Netop sygeforsikringen er et af hovedemnerne i Obamas valgløfter. Han lover overkommelig sygeforsikring for alle amerikanere. -
- JASON REED/Scanpix Denmark
Svend Andersen, professor i etik og religionsfilosofi |
20. januar 2009
KRONIK: Barack Obama indgik ikke i etikkonferencens officielle program i Chicago, men flere indlæg berørte den kommende præsident
DER GIVES INGEN KRISTELIG ETIK. Det lærte jeg i min studietid. Men selvom det er K.E. Løgstrup, jeg lærte det af, er jeg stærkt i tvivl om rigtigheden af synspunktet. I hvert fald har jeg meldt mig ind i The Society of Christian Ethics (SCE) og deltaget i dette amerikanske selskabs konferencer de seneste 10 år. Religiøs etik i betydningen studiet af de forskellige religioners opfattelse af godt og ondt er et centralt emne i den internationale etikdiskussion.
I år fandt etikkonferencen sted i Chicago, hjembyen for USA’s kommende præsident. En af mine amerikanske kolleger bor i nærheden af Obama-familiens hus, og han kunne fortælle, at huset allerede er spækket med sikkerhedsudstyr. Familien agter at opholde sig i deres private hjem af og til – de to døtre skal bevare kontakten til deres kammerater. I øvrigt flytter mormor med til Det Hvide Hus netop af hensyn til pigerne. Dermed bliver hun rollemodel for andre ”grandmas” – ifølge de amerikanske blade.
Også i USA optager de politiske lederes privatliv offentligheden. Og deres private moral. Det er et af problemerne i USA’s politiske kultur ifølge Darryl M. Trimiew, præsidenten for SCE. Medierne er mere interesserede i politikernes private moral end i deres offentlige moral, altså den, der ligger til grund for deres politiske beslutninger.
Trimiew er ”African American” og repræsenterer dermed mindretallet af sorte etikere i SCE. Barack Obama indgik ikke i konferencens program. Men valget af ham og hans forestående indsættelse spillede alligevel en rolle i mange foredrag, indlæg og diskussioner. Og den kendsgerning, at også SCE havde en sort præsident, gav Obamas indirekte tilstedeværelse et særligt præg.
KONFERENCENS FØRSTE hovedtaler var dr. Jeremiah Wright, tidligere præst ved Trinity United Church of Christ i Chicago – den kirke, Obama var medlem af. Wright vakte offentlig opmærksomhed under præsidentvalgkampen, da citater fra hans prædikener blev bragt i medierne. De var så kritiske mod USA’s politik, at Obama måtte distancere sig fra dem og til sidst forlade kirken. Titlen på dr. Wrights foredrag på konferencen var ”Hvor er den moralske harme?”. Meningen var: Hvor er den moralske harme over de politiske og sociale forhold inden for Wrights egen menighed? Også her er den moralske interesse rettet mod de forkerte ting. Man er uhyre optaget af det seksuelle – især naturligvis homoseksualitet – og meget lidt optaget af det sociale: den fattigdom og undertrykkelse, de sorte fremdeles er udsat for i USA.
Wrights diagnose var yderst pessimistisk: Også hans egen menighed anlægger et pragmatisk syn på moralen. Moralen er sekundær i forhold til money, merchants and military (penge, varer og militær).
Til at replicere på Wrights foredrag havde man interessant nok valgt J. Philip Wogaman. Han er en fremtrædende reformert etiker, men er samtidig tidligere præst for Bill Clinton. På en stilfærdig måde gjorde han opmærksom på faren ved at hengive sig for voldsomt til den moralske harme. Ydmyghed og selvkritik er gode moralske dyder. Og så udtrykte han i modsætning til Wright store forventninger til Obama. Han bliver en stor politisk leder, og måske også en stor moralsk leder.
Det undrede mig ikke, at dette synspunkt blev fremført af en hvid teolog. Derimod kom det bag på mig, at der ikke var større entusiasme for Obama blandt de sorte. Wright kritiserede ham for helt at udelade de sortes fattigdom som emne i sin valgkamp. Trimiew stillede Obama på linje med Condoleezza Rice og Colin Powell: De fører ikke de sortes sag, men er nærmest forrædere mod deres egne. Som positivt modbillede fremhæves stadigvæk Martin Luther King. Man kan beskylde Wright for at hænge fast i en fortidig problemstilling – netop det opgør med raceadskillelsen, som King stod for. Heroverfor står Obama som symbol på, at det amerikanske samfund har overvundet splittelsen.
