I skyggen af et selvmord

Lige nu er Kausalla ikke i stand til at tage beslutninger. Hun sidder bare ubevægelig og stirrer frem for sig. Men selvom hun kunne handle, så ville den endelige beslutning ikke være hendes. Hun er kvinde i et mandsdomineret samfund, og nu da Ashok ikke længere bestemmer over familien, så gør hans bror, Kisore Deshettiwar. Han overtager ansvaret for sønnernes uddannelse og Kausallas jord. De to sønner, Sunil og Anil, ved, at de ikke vil være landmænd. Sunil har valgt livet i militæret, for han foretrækker en årelang udstationering i Kashmirprovinsen frem for livet i bomuldsmarken. Heller ikke Anil ser sig selv som bonde. Han vil være motorcykelmekaniker og arbejde med olie frem for insektgift. Lige nu er han stadig i lære, men med onklens finansielle hjælp vil han færdiggøre uddannelsen, så han senere kan sende penge tilbage til familien.

Sunil sender allerede penge hjem. Derfor er Kausalla på trods af den ulykkelige situation heldig. For hun har to sønner, som passer på hende. Samtidig har hun en svigerfamilie, som også i fremtiden vil tage vare på hende. Ikke alle har det, for nogle svigerfamilier slår hånden af enken, når manden dør. Ofte er heller ikke kvindens egen familie villig til at tage hende tilbage, da enker i det indiske samfund ses som pariaer. De har ikke mulighed for at gifte sig igen og vil derfor for evigt være en økonomisk byrde for familierne.

Familien Deshettiwar beslutter sig for at søge kompensation for Ashoks død. Det er broderen Kishore, der tager den endelig beslutning, og ham, der kører ind til Pandharkawada på landsbyens motorcykel for at få hjælp med ansøgningen. På nuværende tidspunkt ved de endnu ikke, hvorvidt Kausallas ansøgning om kompensation godkendes. Processen tager normalt seks til syv måneder, men enkelte enker venter meget længere.

Deshettiwar-familien er blot en af 200.000 familier, der er ramt af selvmord og gæld. Problemets omfang har tvunget både Maharashtras delstatsregering og den indiske regering til at handle. I 2006 tog Indiens statsminister, Manmohan Singh, til Vidarbha-regionen, hvor han bekendtgjorde en hjælpepakke til landbruget i delstaten på 37,5 milliarder rupees (3,75 milliarder kroner), og i 2005 afsatte Maharashtras delstatsregering 1,7 milliarder kroner til landbrugssektoren.

Men på trods af de astronomiske beløb har ingen af hjælpepakkerne stoppet selvmordsbølgen. Antallet af selvmord er kun gået op, og det får kritikere af pakkerne til at hævde, at landmænd bliver ”lokket” til at begå selvmord for at hjælpe deres familier. Desuden mener de, at de mange penge øger korruptionen i de berørte områder. Og noget tyder på, at de har ret. Mange penge forsvinder i bureaukraters dybe lommer, og kun 70 procent af alle enker får den kompensation, de ifølge loven er berettiget til.

En af dem, der har ventet længe, er Chandrakala Gangaram Meshram fra landsbyen Saikheda. Hendes mand hængte sig fra loftspærret i køkkenet for et år siden. Ligesom andre bomuldsbønder i området blev han drevet i døden af gæld og fejlslagen høst, men selvom hans efterladte familie opfylder kriterierne for kompensation, har Chandrakala endnu ikke set én rupee.

Livet i landsbyen fortsætter dog, for der er ikke tid til at sørge eller gruble over fremtiden. Chandrakala og pigerne samt hendes gamle forældre bor stadig i den hytte, som hendes mand byggede, da de blev gift. Om aftenen sidder de udenfor under halvtaget med ryggen mod den kølige mur. Taget er lavet af bølgeblik og holdes nede af en stor tyk gren, der hviler hen over det. De eneste vinduer i hytten er dækket af sækkelærred. Inde bag den kanelfarvede hoveddør er soveværelset, hvor årets bomuldshøst er stablet op og blot venter på at blive hentet. De hvide totter er dækket til af blå, groftvævede sække, og i sengen overfor sover hele familien med udsigt til bomuldsstakken. Den er det sidste, de ser, inden de falder i søvn, og det første, de vågner til. Den er deres liv.

Om morgenen, mens pigerne tager deres skoleuniformer på og pakker de lyserøde skoletasker, tænder Chandrakala op i ildstedet, inden hun følger pigerne i skole. Så fortsætter hun videre til den bomuldsmark, hvor hun nu arbejder som daglejer. Her tager hun hver dag stofposen på ryggen og den lange hank om hovedet, så begge hendes hænder er frie til at vriste bomuldstotten fra planten.

