I DEN SENESTE UGE er debatten om behovet for en sproglov for universiteterne igen blusset op. En vigtig debat, som dog ofte mangler væsentlige argumenter for en aktiv sprogpolitik, der både sikrer et højt fagligt niveau på universiteterne og vores pluralistiske demokrati.
Sprog, indflydelse og magt hænger sammen og må nødvendigvis inddrages i enhver debat af en aktiv sprogpolitik. Evnen til at mestre den sproglige standard, som nyder generel anerkendelse og betragtes som korrekt i det samfund, man lever i, er tæt forbundet med evnen til generelt at kunne deltage i samfundslivet. Man kan derfor ikke uden videre vurdere behovet for en sprogpolitik alene ud fra forestillinger om, hvad der umiddelbart fremstår mest praktisk og økonomisk rentabelt.
Stigende brug af engelsk i undervisningen på højere læreranstalter på områder, hvor der ingen faglig begrundelse er for det, er langt fra hensigtsmæssig. Det drejer sig for eksempel om flere humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, hvor fokus næsten udelukkende er på danske forhold. Det kommer derved til at virke som et ekko af den status, latin, fransk og tysk engang havde i Danmark, og det var netop idealerne om, at viden og læring var for alle lag i samfundet, som dannede grundlag for afskaffelsen af denne elitære undervisningsform på universiteterne.
Danske forskere med et internationalt felt skal naturligvis være en del af det internationale forskningsmiljø, og danske virksomheder skal have kandidater med gode engelskkundskaber. Derfor vil det også være hensigtsmæssigt at prioritere undervisning i engelsk højt ligeså vel som andre fremmedsprog for at styrke Danmarks internationale konkurrenceevne.
FORMÅLET MED en aktiv sprogpolitik er derfor også at sikre kandidater med gode engelskkundskaber, men uden at skyde med spredehagl, som undergraver det faglige niveau.
Det er problematisk, at flere danske universiteters sprogpolitik i øjeblikket er mere styret af image og symbolpolitik end af samfundets behov for akademiske kompetencer. Herved ændres universiteternes formål i praksis fra at være en central del af et pluralistisk demokrati til at være virksomheder, der udbyder en vare på et internationalt marked til gavn for erhvervslivet.
Det er en misforståelse at tro, at fraværet af en aktiv sprogpolitik (vedtaget i Folketinget) betyder status quo. Der bliver formuleret og vedtaget sprogpolitikker hele tiden bare ikke af politikerne men ude på den enkelte uddannelsesinstitution, som derved får lov til at bestemme, hvordan det danske sproglandskab skal se ud. Sammenligner man med de øvrige EU-lande er der i øvrigt kun tre andre lande, som ikke regulerer deres sproglige forhold politisk: Holland, Storbritannien og Tjekkiet.
Videnskabsminister Helge Sander (V) afviser regulering på sprogområdet med henvisning til, at det koster penge, og fokus i stedet skal være på kvalitet. Men en aktiv sprogpolitik vil netop sikre kvalitet frem for tilfældigheder og symbolpolitik.
Politikerne må derfor påtage sig ansvaret og igangsætte en demokratisk proces om udviklingen af en sprogpolitik for landets universiteter. Sikring af sproglig frihed og lighed i Danmark er som sikring af andre demokratiske rettigheder afhængig af et vist mål af regulering. Det vil sige, at anerkender man væsentlige demokratiske principper som lige adgang til uddannelse, information og mulighed for deltagelse i demokratiske processer, så er en aktiv sprogpolitik i forhold til engelsk på universiteterne og på officielt niveau generelt helt nødvendig.
Camilla Gyldendal Nystrøm,
cand.mag. i engelsk med speciale i sprogregulering,
Søndre Fasanvej 55, 2. th.,
Frederiksberg