Et nytårsforsæt og min bedste nytårsglæde

Jeg plejer ikke at have nytårsforsæt, men ved årsskiftet havde jeg ét for første gang. Jeg besluttede at holde op med at skrive mine fredagsklummer her i Kristeligt Dagblad. Men jeg fik en stor nytårsglæde, som fornøjede mig så meget, at jeg slog en kolbøtte, som kongen i H.C. Andersens eventyr "Rejsekammeraten".

Den maler i verdenskunsten, som jeg sætter højest, får omsider sit eget museum, – bedre sent end aldrig. Han er født i 1898 og dør i 1967.

Ja, det er René Magritte.

Mens jeg boede fire år i Bruxelles, gik jeg en gang om ugen op for at se hans billeder på Musées des Beaux-Arts. Jeg blev aldrig mæt og fik aldrig nok, tværtimod opsøgte jeg siden museer, hvor jeg vidste, at han havde værker, for eksempel i Stockholm (Moderna Museet), ja endda Museum of Modern Art, New York, samt et af de bedste, museet i Gent i Belgien.

René Magritte var den første af de tre sønner, som Adeline Magritte fødte. Hun begik selvmord ved at drukne sig i 1912 i Sambre-floden. René Magritte var da 14 år.

Hans brødre så moderens lig, men René ønskede ikke at se det. Alligevel kan man se, hvordan traumet dukker op på hans lærreder med så stort et mellemrum som i 1934 og i krigsåret 1943.

På det første ses en kæmpe fisk i menneskestørrelse, som er skyllet op på stranden og ligger på siden. Overkroppen er fisken, mens underkroppen er en kvindes.

På det andet billede fra 1943, der stammer fra den periode, som han kaldte sin Renoir-periode, er forholdet omvendt. En kvinde ligger i en sofa. Hendes overkrop er en sanselig kvindes, men underkroppen fra skødet og nedefter er en fiske- eller havfruehale.