Om eftermiddagen henter hun pigerne på 11 og 13 år ved skolen, og sammen går de hjem. Hendes gamle forældre passer familiens fem hektar, for nogen skal sikre familiens spinkle håb – den næste bomuldshøst.

Familien har ingen okser, så arbejdet i marken er hårdt for de gamle mennesker, og spørgsmålet for Chandrakala er, hvor længe forældrene kan klare det. Men indtil videre er det den eneste mulighed, for hun vil ikke tage døtrene ud af skolen. De skal have bedre muligheder i livet, end hun selv har haft. Døtrenes fremtid er bare en af Chandrakalas bekymringer.

Hun tænker ofte på det, når hun om aftenen slapper lidt af uden for hytten. Om kun få år skal de giftes, og hun skal finde penge til medgiften. Den kan beløbe sig til mange tusinde rupees, men er nødvendig, hvis de skal sikres et ordentligt liv. Mere presserende er penge til næste års såsæd. De koster 3750 rupees pr. hektar, og de penge dækker høsten fra i år ikke, når familiens andre udgifter er trukket fra. Derfor kan Chandrakala blive tvunget til at låne penge fra de private pengeudlånere, da banken ikke vil låne hende mere. Men det er kun, hvis kompensationspengene ikke når at komme inden.

For ikke længe siden besøgte yngste skud på stammen i Gandhi-dynastiet, Rahul Gandhi, en landsby tæt på Saikheda. Her opsøgte han en enke, som ikke havde modtaget kompensation, og gav hende en check på 300.000 rupees – et svimlende beløb på disse kanter.

Rahul Gandhis gerning kom straks på avisernes forsider. Men ud over den ene enke har hans besøg ikke hjulpet nogen eller noget. Det har heller ikke den stribe lokalpolitikere, der også har besøgt landsbyerne. Alle sammen med en kortege fotografer og journalister – men ingen løsninger.

Fotografierne af politikerne i landsbyen er ikke et billede af den virkelige verden. Faktisk føler enkerne sig usynlige for magthaverne, medmindre de som nu skal bruge deres stemmer i næste års valg. Ellers er det meste, de mærker til bureaukratiet og politikerne, den korruption, der æder deres kompensation op.

Hver enke er berettiget til 10.000 rupees fra delstaten og 100.000 rupees fra regeringen. Desuden kan hver familie få hjælp til at afbetale lån i banken, men for mange fattige er dette tilbud ligegyldigt. For bankerne har i mange år været varsomme med at låne ud til de fattigste bønder, og derfor har 90 procent af landmændene deres gæld hos de private pengeudlånere.

En anden hurdle på enkernes vej mod kompensationen er alle de officielle papirer, der skal udfyldes. Da 46 procent af de indiske kvinder er analfabeter, er der rige muligheder for embedsmænd og andre bureaukrater for at rage lidt af kompensationen til sig selv. I andre tilfælde bliver enkerne helt nægtet kompensation.

Chandrakala ved ikke, hvorfor hendes kompensation lader vente på sig. Det har regeringskontoret ikke fortalt hende. Alt, hun ved med sikkerhed, er, at hendes første ansøgning blev afslået, fordi embedsmanden på kontoret tvivlede på, at Gangaram ejede familiens jord. Han mente, den var forpagtet, og bad Chandrakala om at bevise ejerskabet.

Det har hun gjort med interesseorganisationen Vidarbha Jan Andolan Samitis hjælp.

Interesseorganisationens formand, Kishore Tiwari, har gennem 10 år arbejdet for de fattiges rettigheder i området. I dag går meget af hans tid med enkernes kamp for kompensation, og Chandrakalas situation er kun alt for velkendt for ham. Hver uge hjælper han enker, der hverken kan læse eller skrive, med at udfylde og genudfylde ansøgningsskemaer, så de kan få den kompensation, der retmæssigt er deres. Og hver uge må han ringe og rykke embedsmænd for svar.

Ofte, som nu med Chandrakala, føler han, at kampen er afgjort på forhånd. Han ved ikke, hvorfor embedsmændene forhaler pengene til hende, eller hvem der bestemte, at hun ikke skulle have dem i første omgang. Men han ved af erfaring, at når sagerne trækker ud, ender de ofte ikke lykkeligt. Derfor skal han følge hendes ansøgning tæt, hvis den skal godkendes, og en ikke alt for stor del af kompensationen skal forsvinde, inden den når Chandrakala.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Endnu har hverken Chandrakala Gangaram Meshram eller Kausalla Deshettiwar fået godkendt deresansøgning om kompensation.