I Island har vigende kirkegang, ligesom i de andre nordiske lande, været mere reglen end undtagelsen i de seneste år, indtil nu. Biskoppen mener, at kirkens rolle stadig er den samme, blot nu har islændingene et større behov for håb.

– Men dette er kun begyndelsen, støvet har endnu ikke lagt sig, og flere mure kommer til at falde. De næste måneder bliver svære. Lige nu er der mange, der kun har en arbejdsindtægt, fordi de er i opsigelsesperioden. Og det er et faktum, at omkring 7000 islændinge søgte kirkens hjælpeorganisation om julehjælp, 100 procent flere end forrige år. Det svarer til 2,1 procent af Islands indbyggere, siger han.

Udviklingen bekymrer biskoppen, der fortæller, at præsterne allerede ser et stigende antal af sociale problemer, skilsmisser, hjem, der bliver opløst, og kærester, der går fra hinanden. Alt dette sker som følge af chokket fra, da det gik galt. Krisen, der har ramt landet, har haft konsekvenser overalt i det islandske samfund. Bedemænd fortæller endog om øget efterspørgsel på billigere begravelser.

– Kirken må ligesom alle andre skære ned. Kirkens indtægter mindskes betragteligt ifølge finansloven for 2009. Det bliver svært, fordi kravene, der stilles til kirken, samtidigt øges. Vi har måttet stoppe alt nybyggeri og alle renovationer, nu skal der spares penge. Trods dette lægger vi stor vægt på stadig at være til stede for at give støtte til en nation i krise, siger han.

Det er netop det, de forsøger at gøre i Hallgrímskirken i centrum af Reykjavík til trods for larmen. Omkring kirken, et af hovedstadens vartegn, er der opsat stilladser på grund af reparationer, der påbegyndtes sidste forår.

Et halvfærdigt koncerthus på Reykjavíks havnefront er allerede blevet til et symbol på kapitalisme og forgangne tider, fordi der ikke er penge nok til at færdiggøre byggeriet. Byggekranerne, der førhen stod som symbolet på fremgang, er blevet et symbol på de nye tider: krisen. Og kraner, der ikke længere arbejder, er der nok af. Koncerthuset vil være et åbent sår i Reykjavíks landskab de næste mange år, og nu risikerer Hallgrímskirken at lide samme skæbne.

– At se på kirken halvrepareret ville være et forfærdeligt syn. Det er en tanke, jeg vil helst ikke vil tænke, men alt kan ske nu, siger Jón Dalbú Hróbjartsson, sognepræst i Hallgrímskirken.

Betonskaderne på kirketårnet er mere omfattende end forventet, renoveringen kræver flere penge.

– Vi arbejder på en løsning, siger sognepræsten, der er optimistisk i troen på, at kommunen, staten og kirken finder en fælles udvej.

– Vi ved også, at staten som middel mod den stigende arbejdsløshed prøver at bakke op om projekter, hvor der er brug for mange hænder, som i vores kirketårnsprojekt. Der skal være nogle jobmuligheder i landet, og vi tror, at vores projekt får en høj prioritet, udtaler præsten.

Han har ligesom alle andre lyttet til en britisk økonom fra London School of Economics, der forudser endnu et kollaps i den islandske økonomi til foråret og tilføjer:

– Med hensyn til hvad der er sket her og sker nu ude i verden, ville jeg ikke være overrasket over endnu et tilbageslag.

Renoveringen af Hallgrímskirken skulle have kostet 11 millioner danske kroner, men kommer til at koste omkring det dobbelte. Finansieringen af projektet rækker kun til endnu et par uger.

– Som altid stoler vi på Gud, samt det offentlige og folkets velvilje, siger Hallgrímskirkens sognepræst.

CreditInfo forventer, at 13 procent af alle islandske firmaer går konkurs i 2009, de fleste af dem i byggebranchen. Ístak, firmaet der er ansvarligt for renoveringen af kirketårnet, holder dog stadig skindet på næsen.

Stemningen blandt øens befolkning er vrede, og vreden, siger biskoppen, er rettet imod dem, der satte spillereglerne for den islandske finansverden, og dem, der skulle have haft tilsynet med den. Først nu, langt over 100 dage efter den islandske økonomi brød sammen, begynder der at være nogen, der går af.

Biskoppen mener, at anger og tilgivelse skal gå hånd i hånd, og indtil regeringens afgang i kølvandet på folkelige protester havde han ikke set mange tegn på selvbebrejdelse hos magthaverne.

– Hvis jeg har begået en fejl eller forbrydelse imod dig, kan jeg ikke kræve tilgivelse. Jeg må først vise, at jeg fortryder handlingen. Og hvis du beslutter dig for at tilgive mig, er det en gave fra dig til mig, siger han.

Biskoppen mener ikke, at de ansvarlige har planer om at bede om tilgivelse.

– Der er ikke noget, der tyder på det, men jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der foregår i deres sjæle.

udland@kristeligt-dagblad.dk