22. januar 2009
Lige meget hvor meget man fastholder, at Danmark er et kristent land, er og bliver det usandt. Et land kan ikke have en religion, og vi er mange, der gerne var fri for folkekirkens anmassende facon
EN TING, DER HAR SLÅET MIG i forbindelse med den verserende debat om fadervor i skolen, er, i hvor høj grad Humanistisk Samfund og vores støtter, nærmest som de eneste tager religionen alvorligt. I stedet for, som mange af vore kritikere, at reducere fadervor til harmløs tradition og en hyggelig remse, der skaber lidt sammenhængskraft til morgensamlingerne, ser vi faktisk på indholdet i remsen og tager afstand fra det.
Humanistisk Samfund bliver beskyldt for at være blot endnu en ”sekt” eller ”religion”, men dermed tager man heller ikke særlig seriøst, hvad en religion faktisk er. Derfor gentager jeg det lige her, hvis nogen skulle være i tvivl: Religion er tro på overnaturlige magter.
Hvis kirken blot var et sted, man mødtes for at opremse ord og synge sange, så kunne den lige vel være et kor eller et drikkelav. Vi tager seriøst, at kirken ikke er det, men et sted for gudsdyrkelse. Derfor ønsker vi ikke at tage del i den, for vi ikke tror på sådanne guder.
Humanistisk Samfund handler derfor ikke om at erstatte guder, men om at slippe for dem, og vi mener ikke, at man meget opportunt kan påstå, at fadervor og kors betyder meget i én sammenhæng (læs: kirken), men er ligegyldigt pynt i andre (læs: alle andre steder i det offentlige rum). Enten betyder religionen noget, eller også gør den vel ikke?
Vi tager seriøst, at folk tror på guder, men vi afviser selv at tage del i det. Denne afvisning vil vi gerne efterleve ret konsekvent, fordi religion forekommer mange af os utidssvarende, skadelig, lettere komisk eller slet og ret ligegyldig. Der er et meget påtrængende budskab i religionen, en ofte belærende attitude og en intellektuelt anmassende forestillingsverden, som vi meget gerne vil slippe for.
Som borgere i en sekulær stat skal vi ikke kunne påtvinges nogen religion. For lige meget hvor meget visse kristne fastholder, at Danmark er et kristent land, er og bliver det usandt. Et land kan ikke have en religion. Det er lige så meningsløst at hævde, at Danmark er kristent, som at Danmark skulle være heteroseksuelt. Danmark er et demokrati og et retssamfund. At folkekirken er evangelisk-luthersk og ”understøttes som sådan af staten” siger kun noget om denne ene institution. Ikke noget om hele samfundet.
Men statens særlige forhold til ét særligt trossamfund giver en række problemer for os, der ønsker at leve i fred for Gud. Det betyder nemlig, at folkekirken får adgang til en række områder, hvor den efter vores mening ingenting har at gøre.
Folkekirkens binding til staten, som vi selvfølgelig helt principielt vil have fjernet, betyder, at kirken får adgang til at missionere og påvirke landets borgere fra en ret tidlig alder. Fordi navneregistreringen ligger hos folkekirken, så er det også her, man skal henvende sig, når barnet bliver født. Det er ingen dyb pinsel, men alligevel en forældet praksis, der selvfølgelig har den fordel for kirken, at man meget bekvemt ved samme lejlighed kan indmelde barnet i folkekirken.
I det hele taget er kirken dygtig til at snige sig ind på de unge mennesker i en tidlig alder. Gennem minikonfirmand-ordningen starter missionen tidligt i folkeskolen. Fra 3. klasse kan de påvirkelige børn komme en tur over i kirken om eftermiddagen. Ordningen sker i tæt samarbejde med skolen, og dermed giver staten grønt lys for religiøs indoktrinering. Selvfølgelig med det sædvanlige figenblad i form af en ”frivillig” ordning og ”uden for skoletiden”. Men hvis det nu virkelig var så frivilligt, kunne kirkerne vel sende et pænt brev til forældre og børn om deres udmærkede tilbud.
