Allan Christensen |
23. januar 2009
Danmark er langt fra at opfylde EU-landenes fem år gamle anbefalinger om screening for tarmkræft. Kræftdødeligheden i Danmark er en af Europas højeste
Danskerne bliver ikke screenet for tarmkræft, selvom EU-landene for mere end fem år siden blev enige om at arbejde hen mod netop den type screening.
Hvert år får op mod 4000 danskere konstateret kræft i tyktarmen eller endetarmen, mens cirka 2000 mister livet som følge af kræften. Dermed er Danmark det land i EU, hvor der forholdsmæssigt dør tredjeflest kvinder og sjetteflest mænd af sygdommen, viser en rapport fra EU-Kommissionen om kræftbehandlingen i de 27 medlemslande.
Hos Kræftens Bekæmpelse ser man en sammenhæng mellem den manglende kræftscreening og danskernes topplacering i den kedelige statistik.
– Det er helt sikkert en af årsagerne, siger Frede Olesen, formand for Kræftens Bekæmpelse.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) fremhæver, at en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen i øjeblikket lægger sidste hånd på, hvordan screening for tarmkræft kan indføres i Danmark.
– Vi har været grundige, fordi vi vil være bombesikre på, at sådan et program har den rigtige effekt, forklarer han den lange ventetid.
Men den forklaring køber Kræftens Bekæmpelse ikke. Frede Olesen mener, at kræftscreeningerne skulle være gennemført forlængst.
– Når vi kigger bagud, så har det danske regeringsapparat og administrative system ubetinget været for langsomme til at få sat kræftinitiativer i gang. Og det gælder også screeninger, siger han.
Også EU-Kommissionen mener, at Danmark og de øvrige EU-lande er for langsomme til at leve op til det sæt anbefalinger om screening af brystkræft, livmorhalskræft og tarmkræft, som landene selv vedtog i december 2003.
Kommissionens kræftrapport fremhæver, at under halvdelen af de kræftscreeninger, som eksperter og EU-landene selv har anbefalet, finder sted, og at EU-landene generelt skal forbedre screeningprogrammerne.
Når det gælder tarmkræft, hører Danmark til i en gruppe af otte EU-lande, som slet ikke har noget screeningsystem, viser rapporten.
Kræftens Bekæmpelse vil i den kommende tid presse på for at få screeningen for tarmkræft på plads inden årets udgang. Samtidig håber man, at en række initiativer fra de sidste par år vil kunne aflæses i kommende rapporter. Også når det gælder brystkræft, hvor Danmark har den allerhøjeste dødelighedsrate i EU.
– Det er helt klart vores målsætning, at vi om 10 år skal ligge nummer et, hvis vi vender listen om, så vi ligger i den absolutte top, siger Frede Olesen.
Også Jakob Axel Nielsen forventer, at Danmark vil kunne fremvise bedre kræftresultater i de kommende år.
I EU-rapporten noteres det også, at Danmark og fire andre EU-lande aldrig svarede på det spørgeskema fra EU-Kommissionen, der ligger til grund for undersøgelsen.
Efter et halvt år opgav kommissionen at få svar fra de danske myndigheder på de i alt 36 spørgsmål og indsamlede i stedet de nødvendige oplysninger selv. /ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad