Dette problem er af betydelig større betydning end politikere og sundhedsmyndighederne åbenbar helt forstår!

Her må al sentimental bedreviden vige for fakta!

Ud fra et farmakologisk og toksikologisk udgangspunkt må sandheden om dette frem!

Det der er tale om i de aktuelle forhold er en forfærdelig forgiftningstilstand med døden til følge!

De unge mennesker bør fra officielt hold informeres konkret om forløbet af en sådan forgiftningsdød!

Der bør især informeres om forholdet vedrørende alkohol/ethanol i konsumvarer og sammenblandingen med Dextropropoxiphen!

Ligeledes bør der oplyses om Paracetamol forgiftningsforløbet der er aldeles forfærdeligt for personen og at dette ret hurtigt bliver uigenkaldeligt!

Sidst men ikke mindst Acetysalisylsyreforgiftning der ligeledes afstedkommer et aldeles rædselsfuldt forløb!

Da det oftest er unge mennesker der forgriber sig på disse midler, i denne sammenhæng, er frygten for det efterfølgende forløb ikke stor nok, synes det måske som en let udvej, hvad det absolut ikke er!

Vi står i en situation hvor hospitalpersonale yder en herorisk indsat mod alle ods!

Med stor alvor for problemet!

Lars Sørensen

Jeg vil gerne advare mod, at I følger strømmen og hopper med på at alle gør det uden, der er særlig stor grund til det. For sådan er det ikke.

Bare inden for den sidste uge, har jeg oplevet 3 selvmordsforsøg. Den samme 2 gange. Fordi de er helt ude i tovene og ikke kan få den hjælp, de så inderligt beder om.
Det kan man da kalde svigt, så det gør noget. Og når deres tanker er så syge, som de er, så forstår jeg godt, at de kan vælge en så desperat udvej.

Vi tager ikke de unge alvorlige nok, når de har det svært. Og lægerne er alt for loyale overfor deres arbejdsgivere (Regioner som har ansvaret for en anstændig behandlingindsats), som udstikker nogle budgetter, de skal overholde. Det betyder, at de svigter indsatsen for de unge, der har det svært, fordi de ikke har ressourcer til at tage sig ordentligt af dem. Heller ikke de sociale instanster tager det alvorligt - alle skal spare på pengene. Og så er det lettere at afvise dem som forkælede, nærtagende teenagere.

Jeg sidder som rådgiver i PS LANDSFORENING, Pårørende til Spiseforstyrrede. Jeg sidder med en LAAAAng række af sager, som er gået helt i hårdknude og hvor de unge piger/kvinder ikke får den hjælp, som de skal have. Men det er jo en psykisk sygdom. Psykisk sygdom har ikke særlig høj prioritet. Og modsat en psykisk sygdom som skizofreni, så går deres reaktion jo ikke ud over andre, således de kan komme i tanke om at gøre skade eller ligefrem slå andre i hjel. Det er "KUN" dem selv det går ud over - så det er åbenbart ikke så alvorligt, at landets ansvarlige for en anstændig og forsvarlig indsats sørger for, at de unge spiseforstyrrede og selvskadende får den rette behandling.

Det er heller ikke tilfældigt at indsatsen for skizofreni har fået 10 gange flere midler til indsatsen end spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd, selvom der er flere spiseforstyrrede end skizofrene. De unge sårbare piger/kvinder her, gør nemlig kun skade på sig selv. Så derfor er der ikke mange, som har interesse i at GØRE noget ved problemet.

Lige nu sidder jeg med 21 forskellige problemsager. Bare inden for den sidste uge har 2 af disse kvinder forsøgt selvmord.
Jeg har flere gange siddet med disse piger, hvor jeg på den ene telefon måtte få dem til at fortælle hvor de befandt sig og samtidig får dem til at yde 1. hjælp til sig selv - alt imens jeg på en anden telefon fik ringet 112.

Det kunne være undgået, hvis det sociale- og behandlingssystemet tog dem alvorlig. Lyttede og mødte dem med respekt. Men sådan er det ofte ikke.
Og det har nogle konsekvenser, som tydeligt kan aflæses i selvmordsstatestikken.

Artiklen her er alt for ensporet. For nogen kan det være rigtigt. Men oftest er der en god grund. Måske er grunden bare, at det er en meget sårbar pige/kvinde - det i sig selv er ganske alamerende, og noget man i høj grad på handle på hurtigst muligt.

Hvis bare befolkningen vidste hvor meget tid vi bruger på de situationer her i PS. Det er ganske enkelt ikke i orden.
Jeg har pigerne, fordi jeg kører sagerne og forsøger at hjælpe dem til en støtte eller behandlingsindsats - og min formand Erna Poulsen har hver eneste dag forældre til selvmordstruede/selvomordsforsøg i telefonen. De er desperate og har brug for støtte. De får støtte og råd hos os, men det er ikke det, de reelt har brug for, de har brug for at deres datter får en ordenligt behandling/social støtteindsats og ikke skal vente op til 1 år på at få den rette behandling og eller støtte.

Så det handler ikke om hvor store portioner piller, man kan købe i håndkøb. Det handler om et moderne samfund, hvor vi svigter unge sårbare piger/kvinder.
Det handler om et offentligt system, hvor spiseforstyrrelser håndteres som psykiatriens Askepot.

Skal vi fortsat acceptere det? I så fald siger vi også ja til den uhyggelige selvmordsstatestik.

Med venlig hilsen
PS, Pårørende til Spiseforstyrrede
Dorte Nielsen, næstformand i PS

Det er nemlig helt rigtigt!

Det er absurd at prøve at dæmme op for problemet ved at gøre pillerne sværere tilgængelige. Det vil blot resultere i at de unge finder en anden måde at forsøge selvmord på.

Hvis vi ikke, som samfund, vil tage ansvaret for at gøre noget ved problemet som 1) skyldes at man ikke ønsker at bruge de fornødne ressourcer på at hjælpe de som har brug for hjælp 2)har baggrund i det fænomen at kulturen og samfundet stiller nogle ekstreme, urimelige og usunde krav til piger og kvinder, som har rod i 1000 års objektivisering af kvinder (ser man på sydeuropa og mellemøsten taler vi 3000 års objektivisering samt 0 rettigheder)

Næste gang DU åbner er dameblad så husk du gør dig skyldig i at understøtte et ideal der er årsag til at naboens datter lige har forgiftet sig selv med smertestillende medicin og muligvis dør !!

Der er nogle midler, der er værre end andre. Ibuprofen kan vistnok ikke føre til selvmord, hvorimod panodil kan medføre døden under uhørt store lidelser uden mulighed for at gøre noget.

Der er dødsuheld, hvor unbge f.eks. har drukket meget i weekenden, og så tager en stak panodiler for at være på banen mandag morgen. Det er da usandsynligt dumt ikke at oplyse om disse dødspiller. Formodentlig er der store penge at risikere ved at påbyde advarsler mod bestemte midler mht. sagsøgning fra rettighedshaverne, samt naturligvis manglende "belønning" fra medicinalfirmaerne til lægerne og måske også myndighedspersoner.

Men ærlig talt! Lidt sans for proportioner må man da forlange. Det er en indlysende offentlig opgave at i det mindste informere og advare imod sådanne, i forkerte mængder, dødelige midler. Det er jo rent vås at trykke disse sundheds- og dødsadvarlser på cigaretpakker, og ikke på visse smertestillende midler. Cigaretter tager jo ÅR at kunne blive fatale. Pillerne et par dage!