Darwin var selv kristen og læste teologi, inden han blev videnskabsmand, og selvom teologien kom til at betyde stadigt mindre for ham, opfattede han ikke selv udviklingslæren som en modsætning til troen på Gud. Han påstod aldrig at kunne forklare, hvordan livet opstår, men alene, hvordan det udvikler sig.

Darwinismen har vundet frem som en videnskab, der ikke bare gælder arternes udvikling, men alle aspekter af tilværelsen, herunder kultur, psykologi og sociologi. En af de fremmeste darwinister er den engelske ateist og forfatter Richard Dawkins, der driver sin Darwin-tolkning helt derud, hvor han mener, at al skabning alene er formet af driften til at overleve og formere sig. Derfor er menneskelig adfærd kun dikteret af egeninteresse og hensyn til sig selv. Herunder også næstekærligheden. Man gør alene godt mod andre, for at de skal gøre godt mod en selv.

Ligesom troen har sine grænser, har videnskaben det også. Udviklingslæren kan forklare meget, men ikke alt, og der drives rovdrift på den, når man vil læse et totalt verdensbillede ud af den, som Dawkins og andre gør. Den menneskelige viden er øer i et hav af uvidenhed, og det er accepten af den, der er med til at gøre os menneskelige.

Naturvidenskaben kan forklare, men aldrig give mening. Derfor bør den i langt højere grad indtænke andre discipliner, herunder filosofien og teologien. For mennesket er ikke bare resultatet af tilfældigheder og fysiske og kemiske reaktioner, men også af en skabelse og et mysterium. Uden det aspekt bliver den darwinistiske tilværelsesforståelse brutal og nådesløs. Kærligheden og barmhjertigheden hører ikke til her, men findes alene i det univers, hvor Gud er virkelig.