I Humanistisk Samfund mener vi ikke, at skolerne skal bøje sig ind mod folkekirken eller nogen anden trosretning. Der skal ikke flyttes rundt på skemaet for at tilfredsstille en særlig kirkes behov for at knytte medlemmerne tættere til sig. Derfor mener vi naturligvis også, at konfirmationsundervisningen heller ikke vedkommer folkeskolen. I dag står det sort på hvidt i folkeskoleloven, at præsterne kan bestemme, at kristendomsundervisningen skal ligge i undervisningstiden. Det er grotesk, at et trossamfund på den måde får vetoret over en skole, skolebestyrelse og et kommunalt skoleudvalg. Humanistisk Samfund vil kæmpe for, at også det i fremtiden bliver bragt i orden og opgraderet til det 21. århundrede.
Vi sætter pris på, at børn lærer en masse om religion og andre ikke-religiøse livssyn, og vi vil også hjertens gerne selv undervise dem i dette. Derfor forestiller vi os, at man i fremtidens Danmark ud over de religiøse konfirmander også vil se et stort antal humanistiske. Unge, der har lært om andre måder at begrunde moral og etik på end igennem religion, om andre måder at betragte mennesket på end som skamfuldt og frem for alt lært om, hvor fantastisk det er at få lov at tænke selv. Vi håber på, at vi om nogle år kan få en situation som den i Norge, hvor det er helt almindeligt, at folk anvender humanistiske ceremonier i stedet for dem med Gud i. 17 procent af alle norske konfirmander sidste år var humanister.
Disse unge mennesker vil være styrket (for konfirmation kan nemlig også betyde ”styrkelse”) til et liv uden dogmer begrundet i overtroiske væsener, og når de senere vil bekræfte hinanden i den store kærlighed, vil Humanistisk Samfund naturligvis også her stå klar med en smuk ceremoni. En ceremoni, hvor ægteparret lover at blive sammen og bekræfte over for hinanden (og ikke over for et overnaturligt væsen), at de ønsker at blive sammen. Vi mener nemlig ikke, det er os, der skal forklare, hvorfor Gud ikke skal blandes ind i barnets fødsel, indtræden i voksenlivet, ægteskabet eller døden. Det kan lige så vel være de religiøse, der skal forklare, hvorfor i alverden ”han” altid skal med til festlighederne.
For at alle disse alternative gudløse ceremonier skal have nogen vægt, skal vi naturligvis have retten til både at navngive og vie vores medlemmer. Også det betyder juridisk tovtrækkeri, fordi staten ser det som sin pligt at beskytte en særlig trosretnings privilegier. Selv når vi skal herfra, gør man fra statens side alt for, at det bliver så indviklet som muligt at vælge andre løsninger end folkekirkens. At få begravet sine kære andre steder end på kirkegården er i dag en besværlig affære, og i kapellet er der som bekendt et kors, man skal bede om at få pillet ned.
På mange måder er kapellets kors et meget godt billede på sekularismens status i landet. Man skal aktivt gøre en indsats, hvis man skal leve uden folkekirkens påtrængende eksistens. Men i et ægte sekulært samfunds må kirkens tro og symboler være et aktivt tilvalg. Religiøse må henvende sig til deres kirke, moské elle andet, hvis de ønsker dens troslære, omsorg og livssyn. Vi andre bør som udgangspunkt slippe for den.
Statens institutioner bør så vidt muligt være religionsfrit område. For ellers skaber man et samfund, hvor de ikke-religiøse bliver en slags aparte borgere, der udgrænses fra de andre. Et samfund, hvor mennesket som udgangspunkt skal tilbydes en religion, og hvor kun mærkelige ateister og andre gudløse ønsker at ”trodse fællesskabet” og bede sig fri og undtaget.
Vi ønsker i stedet, at alle som udgangspunkt er fri for en religion, og at de i stedet, som en del af et helt privat valg, kan skaffe sig en tro. Når religion flytter ind i civilregistreringen, i folkeskolerne, i kapellet, på universiteterne, på sygehusene, i Danmarks Radio og andre offentlige og halvoffentlige institutioner, så sender det et signal om, hvad det normale og rigtige er. Så er det svært at sige nej og vælge fra. Men det er ikke rimeligt at sætte borgeren i den situation. Det mest rimelige er at give os alle frihed til at vælge, ved at staten ikke hele tiden udpeger en religion for os, men i stedet forholder sig fuldstændig neutralt.
Dennis Nørmark er antropolog og talsmand for Humanistisk Samfund