Geniale avistegnere

Den næste, jeg tænker på, er Poul Holck, som var min ven, og som jeg kendte, før han overhovedet tegnede til Politiken. Siden lavede vi en række børnebøger sammen, og i en periode tegnede han til det for længst glemte tv-underholdningsprogram "Hov-hov", som jeg skrev vers til.

For at klargøre Poul Holcks meddigtende styrke minder jeg om hans illustration til et digt af Benny Andersen om ordblindhed. Benny Andersen skriver i digtet, at man ikke skal være flov eller skamme sig over, at man er ordblind. Det gælder om at bevare sit humør, selvom man har den skavank. Poul tegnede en lykkelig mand, der sad og skrev, og som med stolthed råber i en taleboble: "Det er helt k.o. at være ordblind!"

Nu mærker jeg allerede, at jeg har fornærmet den tredje person, som har min fulde sympati, og som ville være blevet dybt såret, som en anden prins Henrik, over at være røget helt ned på en tredjeplads.

Godt da, vi glemmer, hvad jeg hidtil har skrevet, og sætter ham først i kongerækken af udødelige tegnere.

Det er naturligvis Hans Bendix. Han var – og han vidste, at han var – et unikum, noget særdeles iøjnefaldende ejendommeligt. Det gjaldt både, når han udfoldede sin kunst, og når han udfoldede sig selv, også når man mødte ham foran Politikens Hus, altid cyklende med sin uundværlige bowlerhat og sit markante gule halstørklæde.

Jeg var lige blevet ansat som præst i Vridsløselille Statsfængsel, da jeg en nat lå og læste en bog, han havde skrevet og givet titlen: "Hvad jeg skrev, det tegnede jeg".

Jamen altså, hvor træfsikkert ramte han ikke alle de forskellige ansigter fra Klaus Rifbjergs til Daimis kuglerunde, lattermilde udtryk til Bodil Kjærs raffinement og Poul E. Rubows ironiske satyr-profil.

Jeg blev så lykkelig, at jeg sprang natten over og læste den i ét sug, hvorefter jeg straks skrev til ham, hvor skønne både artiklerne, især dem fra Paris, var, men endnu bedre de mange illustrationer.

Hans Bendix havde i øvrigt altid en stabel postkort liggende ved sit morgenbord. Postkort, han selvfølgelig selv havde tegnet, og som han altid, før han forlod morgenbordet, sendte til dem, der havde rost ham. Til mig skrev han: "Hvor skulle jeg kunne være andet end henrykt, når både himlens og fængslets porte står mig åbne."

Jeg sad engang på hans kontor, da han blev spurgt, om han ville holde et foredrag i en husmoderforening den 14. april året efter.

Han fandt sin kalender frem og noterede, mens damen i telefonen sagde: "Der er bare det ved det, at vi er en lille, fattig forening i Nordjylland." Bendix svarede typisk for ham: "Det gør da ikke noget. Så venter vi bare, til I bliver en stor og rig forening. Så ringer De bare igen."

Inden jeg går videre, må jeg indrømme, at det ikke nytter, at jeg lovpriser hans præcision på skitseblokken, hvor han ofte har indfanget både det typiske og det personlige hos en række kendte figurer. Han var blandt andet teatertegner og fangede altså balletstjerner midt i deres bevægelser. Men som skrevet nytter det ikke, at jeg påstår, at han var enestående, for han laves aldrig mere, de har smidt den form, han blev støbt i, væk i de højere luftlag. Jeg vælger, så De selv kan skønne hans genialitet, Flemming Flindt og Vivi Gelker, senere gift Flindt, fra 1967.

Som skribent havde han også en fantastisk originalitet. Hvor dejligt er det ikke at møde hans favoritter, heriblandt maleren Lundstrøm og digteren Otto Gelsted.

Vist træffer han dem på kornet, når han tegner dem på sin blok, men han formidler dem mindst lige så levende i ord.

Lundstrøm var frankofil, som Bendix selv var det, og han indførte en vending i det danske sprog, som ingen franskmand i hele verden kan forstå: "Øng petit øng", det vil sige en lille én til halsen – og helst calvados.

Bendix besøgte ham engang, da en maler viste ham et billede med gule farvenuancer og forklarede, at han benyttede æggeblommer til at male gult med. Lundstrøm fnyste: "Maler du med mad, mand?!"

Lundstrøm mente, at det var håndværket, der burde skaffe føden, ikke føden, der burde bruges som håndværk.

Også det kærlige portræt af Otto Gelsted er til at få hjertebanken af. Gelsted var distræt som en professor, og tit vidste han ikke, hvor han gik, eller hvem han var, og genkendte knap dem, han traf på Strøget. En kvinde med et gigantisk kælenskab viste sin vilde ømhed for ham ved at slå armene om ham og kysse ham på begge kinder midt på Østergade i København.

Gelsted stirrede stift på hende og sagde: "Hvad i alverden berettiger Dem til at kysse mig?" "Jamen, jeg er jo din mor, Otto," svarede damen.

"Jah, så stiller sagen sig uundgåeligt anderledes."

kultur@kristeligt-dagblad.dk