En poetisk outsider. Edgar Allan Poe fylder rundt

I DEN FANTASTISKE LITTERATUR (Poes væsentligste litterære felt) kommer læseren principielt i tvivl om selve virkelighedens beskaffenhed. Poes fortællekunst kredser hyppigt om sådanne erkendelsesteoretiske dilemmaer, hvor tilsyneladende overnaturlige begivenheder kan fortolkes som hallucinatoriske vrangforestillinger. Derudover er der også forbindelseslinjer til gotisk fiktion, som stadigvæk var populær i Poes samtid.

Den gotiske borg med dens underjordiske kældre og hvælvinger, løngange og dystre fangehuller bliver dog i 1800-tallet gradvis afløst af mere realistisk tegnede byrum, hvad man også kan finde markeret i Poes forfatterskab.

”Huset Ushers fald” (1839) repræsenterer den klassiske type gotisk fiktion, mens en fortælling som ”Manden i mængden” (1840), der foregår i Londons gader med dens mylder af mennesker, hører til den anden kategori. Her er det ikke længere en skummelt skulende skurk, som udsætter helten for navnløse rædsler. Tværtimod er det jeg-fortælleren selv, et borgerligt normalindivid, der forfølger den gotiske skurk (en gammel mand, som nægter at være alene og døgnet rundt lader sig opsluge af menneskemængden). Og storbyens labyrintiske rum har overtaget den placering, den gotiske borg indtager i de klassiske tekster.

Poes liv og forfatterkarriere, tabet af begge forældre før han fyldte tre år, opvæksten som plejebarn i en velhavende sydstatsfamilie, modsætningsforholdet til plejefaderen, John Allan, bruddet med denne familie efter plejemoderens død, ægteskabet med en mindreårig kusine (Virginia) og dennes tidlige død (ligesom i moderens tilfælde af tuberkulose) samt Poes egen deroute og tidlige bortgang – alle disse træk i biografien har gjort det nærliggende for psykoanalytiske fortolkere at rette opmærksomheden mod forfatterskabet.

I EN BERØMT AFHANDLING om Poe fra 1933 med et kort forord af Sigmund Freud fremanalyserer Marie Bonaparte således i Poes digteriske værk de klassiske elementer i Ødipusmyten: længslen efter forening med moderen, som præger hans senere forhold til kvinder, og oprøret mod faderen, i dette tilfælde plejefaderen, John Allan.

Under alle omstændigheder går skrøbelige, æteriske kvinder igen i Poes fortællinger, og heltindens tidlige død og/eller ”genopstandelse” bliver et centralt tema. I ”Huset Ushers fald” fremstilles heltindens tilbagevenden fra gravkammeret som uhyggelig eller ligefrem monstrøs.

Mens Marie Bonapartes Poe-læsning fokuserer temmelig snævert på den biografiske synsvinkel, har Poe i et videre perspektiv gennem det 20. århundrede været en vigtig inspirationskilde inden for teoriudviklingen på en række forskellige områder: i marxistisk teori (for eksempel hos Walter Benjamin, som tager chokoplevelsen af bymiljøer op hos Poe), inden for psykoanalytisk teori, semiotik og ”dekonstruktion” hos Jacques Lacan, Shawn James Rosenheim og Jacques Derrida med flere.

Man kan også sige, at spekulationer over tegnets natur (et væsentligt anliggende for Poe i detektivnovellerne) hænger nøje sammen med eksistensbetingelserne i de moderne samfund, hvor metafysiske forklaringsmodeller ikke længere automatisk bliver opfattet som gyldige. Og rollen som fortolker – uden nogen fast forankring i et givet vidensunivers – er således ikke til at slippe udenom.

Hos Poe – for eksempel i ”Arthur Gordon Pyms beretning” (1838) – fører spekulationer over tegn og betydning hyppigt hovedpersonen på afveje. Her ender titelpersonens farefulde sydpolsrejse med, at han bogstaveligt opsluges af den hvide forskelsløshed i det allerfjerneste Antarktis, hvor al betydning er i færd med at bliver udslettet! Men i kriminalnovellerne evner derimod privatdetektiv Dupins overlegne intellekt at gennemlyse en virkelighed, hvis gådefuldhed er totalt uigennemskuelig for flertallet.

Ligesom Poe som nævnt har haft uvurderlig betydning for teoriudviklingen på en række forskellige områder, har han også spillet en væsentlig rolle for fremkomsten af nye genrer i det 19. århundrede:

Han regnes hyppigt for den første egentlige krimiforfatter, og Sherlock Holmes kan siges at have gået i skole hos Poes aristokratiske detektivhelt, som er blevet kaldt en ”følelsesløs, ræsonnerende maskine”. Derudover hyldes Poe af flere kritikere som science fiction-genrens fader.

I BÅDE SINE DIGTE og sine noveller kredser Poe hyppigt om en dødstematik. I ”Huset Ushers fald” synker den gotiske borg samt dens to beboere i det afsluttende optrin endegyldigt ned i ”den dybe og klamme bjergsø”, som bygningen hele tiden har spejlet sig i, og i ”Ravnen” istemmes og varieres atter og atter en klagesang over dødens uigenkaldelighed. I det tidlige digt ”By-en på havets bund” er døden selv blevet hovedpersonen: ”Se! Døden har rejst sig en trone/ I en sælsom by, så alene/ Langt nede i tågelandet mod vest,/ Hvor ondt og godt og værst og bedst/ Vandt evig fred for kiv og tvist” (min gendigtning).

I byen på havets bund – med dens ”tomme grave” – er den absolutte stilstand et malende vidnesbyrd om dødens definitive triumf. Freuds ”oceaniske” følelse eller nirvana-oplevelsen er så gennemgribende, at selv klimatiske ændringer ikke spiller nogen rolle, for ”Timerne ånder ganske stille –/ Og når, til genfærds klagetoner,/ Hin by skal synke dybt, dybt ned,/ Vil helved selv fra tusind troner/ Vise den ærbødighed”.

Sunkne byer og katedraler hører til vores fælles kulturelle arvegods. Men Poes eget digteriske projekt har også haft en lang virkningshistorie i vores kultur – hvor talrige andre kunstnere har iscenesat, tonesat eller illustreret hans værk. Det rækker fra Debussys Usher-operafragment og Lou Reeds ”The Raven” til filmkunstnere som Luis Buñuel og Louis Malle. Poes efterkommere rykker ind på scenen – og de bliver bare ved og ved!

Ib Johansen er lektor emeritus i engelsk fra Aarhus Universitet