Bispevalget i København. Flere kandidater mangler opbakning

Efter en lidt afventende start er bispevalget i København kommet i gang. Hele syv kandidater har meldt deres kandidatur, og dermed tør man vel formode, at vi kender feltet. Som en vittig kollega bemærkede, så markerer tallet i øverste venstre hjørne af www.bispevalg.dk antal dage til bispevielsen i Københavns Domkirke og ikke antallet af kandidater.

For flere af de kandidater, der har meldt sig, gælder det i øvrigt, at de har udtrykt et ønske om at blive kandidat ved valget, men endnu er et stykke fra at kunne opfylde kravet om mindst 75 stillere. Sandsynligvis bliver feltet i sidste ende mindre end de syv håbefulde, vi kender.

Så vidt jeg kan vurdere, har vi ved dette bispevalg været vidne til et paradigmeskifte i forhold til tidligere bispevalg. Hvor det indtil nu har været god stil, at man først meldte sig på banen, når man var sikker på at have et bagland og stillerfundament på plads, har flere af kandidaterne denne gang meldt sig i håb om derved at kalde et bagland frem. Flere af kandidaterne er altså enestående i ordets helt objektive betydning.

Jeg har tidligt i forberedelserne af bispevalget gjort mig til talsmand for, at vi burde indlede diskussionen om ny biskop med at spørge, hvilke udfordringer stiftet og dermed biskoppen står overfor. Altså tage udgangspunkt i en analyse af folkekirkens situation i København og først i anden omgang drøfte mulige navne.

Det var baggrunden for, at jeg i november inviterede til et – i øvrigt velbesøgt – debatmøde om en kommende biskops profil. Deltagerne i mødet debatterede og prioriterede en række opgaver/kompetencer under overskriften ”Hvad skal en biskop kunne?” Ingen af de kandidater, der har meldt sig, har mig bekendt undsagt den prioritering, der kom ud af mødet. Det er nu op til hver enkelt af de stemmeberettigede at sætte navn på den foretrukne kandidat. Det kunne for eksempel ske ved at sammenholde feltet af kandidater med den prioritetsliste, der kom ud af mødet.