FORLEDEN BESØGTE Kirkeministeriets departementschef og jeg Nationalmuseet for at samtale med vore rådgivere. Nationalmuseets kyndige folk er som bekendt vigtige konsulenter for menighedsrådene i den store opgave med at vedligeholde vore dejlige gamle kirker.

Samtalen kom naturligt nok til også at dreje sig om middelalderens bygningshistorie og den udenlandske påvirkning, som vi ser hver eneste dag i vore mange kirkebygninger.

Et besøg på Nationalmuseet minder os igen og igen om, i hvor høj grad vore forfædre var internationalt orienteret, blandt andet fordi Danmark i middelalderen og frem til Reformationen var en del af den katolske kirke, der havde og har sit centrum i Rom.

I DAG ER MEDIERNE imidlertid ustandselig optaget af vor rejsende statsminister, som om det er fejl, at han ikke bliver hjemme og lader verden gå sin gang uden Danmark.

Ved at gå rundt på Nationalmuseet og tale om det gamle inventar, om bygningerne og de gamle håndskrifter funderede jeg over, hvad kirke og kristendom i Danmark mon havde været, hvis ikke middelalderens konger og biskopper og politikere – og det var ofte også biskopperne – havde påtaget sig de farlige og lange rejser for at gøre Danmarks interesser gældende i udlandet, for eksempel hos paven i Rom.

Der var storpolitik i at få et ærkebispesæde til Lund. Det var den danske ærkebiskop dengang meget bevidst om, og uden hans politiske forståelse for, at han måtte have venner ude i verden og nær paven, havde Danmark ikke fået den kirkelige selvstændighed, som et ærkesæde med ret til at indvie biskopper betød.