Af Jan Lindhardt |
20. juli 2006
SELVUDVIKLING: Erhvervslivet er uhyre vigtigt, men det er ikke det eneste liv. Indtjening i erhvervslivet står parallelt med aftjening af værnepligt over for næsten
Forholdet mellem religion og erhvervsliv har været stærkt diskuteret i de sidste 100 år. Max Webers berømte tese optager stadig sindene. Den gik ud på, at den kapitalistiske økonomi passede som fod i hose til den protestantiske etik, fordi den tvang folk til hele tiden at tilstræbe størst mulig indtjening. Tankegangen forudsætter en mellemregning, nemlig at man tror på Guds uransagelige forudbestemmelse af enhvers skæbne. Helt uransagelig var den nu ikke, fordi gods og guld og held i forretninger kunne tolkes som tegn på Guds udvælgelse.
Så enkelt er det ikke mere, fordi kapitalismens krav i en globaliseret verden er blevet mere uforudsigelige. Derfor er "forandringsparathed" det nye nøgleord. Du ved aldrig, hvordan dagen i morgen vil arte sig, så vær parat til alt. Og der skal du for alt i verden ikke være "erfaringsramt", det vil sige slutte fra dine erfaringer i dag til hvad der skal gøres i morgen.
Her er det sikkert rigtigt, at new age er et godt udgangspunkt. Stol på dig selv og lyt ikke til andres erfaringer, som altid vil være forældede. Gør, hvad du selv føler, er rigtigt. Enhver situation er ny. For dog at få et fast udgangspunkt søger man ind i sig selv. Men det er naturligvis naivt, for heller ikke her finder man et fast grundlag. Det er alment accepteret i dag, at jeg'et er "flydende", eller at man har et "flex-jeg".
Beskrivelserne af erhvervsfolks vanskeligheder med den indre styring – blandt andet udtrykt i erhvervslederes flakken fra religion til religion – kan ligne den forvirring, der griber unge mennesker i puberteten, hvor man sværmer for den ene pige efter den anden. Og new age kan da også nærmest karakteriseres som en teenagereligion. Hvis man bruger den som grundlag for sit managementarbejde, bør man anbefale folk at forlade arbejdsmarkedet når de er højst 25-30 år gamle.
Har kristendommen et svar på disse vanskeligheder? Nej, det kan man ikke sige. Jesus bruger ganske vist flere lignelser fra erhvervslivet, men han respekterer ikke dets spilleregler. I Arbejderne i vingården (Matt. 20) forkaster han lige løn for lige arbejde. I Den gældbundne tjener (Matt. 18) omgås chefen helt uansvarligt med firmaets ressourcer. I Den rige bonde tages øjensynligt afstand fra enhver investeringspolitik (Luk. 12). I Sædemandslignelsen sendes et produkt ud på markeder som ikke er modne til det (Mark. 4).
Den eneste lignelse, som kan ligne økonomisk fornuft lidt, er De betroede talenter (Matt. 25). Her belønnes forretningsmæssig dygtighed, og dovenskab straffes. I dag ville man nok have tilbudt den sure og dovne tjener, der graver kapitalen ned, et kursus i personlig udvikling. Men Jesus sender ham i Helvede.
Forkaster Jesus erhvervslivet? Nej, han går ud fra de faktiske forhold og med til dem hører naturligvis handel og vandel, altså erhvervslivet. Men samtidig siger han, at i forhold til Ham, det egentlig kommer an på, Vorherre, gælder andre spilleregler. Her er det ikke noget for noget eller personlig udvikling, der tæller, men det, at du er holdt af og taget hånd om.
Vi står derfor over for et både og. Erhvervslivet er uhyre vigtigt, men det er ikke det eneste liv. Familieliv, kønsliv, bønsliv og mange andre liv er også vigtige. Disse liv kan hverken forenes eller holdes helt adskilt. Indtjening i erhvervslivet står parallelt med aftjening af værnepligt over for næsten. Sådan er det at være menneske.
Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad