Det er aldrig påvist, at selektionen kan fremme dannelsen af nye arter

GÅR DET, som darwinisterne forventer, bliver 2009 et jubelår, hvor evolutionsteorien endnu en gang proklameres som den eneste troværdige forklaring på livsformernes mangfoldighed.

Darwinisterne har imidlertid to alvorlige troværdighedsproblemer:

1) De har altid været gode til at undertrykke kritik af teorien i form af ignorering af kritikerne, udelukkelse af kritikerne fra fagtidsskrifter og usaglige angreb på kritikerne. Derved har de tilranet sig et meningsmonopol inden for forskning og uddannelse, som er i strid med god forsknings- og undervisningsetik.

2) Med vor seneste viden om de biologiske processer, som er bestemmende for livsformernes (arternes) karakteristika, er der stadig flere forskere, som erkender, at forskningsresultaterne ikke understøtter evolutionsteorien. Det gælder især resultaterne af forskningen inden for biologiske specialdiscipliner som biokemi, cellebiologi, genetik, molekylærbiologi og zoologi. Men heller ikke resultaterne af fossilforskningen (palæontologien), århundreders plante- og dyreavl (forædling) og forsøg på at omdanne visse arter af bakterier og insekter med ekstremt høje reproduktionshastigheder til andre arter i laboratoriet understøtter teorien.

Forskningsresultaterne viser, at de fleste arter ganske vist optræder med en større eller mindre grad af variation (racer, underarter), men der er aldrig påvist mellemformer, hverken i den levende natur eller i fossilmaterialet, som understøtter teorien om, at arter over lange tidsforløb (millioner af år) kan omdannes til andre arter, for eksempel krybdyr til fugle og fisk til padder som påstået af darwinisterne. Arterne er tværtimod bemærkelsesværdigt stabile.

Den centrale tese i den moderne udgave af evolutionsteorien går ud på, at arter kan omdannes til andre arter i kraft af naturlig selektion (udvælgelse), som virker på tilfældige mutationer. Mutationer er fejl i DNA-molekylerne i forbindelse med celledelingen, og DNA-molekylerne indeholder de ”koder” , som styrer det enkelte individs udvikling. Genernes DNA-koder er således unikke, ikke kun for det enkelte individ, men også for den enkelte art. Forskningen viser, at sådanne mutationer enten er uden betydning (neutrale) eller skadelige (sygdomsfremkaldende). Der er aldrig fundet eksempler på mutationer, som er gunstige i den forstand, darwinisterne har brug for i deres argumentation.

At naturlig selektion er en kendsgerning har man altid vidst: Syge eller utilpasningsdygtige eller uheldige individer kan dø, før de når at formere sig.

Det kritiske punkt for evolutionsteoriens troværdighed i denne sammenhæng er, at den naturlige selektion ganske vist kan indebære, at individer og arter forsvinder af forskellige grunde, men det er aldrig påvist, at selektionen kan fremme dannelsen af nye arter på grundlag af gunstige mutationer.

Darwinisterne har viklet sig ind i en lang række forklaringsproblemer, når de konfronteres med forskningsresultaterne på de omtalte områder. Derfor bøjer stadig flere uhildede forskere sig for kendsgerningerne og tager afstand fra evolutionsteorien.

At Darwin tog fejl på flere afgørende punkter i sin teori om arternes oprindelse, er én ting. Det uheldige er, at hans teori hurtigt fik monopol på meningsdannelsen i mange forskerkredse, men i dag kan vi sige med stor sikkerhed, at darwinisterne er på vildspor, og at den relativt nye teori om intelligent design i naturen ser ud til at være et mere troværdigt bud på en forklaring på livsformernes mangfoldighed.

Søren Harslund,
Sønderdalen 6,
Dyssegård