AT RACEPROBLEMET stadigvæk er fremtrædende i USA, kan ingen være i tvivl om, der har gået en tur på gaden i en amerikansk storby. De hjemløse, der skuttede sig i Chicagos kulde og tiggede penge med deres kaffebægre, var alle sorte. Flertallet af indsatte i de amerikanske fængsler er sorte. Og det samme forhold gør sig gældende for de knap 50 millioner amerikanere, der ikke har nogen sygeforsikring.
Netop sygeforsikringen er et af hovedemnerne i Obamas valgløfter. Han lover overkommelig sygeforsikring for alle amerikanere. Hans udenrigsminister, Hillary Clinton, forsøgte sig med en gennemgribende reform af sundhedsvæsenet, da hendes mand var præsident. Planerne mødte så massiv modstand fra forsikringsselskaber og andre økonomiske aktører, at planerne måtte opgives. Wright har ret i, at penge tit overtrumfer moral, i hvert fald i det politiske liv. Med andre ord: Korruption er en realitet i det politiske liv i USA.
Det var emnet for en diskussion under titlen ”Regeringsmagtens etik”. Hovedtaleren var Robert Edgar, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus. Hans historie er som taget ud af den amerikanske drøm: søn af en fattig arbejder, der alligevel gennemfører en universitetsuddannelse og får en fremtrædende politisk position. Han kandiderede til Senatet, men tabte, fordi hans modstandere havde flere penge. Nu er han præsident for foreningen Common Cause, hvis formål blandt andet er ”at få de store penge ud af politik”.
At politiske kampagner finansieres af støtte fra virksomheder, er ikke i sig selv korruption. Men hvis støtten til at blive valgt gives på forventet efterbevilling i form af hensyntagen til særinteresser, er korruptionen en realitet. Det er den som sagt i USA, og et af de konkrete mål for Common Cause, som Edgar omtalte på konferencen, er at indføre offentlig støtte til politiske kampagner. Målet er ”rene valg”.
Etikken kan beskæftige sig med mange ting, også i teologien. Den kan stille det helt grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem kristen tro og etisk handlen. Tilskynder kristendommen overhovedet til andre handlinger end almenmenneskelig etik? Det mente Løgstrup som sagt ikke.
Men etikken forholder sig også til konkrete, aktuelle spørgsmål, for eksempel de politiske og sociale, jeg har omtalt. Den teologiske etik i USA er uhyre forskelligartet, hvilket hænger sammen med, at mange forskellige trosretninger – fra katolikker til baptister – bidrager på lige fod. Desuden er den globale dimension nærværende i kraft af de mange immigranter.
Et interessant udtryk for det sidste var et foredrag af Christine Pae, en teolog med koreansk baggrund. Hendes emne var ”Vestlige prinsesser”, altså koreanske prostituerede i amerikanske militærlejre. Hendes påstand var, at militarismen indebærer et bestemt syn på krop og køn: Soldater er unge mænd med et ubændigt seksualbehov, altså må der stilles kvinder til rådighed for dem.
Det er jo ikke lige den side af de militære interventioner, vi hører mest om i de officielle politiske udtalelser. De handler om, at modige unge mænd (og kvinder) drager ud for at forsvare ”vore værdier”. Til disse værdier hører – i hvert fald i USA – det ideal, at ægteskab er et forhold mellem en mand og en kvinde, båret af troskab. Christine Paes foredrag viste med brutal tydelighed, at har man sagt moral, har man også sagt dobbeltmoral og hykleri.
Konferencen i Chicago inddrog tidens store politiske og sociale problemer i etikkens synsfelt – sådan som de findes i verden, set fra USA. Det er en nyttig oplevelse for en dansk teolog, der kommer hjem til et land, hvor Løgstrups engang så provokerende tanke om den etiske fordring er blevet en moralsk sovepude.
Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad