgenhumoristisk døbte ”Slottet”, og hvor nogle af Danmarks mest hårdkogte forbrydere har afsonet deres straffe.
– Alligevel kunne der være mening i et musikalsk farvel til et sted, der har rummet så megen sorg og smerte og så mange drømme og forhåbninger.
Siden da er cd’en solgt i næsten 2000 eksemplarer. Takket være sponsorstøtte går indtægten af salget ubeskåret til hjælp til pårørende til indsatte, og her først og fremmest de indsattes børn, gennem pårørendeorganisationen SAVN. Omkring 4200 afsoner i de danske fængsler. Der findes ingen statistik over antallet af indsattes børn, men et kvalificeret gæt ligger på omkring 6000.
Bag oprettelsen af SAVN ligger nogle helt personlige erfaringer, som Mikkel og hendes mor, Line Dahl Krabsen, blev kastet ud i, da faderen blev varetægtsfængslet og siden idømt fem års fængsel i en stor narkosag. Hvordan fortæller man et barn, at hans far er i fængsel?
Mikkels mor valgte i første omgang ikke at gøre det. Far er ude at sejle med sit arbejde, var den besked, Mikkel fik, når han spurgte.
Det gik godt et stykke tid, indtil det en dag gik op for hende, at hendes lille, stille dreng havde gjort sig sine egne tanker.
– Vi opdagede, at Mikkel blev mere og mere bange for, at hans elskede far i virkeligheden var død – til trods for, at han snakkede med ham i telefonen en gang om ugen, fortæller Line Dahl Krabsen.
Hendes erfaringer er et eksempel på, hvor famlende og rådvilde mange pårørende til indsatte føler sig, og her ikke mindst i forhold til børnene, når far pludselig ender bag tremmer.
Line Dahl Krabsen gik forgæves til kommune og skolevæsen. Ingen steder var der hjælp at hente.
– I den situation føler man sig totalt udstødt af samfundet, og det er også lidt, som om man selv bliver gjort en smule kriminel, forklarer hun.
– For folk tænker, hvordan kan hun dog leve sammen med en kriminel, tilføjer Brian Lund Andreasen, Line Dahl Krabsens kæreste og far til Mikkel.
Lise Rind, der er præst ved Statsfængslet Møgelkær ved Horsens, sammenligner børnenes situation med de børn, som har mistet deres far eller mor ved dødsfald:
– For dem er der sorggrupper, og samfundet har ondt af disse børn. Det har man slet ikke på samme måde i forbindelse med børn af kriminelle, selvom deres sorg og savn kan være lige så stor. Det er børn, der er stigmatiserede og føler sig udenfor, og som ofte bærer på en stor skyldfølelse.
Line og Brian er nu henholdsvis formand og næstformand – og drivende kraft – i SAVN, som Line tog initiativ til for tre et halvt år siden.
SAVN har som formål at yde hjælp til selvhjælp til pårørende til indsatte med særlig fokus på børnene. Foreningen får et driftstilskud fra det offentlige på 1,8 millioner kroner. De 120.000 kroner, som salget af ”Farvel til Slottet” har indbragt, skal sammen med penge fra sponsorer bruges til at finansiere weekendophold, udflugter og sommerferie for børnene og deres pårørende.
– Det betyder meget for disse børn at få lov til at være sammen med andre i samme situation, og de har også brug for engang imellem at komme i zoologisk have og i sommerland, men det er der som oftest ikke råd til i disse familier. De hører til nogle af de fattigste i Danmark, fortæller Line Dahl Krabsen.
Udover den konkrete hjælp til pårørende til indsatte, som også omfatter rådgivning ved en familie- eller socialrådgiver, arbejder SAVN på det mere overordnede plan for at få indført en på-rørende-instans, som kan støtte og rådgive de indsattes familie.
– Det er der brug for, ikke mindst for børnenes skyld. Systemet må tage ansvar. Undersøgelser har vist, at børn, hvis forældre er i fængsel, som voksen har tre gange så stor risiko for selv at blive kriminelle.
Et nyt oplag af ”Farvel til Slottet” er på vej. Salget fra det tilbageværende lille restlager af første oplag varetages af Kirkens Korshær i Horsens. De kan kontaktes pr. mail på adressen
horsens@kirkenskorshaer.dk eller pr. telefon 7561 3977.
steens@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad